Vejledning om udførelse af kundeordrer er blevet revideret

En revideret udgave af vejledning om udførelse af kundeordrer blev offentliggjort den 15. august 2025.

Den nye version præciserer, at der ved, ”værdipapirhandler” forstås den juridiske person, altså virksomheden, og at der ved ”ansat” forstås den fysiske person, som har den direkte kundekontakt.

Den nye version af vejledningen præciserer også, at ansvaret for en evt. medvirken til insiderhandel eller markedsmanipulation i praksis ligger hos den juridiske person, altså virksomheden, og evt. også hos den fysiske person, altså den ansatte, hvis denne har handlet groft uagtsomt eller forsætligt. Endeligt præciserer vejledningen, at en tiltale mod en underordnet ansat alene vil komme på tale, hvis den ansatte har handlet forsætligt.

Vejledning om udførelse af kundeordrer er udarbejdet ud fra et forsigtighedsprincip. Vejledningen tjener som et værn mod handler, der kan være skadelige for kapitalmarkedet. Samtidig tjener den som beskyttelse af værdipapirhandlere og deres ansatte.

Vejledningen har været i høring fra den 5. februar 2025 til den 20. marts 2025.

Vejledningen kan findes her: Vejledning om udførelse af kundeordrer og indberetning heraf i medfør af markedsmisbrugsforordningen