Nye ESMA-svar om opdatering af bilag IX-dokumenter og undtagelser for tegningsretter

ESMA har offentliggjort to spørgsmål og svar (Q&As) om prospektforordningen. De præciserer, at udstedere ikke har pligt til at opdatere bilag IX-dokumenter ved væsentlige nye forhold, og at tegningsretter kan være undtaget fra prospektpligten, hvis de underliggende aktier opfylder betingelserne.

ESMA har offentliggjort to Q&A´s (spørgsmål og svar) om prospektforordningen. De besvarer dels, om udstedere skal opdatere dokumenter udarbejdet efter bilag IX, i prospektforordningen ved væsentlige nye forhold, fejl eller unøjagtigheder, og dels, om tegningsretter er omfattet af undtagelserne i artikel 1, stk. 5, litra a og ba, i prospektforordningen.

Q&A 2741 – Ingen opdateringspligt for bilag IX-dokumenter ved nye forhold eller fejl
Bilag IX dokumentet er et kort informationsdokument, der bruges ved visse undtagelser fra prospektpligten ved udbud af værdipapirer og optagelse til handel. ESMA fastslår, at udstedere ikke har pligt til at opdatere dokumenter udarbejdet i henhold til bilag IX i prospektforordningen, hvis der opstår væsentlige nye forhold, fejl eller unøjagtigheder i informationerne i dokumentet. Dokumenter udarbejdet i overensstemmelse med bilag IX er ikke prospekter. Derfor finder artikel 23, i prospektforordningen ikke anvendelse.

ESMA_QA_2741

Q&A 2742 – Tegningsretter kan undtages fra prospektpligten på visse betingelser
Artikel 1, stk. 5, litra a og ba, i prospektforordningen undtager visse værdipapirer fra prospektpligten ved optagelse til handel på et reguleret marked under bestemte betingelser. ESMA fastslår, at tegningsretter kan være omfattet af undtagelserne, hvis de vedrører aktier, som selv opfylder betingelserne for undtagelse. Det er derfor nødvendigt at vurdere, om de underliggende aktier er omfattet af undtagelsesbestemmelserne, før tegningsretterne kan undtages fra prospektpligten.

ESMA_QA_2742

Senest opdateret 18-02-2026