Et pengeinstitut er karakteriseret ved fra offentligheden at modtage indlån og andre midler, der skal tilbagebetales og at yde lån for egen regning. Indlån og andre midler, der skal tilbagebetales fortolkes bredt og forstås som indskud, hvor indskyderen har krav på at få indskuddet tilbagebetalt i sin helhed uanset modtagerens økonomiske stilling.
Pengeinstitutter må udøve aktiviteter i henhold til § 7, §§ 24-26 og bilag 1 i lov om finansiel virksomhed. Derudover kan pengeinstitutter yde eller udføre investeringsservice og aktiviteter omfattet af bilag 1, afsnit A i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.
Det er en omfattende proces at opnå tilladelse som pengeinstitut. Finanstilsynet opfordrer derfor potentielle ansøgere til at kontakte Finanstilsynet forud for indsendelse af ansøgningen.
Finanstilsynet giver tilladelse som pengeinstitut, når ansøger opfylder kravene i § 14, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed:
”§ 14. Finanstilsynet giver tilladelse, når
Stk. 2. En ansøgning om tilladelse efter §§ 7-11 skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige til brug for Finanstilsynets vurdering af, om betingelserne i stk. 1 er opfyldt, herunder oplysninger om størrelsen af de kvalificerede andele og virksomhedens organisation. En ansøgning om tilladelse efter §§ 7 og 8 til at udøve kreditinstitutvirksomhed skal indeholde oplysninger om identiteten af de 20 største aktionærer, såfremt der ikke er ejere af kvalificerede andele. En ansøgning efter §§ 7-11 skal endvidere indeholde en driftsplan indeholdende oplysninger om arten af de påtænkte forretninger.”
I det følgende uddybes kravene.
Krav til kapitalforhold (nr. 1)
Det følger af nr. 1, at tilladelsen alene gives til aktieselskaber, der har en aktiekapital, der mindst udgør et beløb svarende til 5 mio. euro. Foruden minimumskravet på 5 mio. euro, vil Finanstilsynet have en dialog om selskabets forventede solvensbehov, jf. § 124 stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed, som ligeledes skal være dækket af kapital på tidspunktet for tilladelsen. Det fremgår af § 13, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at immaterielle aktiver ikke kan anvendes til indbetaling af aktiekapital. For så vidt angår stiftelse af aktieselskabet foregår dette gennem Erhvervsstyrelsen.
Egnethed og hæderlighed (nr. 2 og 3)
Ifølge nr. 2 er det endvidere et krav, at bestyrelsen og direktionen opfylder kravene om egnethed og hæderlighed i § 64 i lov om finansiel virksomhed. Ligeledes skal nøglepersoner opfylde kravene om egnethed og hæderlighed efter nr. 3.
Kvalificerede ejere (nr. 4)
Finanstilsynet skal ifølge nr. 4 vurdere, om eventuelle kvalificerede ejere sikrer en fornuftig og forsvarlig forvaltning af virksomheden efter § 61 a i lov om finansiel virksomhed. Finanstilsynet kan f.eks. skønne, at ejere af kvalificerede andele vil modvirke en forsvarlig og fornuftig forvaltning, hvis de pågældende i forbindelse med ejerskab eller deltagelse i ledelsen af andre finansielle virksomheder har vist sig uegnede til at drive finansiel virksomhed forsvarligt.
Gennemsigtighed (nr. 5)
Bestemmelsens nr. 5 og 6 skal bidrage til at sikre, at det er muligt for Finanstilsynet at varetage Finanstilsynets opgaver.
Nr. 5 indebærer et krav om gennemsigtighed. Det er ikke muligt at angive, hvornår en snæver forbindelse er tilstrækkelig gennemskuelig til at muliggøre et effektivt tilsyn. Det må derfor i hvert enkelt tilfælde vurderes, om en snæver forbindelse vil kunne vanskeliggøre et effektivt tilsyn.
I denne vurdering vil blandt andet indgå en vurdering af:
F.eks. kan visse former for krydsejerskab, gensidige aktiebesiddelser og aktionæroverenskomster bevirke, at et effektivt tilsyn vanskeliggøres.
Effektivt tilsyn (nr. 6)
Efter nr. 6 er det en betingelse, at tilsynet ikke vanskeliggøres på grund af lovgivningen i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, vedrørende en virksomhed eller person, som ansøgeren har snævre forbindelser med. Dette vil eksempelvis være tilfældet, hvor det vurderes, at tilsynsreglerne i det land, hvor virksomhedens modervirksomhed er beliggende, er af en sådan karakter, at der ikke kan udøves et forsvarligt konsolideret tilsyn.
Forretningsgange og administrative forhold (nr. 7)
Efter nr. 7 er det en betingelse, at ansøgerens forretningsgange og administrative forhold er forsvarlige. Finanstilsynet kræver således, at ansøgeren indsender retningslinjer for de væsentligste aktivitetsområder og forretningsorden for bestyrelsen.
Nr. 8 er særskilt for forsikringsvirksomhed, og uddybes ikke nærmere.
Placering af virksomheden (nr. 9)
Betingelsen i nr. 9 indebærer, at virksomheden skal ledes her fra landet. Det beror på en konkret vurdering, om virksomheden ledes her fra landet. I denne vurdering vil det blandt andet indgå, hvor virksomhedens ledelse sidder, hvor virksomhedens generalforsamlinger holdes, og hvor beslutningerne i virksomheden træffes.
Krav til ansøgningen (nr. 10)
Efter nr. 10 er det en betingelse, at bestemmelsens stk. 2 er opfyldt. Stk. 2, 1. pkt. fastslår, at Finanstilsynet skal have de nødvendige oplysninger til brug for vurderingen af, om betingelserne for at få en tilladelse er opfyldt. Oplysninger til ansøgningen fremgår af afsnittet om ansøgningsprocedure.
Finanstilsynet kan nægte at give ansøgeren tilladelse, hvis Finanstilsynet vurderer, at formålet med at placere hovedkontor og hjemsted i Danmark er at undgå lovgivningen i det land, hvor hovedparten af virksomhedens kunder er hjemmehørende.
Finanstilsynet giver tilladelse som pengeinstitut, når ansøger opfylder kravene i § 14, stk. 1, nr. 1 eller nr. 2 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter.
”§ 14. Et fondsmæglerselskab, der har tilladelse til at yde eller udføre investeringsservice og -aktiviteter omfattet af bilag 1, afsnit A, nr. 3 og 6, skal have tilladelse som pengeinstitut efter § 7 i lov om finansiel virksomhed senest på den dato, hvor
Et fondsmæglerselskab omfattet af stk. 1, som har ansøgt om tilladelse efter § 7 i lov om finansiel virksomhed, kan yde eller udføre investeringsservice og -aktiviteter, som fondsmæglerselskabet har tilladelse til i medfør af sin tilladelse efter § 13, indtil Finanstilsynet har truffet afgørelse om, hvorvidt der kan meddeles tilladelse som pengeinstitut efter § 7 i lov om finansiel virksomhed.”
Ved ansøgning om tilladelse som pengeinstitut skal anvendes et særligt skema, som findes her.
Et fondsmæglerselskab, der ansøger om tilladelse som pengeinstitut i henhold til § 14 i lov om fondsmæglere og investeringsservice og –aktiviteter, skal anvende samme skema som ovenfor. Der kan dog være behov for tilpasning heraf, hvorfor Finanstilsynet bør kontaktes forud for ansøgningen.
Ansøger udarbejder selv materiale til brug for ansøgningen. Materialet udarbejdes i samråd med ansøgers rådgivere (advokat og/eller revisor). Finanstilsynet opfordrer dog ansøgere til at kontakte Finanstilsynet inden ansøgningen er endelig, for at forventningsafstemme indholdet i ansøgningen.
Finanstilsynet har 6 måneder til at behandle ansøgningen, når ansøgningen betragtes som fuldstændig. Dog er der en ultimativ frist på 12 måneder fra ansøgningen modtages. Er ansøgningen ikke fuldstændig, når fristen på 12 måneder nærmer sig, vil Finanstilsynet give afslag på ansøgningen. Ansøger kan dog søge igen, når de manglende oplysninger er fremskaffet.
Ved ansøgning om tilladelse som realkreditinstitut henvises til at kontakte finanstilsynet@ftnet.dk for at drøfte den konkrete proces.
Med tilladelse som pengeinstitut kan virksomheden etablere en filial eller drive grænseoverskridende virksomhed inden for den Europæisk Union og i lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område (EØS). Forinden virksomheden kan operere i andre lande, skal Finanstilsynet have notificeret de relevante tilsynsmyndigheder i de pågældende lande.
Finanstilsynet kan undlade at notificere de relevante tilsynsmyndigheder om etablering af en filial, hvis der er grund til at betvivle, at virksomhedens administrative struktur og finansielle situation er forsvarlig som grundlag for den påtænkte etablering. Dette medfører, at nye pengeinstitutter som udgangspunkt skal påvise en effektiv drift i en periode inden etablering af en filial i et andet land.
Eventuelle spørgsmål angående ansøgningsprocedurer samt de krav, som stilles virksomhederne og ansøgningernes indhold, er man velkommen til at rette til Finanstilsynet.
Du finder ansøgningsskema til tilladelse som pengeinstitut her.
Link til kontaktsiden på hjemmesiden
Link til ansøgningsskema til fit & proper
Link til ansøgningsskema til kvalificerede ejer
Link til betaling af afgifter til Finanstilsynet
Link til EBA-retningslinjer
Link til Delegeret forordning om tilladelser
Link til Gennemførelsesforordning om tilladelser
Link til Delegeret forordning om tilladelse for investeringsselskab som kreditinstitut
Følgende spørgsmål og svar skal hjælpe virksomhederne og rådgiverne med at vurdere, om deres forretningsmodel kræver, at de søger om tilladelse som pengeinstitut. Kravet om tilladelse er indført for at beskytte indskyderne, altså dem, der sætter penge ind i et pengeinstitut. Det er ikke mindst aktuelt i takt med udviklingen af nye forretningsmodeller, bl.a. som følge af øget digitalisering.
Eksemplerne på siden tager udgangspunkt i konkrete sager, som Finanstilsynet har behandlet. Nogle eksempler er af ældre dato. Når de alligevel er taget med, skyldes det, at de har været med til at fastlægge rammerne for fortolkningen af en række væsentlige begreber.
Pengeinstitutvirksomhed består i at modtage indlån eller andre midler fra offentligheden, der skal tilbagebetales, og at yde lån for egen regning. Banker, sparekasser og andelskasser er alle pengeinstitutter.
Det kræver tilladelse fra Finanstilsynet at udøve pengeinstitutvirksomhed i Danmark, jf. §7, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.
Finanstilsynet vurderer, om en virksomhed driver pengeinstitutvirksomhed, ud fra fire kriterier:
Kun hvis de tre første kriterier, og hvis relevant også det fjerde, er opfyldt, er er virksomheden omfattet af §7, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed og skal dermed have tilladelse som pengeinstitut.
Vurderingskriterierne var f.eks. væsentlige i afgørelsen om Trustbuddy af 23. juni 2014.
Finanstilsynet vurderer hvert af de fire kriterier konkret i hvert enkelt tilfælde.
Hvis virksomheden kun opfylder nogle af kriterierne, skal den muligvis have en anden tilladelse eller registreres hos Finanstilsynet. Det er f.eks. tilfældet, hvis virksomheden er omfattet af hvidvaskloven eller lov om forbrugslånsvirksomhed.
Hvis virksomheden ikke yder lån for egen regning, og dermed ikke opfylder det tredje kriterie, men stadig opfylder de øvrige kriterier, kan der være tale om en sparevirksomhed, jf. § 334 i lov om finansiel virksomhed. Sparevirksomheder skal også have tilladelse af Finanstilsynet.
Det er virksomhedens eget ansvar at have den rigtige tilladelse.
Virksomheder med tilladelse fra Finanstilsynet må drive pengeinstitutvirksomhed i Danmark. Under visse betingelser må europæiske virksomheder også.
Banker, sparekasser og andelskasser kan drive pengeinstitutvirksomhed i Danmark, når de har tilladelse fra Finanstilsynet.
Kreditinstitutter fra andre europæiske lande kan drive pengeinstitutvirksomhed i Danmark gennem en filial eller grænseoverskridende virksomhed.
Kreditinstitutter fra lande uden for EU kan med Finanstilsynets tilladelse drive pengeinstitutvirksomhed i Danmark gennem en filial eller dattervirksomhed.
Betegnelsen kreditinstitut omfatter både pengeinstitutter og realkreditinstitutter. Begrebet stammer fra europæisk ret og er defineret i § 5, stk. 1, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed.
Europæiske kreditinstitutter kan levere deres ydelser i Danmark, hvis de etablerer en filial eller udøver grænseoverskridende virksomhed.
Udenlandske kreditinstitutter kan levere ydelser i Danmark enten via en filial (fysisk tilstedeværelse) eller grænseoverskridende virksomhed (uden fysisk tilstedeværelse).
Kreditinstitutter i Europa er omfattet af fælles regulering. Den fælles regulering betyder, at kreditinstitutter frit kan levere deres ydelser i andre europæiske lande end det land, hvori de er etableret. Det kan ske enten ved at etablere en filial i et andet land eller ved at levere ydelser på tværs af grænser som grænseoverskridende virksomhed.
En filial af et udenlandsk kreditinstitut er et fysisk forretningssted i Danmark, der kan sammenlignes med en filial af et lokalt pengeinstitut i en anden by end hovedkontoret.
Grænseoverskridende virksomhed betyder, at et kreditinstitut fra et andet EU-land leverer ydelser til borgere og virksomheder i Danmark direkte fra hjemlandet.
Før europæiske kreditinstitutter kan etablere en filial eller levere grænseoverskridende ydelser i Danmark, skal tilsynsmyndigheden i kreditinstituttets hjemland notificere Finanstilsynet.
Kreditinstitutter, der må levere ydelser i Danmark, fremgår af Finanstilsynets virksomhedsregister.
Indlån eller andre midler, der skal tilbagebetales, er penge, som virksomheden modtager, og som indskyderen har krav på at få tilbage – uanset virksomhedens økonomi, jf. § 7, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.
Bemærkningerne til § 7, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed og præambel 12 og 14 til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRD) er vigtige fortolkningsbidrag. De understreger, at begrebet skal fortolkes bredt for at beskytte indskyderne.
”Indlån eller andre midler, der skal tilbagebetales”, defineres som indskud, som indskyderen har krav på at få tilbagebetalt i sin helhed, uanset modtagerens økonomiske stilling, jf. bemærkningerne til § 7, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.
Erhvervsobligationer
Erhvervsobligationer o.l. er ”andre midler, der skal tilbagebetales”. Konkrete eksempler på Finanstilsynets praksis i forhold til udstedelse af erhvervsobligationer findes i Finanstilsynets vejledende udtalelse af 30. oktober 2007 om fortolkning af § 7, stk. 1 og 3, 3. pkt., og § 334 i lov om finansiel virksomhed i forbindelse med modtagelse af andre tilbagebetalingspligtige midler.
Både enkelte og løbende udstedelser af erhvervsobligationer er ”andre midler, der skal tilbagebetales”, jf. Erhvervsankenævnets kendelse af 17. september 2008, j.nr. 2007-0011800.
Grænsetilfælde
I en række grænsetilfælde er der ikke tale om indlån eller andre midler, der skal tilbagebetales:
Ved midler fra offentligheden forstås midler fra en bred, ikke på forhånd afgrænset kreds.
En virksomhed må gerne modtage indlån eller andre tilbagebetalingspligtige midler uden tilladelse som pengeinstitut, hvis den henvender sig til en i forvejen afgrænset kreds af personer eller virksomheder. Hvis virksomheden henvender sig til en kreds af personer eller virksomheder, der ikke er afgrænset i forvejen, er det offentligheden.
Annoncering på internettet eller i aviser, adresseløse forsendelser og skiltning fra eller ved forretningslokaler er som udgangspunkt henvendelser til offentligheden.
Fra ansatte
En virksomhed, der kun modtager indlån eller andre tilbagebetalingspligtige midler fra virksomhedens ansatte, vil som udgangspunkt ikke blive anset for at henvende sig til offentligheden. Det gælder uanset antallet af ansatte, så længe der er tale om en afgrænset kreds.
Fra et postnummer
Det vil altid bero på en konkret vurdering af modtagerkredsen, om der er tale om henvendelse til offentligheden. Finanstilsynet konkluderede f.eks. i en afgørelse af 7. juni 2017, at henvendelse til grundejere i et enkelt postnummer ikke kunne defineres som henvendelse til offentligheden, fordi antallet af grundejere i postnummeret var relativt begrænset.
I foreninger
En forening eller et andelsselskab med en snævert afgrænset medlemskreds vil kunne tilbyde indlånskonti til sine medlemmer, uden at det betragtes som henvendelse til offentligheden, hvis der er tale om en sekundær aktivitet. Hvis foreningen derimod f.eks. reklamerer med muligheden for at få en indlånskonto for at hverve nye medlemmer, vil det blive betragtet som en henvendelse til offentligheden.
Erhvervsobligationer
En virksomhed kan udstede obligationer for at rejse kapital. Erhvervsobligationer anses som udgangspunkt for andre midler, der skal tilbagebetales. Erhvervsobligationer kan udstedes til en afgrænset personkreds, uden at det kræver tilladelse som pengeinstitut, da det ikke vil betragtes som udstedelse til offentligheden.
Udsteder virksomheden erhvervsobligationer til en kreds, der ikke er afgrænset i forvejen, betragtes det som udstedelse til offentligheden. Det er f.eks. tilfældet, hvis virksomheden noterer obligationerne, eller er vidende om, at obligationerne bliver noteret efter erhvervelse af en tredjepart.
Hvis virksomhedens obligationsudstedelse (modtagelse af andre midler, der skal tilbagebetales) eller udlånsvirksomhed ikke er en væsentlig del af virksomhedens drift, vil det ikke kræve pengeinstituttilladelse, selvom der er tale om udstedelse til offentligheden, jf. § 7, stk. 3, nr. 5, i lov om finansiel virksomhed.
Virksomheden yder lån for egen regning, jf. § 7, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, når den selv står som kreditor og bærer risikoen for tab.
Udlån skal forstås bredt og omfatter enhver form for kreditgivning, herunder finansiel leasing og fac-toring, jf. bemærkningerne til § 7, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.
Formidling af lån, hvor virksomheden ikke selv låner ud (står som kreditor på lånet), er ikke lån for egen regning.
Indskud af egenkapital i et andet selskab (f.eks. et datterselskab) er ikke for lån for egen regning. Derimod er koncerninterne lån, f.eks. udlån til datterselskaber, lån for egen regning, jf. Erhvervsan-kenævnets kendelse af 17. september 2007, j.nr. 2007-0011800.
Overtagelse af udlån er også lån for egen regning. En investor, som erhverver udlån fra andre virk-somheder, indtræder som kreditor på lånet, og vil dermed også efterfølgende lide tabet, hvis lånet ikke tilbagebetales.
Det er en konkret vurdering, hvor balancens sammensætning indgår. Hvis virksomheden overgår til at lægge hovedvægten på finansielle aktiviteter, taler det for væsentlighed.
Virksomheder kan modtage andre midler, der skal tilbagebetales, fra offentligheden uden pengeinsti-tuttilladelse, hvis det ikke er en væsentlig del af virksomhedens drift, jf. § 7, stk. 3, nr. 5, i lov om finansiel virksomhed. Virksomheden må dog ikke modtage indlån fra offentligheden.
Erhvervsobligationer o.l. er andre midler, der skal tilbagebetales
Hvis obligationsudstedelsen eller udlånsvirksomheden udgør en væsentlig del af virksomhedens drift, er virksomheden ikke omfattet af undtagelsen i § 7, stk. 3, nr. 5, i lov om finansiel virksomhed.
Udgør en virksomheds obligationsudstedelse en væsentlig del af virksomhedens passiver, taler det for, at obligationsudstedelse udgør en væsentlig del af virksomhedens drift. I en afgørelse af 9. marts 2007 vurderede Finanstilsynet, at 30 pct. var en væsentlig del af virksomhedens drift. Virksomhedens resultatopgørelse og cash-flow indgik i vurderingen. Aktivernes sammensætning kan være relevant – særligt, hvis virksomheden har udlånsvirksomhed.
Overgår hovedvægten i en virksomhed fra almindelig erhvervsvirksomhed til finansielle aktiviteter, taler det for, at de finansielle aktiviteter udgør en væsentlig del af virksomhedens drift. Det har betydning, om virksomheden – ud over obligationsudstedelsen – har en egentlig ikkefinansiel aktivitet (drift). Hvis virksomheden bruger obligationsudstedelsen til finansielle aktiviteter, skal den have tilladelse som sparevirksomhed.
En række virksomhedstyper har en forretningsmodel, som ligger tæt op ad pengeinstitutvirksomhed, uden at de nødvendigvis er omfattet af de samme regler. Det følgende beskriver nogle af disse virksomhedstyper og reglerne, der gælder for dem.
Virksomheder, der modtager indlån eller andre midler fra offentligheden som et væsentligt led i deres drift, skal have tilladelse som sparevirksomhed, hvis de ikke yder lån for egen regning.
Hvis en virksomhed erhvervsmæssigt eller som et væsentligt led i sin drift modtager indlån eller an-dre midler fra offentligheden, der skal tilbagebetales, men ikke yder lån for egen regning, skal virk-somheden have tilladelse som sparevirksomhed, jf. 334 i lov om finansiel virksomhed.
Begrebet ”erhvervsmæssigt” hænger sammen med, at modtagelsen af midlerne udgør ”et væsentligt led i virksomhedens drift”. Det er derfor afgørende, om modtagelsen fra offentligheden af indlån og andre midler, der skal tilbagebetales, er en central del af virksomhedens aktiviteter, jf. også forarbejderne til § 7, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed. Afsnittet om, hvornår andre midler, der skal tilbagebetales, udgør en væsentlig del af virksomhedens drift, beskriver rammerne for fortolkning af væsentlighedskriteriet nærmere.
En AIF skal have tilladelse som sparevirksomhed, hvis den primært finansieres via erhvervsobligationer, og som pengeinstitut, hvis den videreudlåner de modtagne midler.
En alternativ investeringsfond (AIF) modtager andre midler, der skal tilbagebetales, som et væsentligt led i sin drift, hvis den primært er finansieret via erhvervsobligationer frem for kapitalandele. AIF’en skal dermed have tilladelse som sparevirksomhed. Hvis AIF’en bruger de modtagne midler til investeringsformål, skal den have tilladelse som sparevirksomhed. Hvis AIF’en yder lån til andre virksomheder for de modtagne midler, skal den have tilladelse om pengeinstitut.
Udstedelse af erhvervsobligationer, der kræver prospekt i henhold til lov om kapitalmarkeder § 10, er som udgangspunkt ikke omfattet af krav om tilladelse som pengeinstitut eller sparevirksomhed.
Udstedelse af erhvervsobligationer, der er omfattet af pligten til at offentliggøre og udstede prospekt, er som udgangspunkt underlagt reglerne i lov om kapitalmarkeder (herunder om oplysning af investorerne) og Finanstilsynets tilsyn på området. Disse udstedelser er desuden omfattet af MiFID-direktivets regler om investorbeskyttelse. Det gælder bl.a. kravet om, at en værdipapirhandler i forbindelse med handel med obligationerne for detailkunder som minimum skal sikre sig, at kunderne har kendskab til og erfaring med produktet.
Lånefinansiering via crowdfundingplatforme til konkrete projekter er reguleret af crowdfundingforordningen og kræver ikke pengeinstituttilladelse, hvis visse betingelser er opfyldt.
Erhvervsdrivende kan søge lånefinansiering fra offentligheden via crowdfundingplatforme til konkrete projekter. Dette er reguleret af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om europæiske crowdfundingudbydere for erhvervslivet (crowdfundingforordningen). Sådanne erhvervsdrivende er i forordningen betegnet projektejere.
Lånefinansiering gennem en crowdfundingplatform anses for ”andre midler, der skal tilbagebetales”, men kræver ikke pengeinstituttilladelse, når det sker som et udbud på en godkendt platform og til et konkret projekt, jf. § 7, stk. 3, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed[1].
Det er derimod ikke i overensstemmelse med crowdfundingforordningen eller § 7, stk. 3, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed at modtage lånefinansiering via crowdfunding for derefter at investere eller videreudlåne midlerne.
[1] Denne undtagelse til krav om pengeinstituttilladelse er omfattet af artikel 9, stk. 2, i CRD, og hjemlet i artikel 1, stk. 3, i crowdfundingforordningen, der anfører, at national ret ikke må stille krav om, at projektejere skal have tilladelse som kreditinstitut.
Betalingsinstitutter må kun modtage midler til at gennemføre betalinger. De må dermed ikke tage imod indlån eller andre tilbagebetalingspligtige midler fra offentligheden.
Det er vigtigt, at betalingsinstitutter sikrer, at de ikke tager imod indlån eller andre midler, der skal tilbagebetales, da dette vil udgøre ulovlig virksomhed i henhold til § 7, stk. 2 og 3, i lov om finansiel virksomhed og § 20, stk. 2, i lov om betalinger. Et betalingsinstitut må dermed kun modtage midler med det klare formål at gennemføre betalinger. Det skal fremgå af vilkårene for brugen af betalingstjenesten, og det skal være tydeligt, at midlerne ikke har karakter af indlån.
Både pengeinstitutter og betalingsinstitutter kan udbyde betalingskonti som defineret i § 7, nr. 16, i lov om betalinger.
En klassisk indlånskonto i et pengeinstitut med tilknyttet betalingskort, hvor indlånet kan hæves når som helst, er både en betalingskonto og en indlånskonto. Det er ikke et krav, at midlerne på kontoen bruges til betalinger. Kunden i pengeinstituttet kan vælge at lade midlerne stå som opsparing på kontoen eller hæve dem til andre formål. Der er dermed tale om indlån i henhold til § 7, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.
Det fremgår ikke af lovgivningen, hvor længe og under hvilke forhold midler kan stå på betalingskonti i betalingsinstitutter. Det beror på en konkret vurdering.
Betalingsinstitutterne har pligt til at kontrollere, at kunderne ikke bruger deres betalingskonti som indlånskonti. Det enkelte betalingsinstitut afgør, hvordan det foretager kontrollerne. Kontrollen skal dog tage hensyn til kundetyper og sandsynligheden for, om instituttets målgruppe vil bruge betalingskontoen som indlånskonto.
Betalingsinstitutter, der servicerer forbrugere som et supplement til almindelig bankvirksomhed, vil ikke have behov for intensive kontroller. Derimod vil betalingsinstitutter, der retter sig mod erhvervsdrivende – særligt erhvervsdrivende, der kan have svært ved at få en almindelig indlånskonto i et pengeinstitut – have behov for mere intensive kontroller.
Finanstilsynet har i 2007 og 2012 udtalt sig om grænserne for pengeinstitutvirksomhed. Denne side er en videreudvikling af disse tidligere vejledende udtalelser.
Nogle temaer fra de tidligere vejledende udtalelser bliver ikke behandlet så dybdegående i ovenstående spørgsmål. Dette er ikke begrundet i en ændret praksis fra Finanstilsynets side, medmindre andet fremgår. Hvor de tidligere vejledende udtalelser er mere uddybende, kan disse derfor stadig anvendes som fortolkningsgrundlag.