Når Finanstilsynet kommer på inspektion

Hvor går vi på inspektion - og hvorfor?

Finanstilsynet fører tilsyn med pengeinstitutter, realkreditinstitutter, pensions- og forsikringsselskaber, investeringsforeninger, fondsmæglere og andre virksomheder på det finansielle område. Vi vælger hvert år et antal virksomheder til inspektion, der er prioriteret ud fra risiko og væsentlighed, så vores tilsynsvirksomhed skaber størst mulig effekt. Formålet er at sikre, at virksomhederne håndterer deres risici og overholder den finansielle lovgivning. På den måde bidrager inspektionerne til at beskytte virksomhedernes, kundernes og samfundets interesser.

Vores inspektioner er risikobaserede. Det betyder, at vi har størst fokus på de områder, hvor risikoen for mangler eller overtrædelser er størst, og hvor konsekvenserne kan være alvorlige – både for virksomheden, kunderne og samfundet.

I kan læse mere om vores forskellige typer af inspektioner her.

I august skriver vi til jer, hvis vi planlægger en eller flere inspektioner hos jer i løbet af de næste 12 måneder. Når tidspunktet for en inspektion nærmer sig, ringer vi og fortæller nærmere. Herefter sender vi et formelt indkaldelsesbrev, typisk en til tre måneder før inspektionen. Her informerer vi om inspektionens formål og fokus, hvilke dokumenter og oplysninger vi har brug for fra jer samt tidsfrister. I får også vores kontaktoplysninger, så I har mulighed for at stille spørgsmål.

Inspektionen kan enten foregå ved et besøg hos jer, eventuelt virtuelt, eller på skriftligt grundlag ud fra det materiale, I har sendt. Når vi er på besøg hos jer, holder vi møder med jeres ledelse og relevante medarbejdere, hvor I fortæller os om jeres arbejde, og vi stiller de spørgsmål, som vores forberedelse har givet anledning til. Inden vi afslutter besøget, får I besked om, hvilke områder vi forventer, der kan føre til tilsynsreaktioner. Hvis vi har brug for yderligere materiale efter besøget, vil vi bede jer sende det til os hurtigst muligt. Den endelige vurdering af, om inspektionen medfører reaktioner, vil fremgå af den rapport, vi sender til jer.

Vi udarbejder et udkast til en rapport, som I kan give bemærkninger til, hvis I mener, at den har mangler. Rapporten indeholder vores observationer af jeres væsentlige aktiviteter og risici. Vi giver en tilsynsreaktion, hvis vi vurderer, at aktiviteterne ikke håndterer de risici, som jeres virksomhed har på det pågældende område. I høringsperioden holder vi ofte et afsluttende møde, hvor vi gennemgår de vigtigste observationer fra inspektionen. I modtager den endelige rapport og en kort redegørelse, når vi har forholdt os til jeres bemærkninger til rapporten og på det afsluttende møde. 

Redegørelsen opsummerer vores vurdering af jeres risici og vores centrale tilsynsreaktioner. I skal offentliggøre redegørelsen på jeres hjemmeside, så kunder og andre interesserede kan se resultatet af inspektionen.

Vi offentliggør samtidig redegørelsen på vores hjemmeside.

Vores målsætning er, at I modtager den endelige rapport og redegørelse om inspektionen senest otte måneder efter indkaldelsesbrevet.

I får som regel tre måneder til at efterleve eventuelle påbud. Afhængigt af karakteren af de enkelte påbud kan fristen være kortere eller længere. Senest ved fristens udløb skal I sende dokumentation for, at I har efterlevet påbuddene. Herefter vurderer vi jeres dokumentation og skriver til jer, om den er tilstrækkelig.