Ikke-finansielle modparter

Under EMIR gælder der særlige regler for ikke-finansielle modparter (Non Financial Counterparties, NFC) afhængigt af omfanget af og baggrunden for dennes brug af OTC-derivater.

Generelle forpligtigelser

En NFC kan vælge at videredelegere rapporteringen af derivathandler til enten en finansiel modpart eller en tredjepart. Den ikke-finansielle modpart har ansvaret for at stille alle nødvendige oplysninger til rådighed for, at den finansielle modpart kan foretage rapporteringen. Den ikke-finansielle modpart har ligeledes ansvaret for fejlagtige oplysninger og eventuelle tilsynsmæssige reaktioner som følge heraf. Indberetninger skal ske senest ved udgangen af den efterfølgende arbejdsdag. En NFC skal være i besiddelse af en LEI kode til rapporteringsformål.

NFC’er er udover rapporteringsforpligtelsen underlagt krav om risikoreduktionsteknikker. Dette omfatter passende procedurer til at måle, overvåge og reducere operationel risiko og modpartsrisiko for ikke-clearede derivater. Teknikkerne skal inkludere rettidig bekræftelse, porteføljeafstemning og -komprimering samt bilæggelse af tvister.

Der skelnes mellem to typer af NFC:

  • NFC-: Ikke-finansielle modparter der ikke overskrider en clearingtærskel
  • NFC+: Ikke-finansielle modparter der overskrider mindst én clearingtærskel. Hvis en NFC vælger ikke at beregne sine positioner mod tilhørende clearingtærskler, vil NFC’en betragtes som værende over alle tærskler, og være underlagt clearingforpligtelsen for alle derivattyper. Hvis en NFC beregner sine positioner mod tilhørende clearingtærskler, vil NFC’en være underlagt clearingforpligtelsen for kun de derivattyper, for hvilke den pågældende clearingtærskel overskrides.

En NFC- vil være fritaget for clearing, værdiansættelse og krav til sikkerhedsstillelse, mens en NFC+ vil være underlagt disse forpligtigelser.

Mere information om de af ESMA definerede clearingtærskler findes her: Clearing thresholds

Clearingtærskler

I sin beregning af hvorvidt clearingtærskler overskrides, kan en NFC gøre følgende undtagelser:

  • Krav om clearing ved overskridelse af en given clearingtærskel kan undtages, hvis det kan godtgøres, at løbende gennemsnitlige positioner i mere end 30 dage ikke overskrider clearingtærsklen.
  • Koncerninterne transaktioner kan fritages for clearing, hvis der ansøges herom. Hvis en tredjelandsmodpart indgår i transaktionen, kan fritagelsen ikke gives, hvis denne er etableret i et højrisikotredjeland eller en ikkesamarbejdsvillig skattejurisdiktion. Find underretningsskema for koncernintern fritagelse for clearingforpligtelsen her
  • Hvis OTC derivatkontrakter udelukkende indgås for at reducere virksomhedens risiko (hedging), kan de risikoreducerende kontrakter i visse tilfælde undtages i opgørelsen af clearingtærsklen.
Senest opdateret 22-08-2025

Kontakt markedsrisikoteamet

Kontakt Markedsrisikoteamet ved at sende mail til post1@ftnet.dk med cc: markedsrisikoteamet