ESMA præciserer regler for tillæg til basisprospekter

ESMA har offentliggjort fire retningslinjer, der præciserer, hvornår et tillæg til et basisprospekt skal anses for at indføre en ny type værdipapir, som ikke allerede er beskrevet i prospektet. Retningslinjerne er udarbejdet for at sikre en ensartet og effektiv tilsynspraksis på tværs af EU.

Et tillæg til et prospekt er et dokument, der supplerer et allerede offentliggjort prospekt, hvis der efter offentliggørelsen opstår væsentlige nye omstændigheder, fejl eller unøjagtigheder, som kan påvirke vurderingen af værdipapirerne.

ESMA skal ifølge artikel 23, stk. 8, i prospektforordningen udarbejde retningslinjer, der præciserer, under hvilke omstændigheder et tillæg anses for at indføre en ny værdipapirtype, der ikke allerede er beskrevet i basisprospektet. Dette hænger sammen med artikel 23(4a), som fastslår, at et tillæg ikke må bruges til at indføre en ny type værdipapir. Formålet med retningslinjerne er at hjælpe markedsdeltagere, udstedere og myndigheder med at foretage denne vurdering. 

Retningslinjerne skal bidrage til at reducere risikoen for uensartet praksis blandt EU’s medlemsstater og sikre en fælles og konsekvent anvendelse af reglerne.

De fire retningslinjer kan sammenfattes som følger:

  1. Et tillæg anses for at introducere en ny type værdipapir, hvis det indeholder oplysninger fra visse bilag (bilag 15, 16, 17 eller 19), som ikke allerede er omfattet af basisprospektet. I så fald skal udsteder udarbejde et nyt basisprospekt. Hvis et basisprospekt f.eks. kun omfatter almindelige obligationer, og tillægget tilføjer oplysninger om strukturerede produkter (bilag 15), kræves et nyt basisprospekt.
  2. For ikke-egenkapitalbaserede værdipapirer og strukturerede produkter (bilag 13 og 15) skal det vurderes, om tillægget tilføjer en ny type underliggende aktiv (f.eks. aktie, indeks, råvare eller valuta), som ikke allerede er beskrevet i basisprospektet. Hvis det er tilfældet, kræves et nyt basisprospekt.
  3. For værdipapirer, der er forbundet med betalings- eller leveringsbetingelser og har et underliggende værdipapir (bilag 17), skal det vurderes, om tillægget tilføjer oplysninger om en debitor, garanti, aktivtyper eller referenceaktiver, som ikke allerede er beskrevet i basisprospektet. Hvis det er tilfældet, kræves et nyt basisprospekt.
  4. Et tillæg må ikke bruges til at tilføje ESG-værdipapirer (bilag 21), herunder sustainability-linked bonds, hvis de ikke allerede er nævnt i basisprospektet. Udstedere kan dog tilføje visse oplysninger for grønne obligationer og lignende via et tillæg, hvis basisprospektet generelt omfatter denne type værdipapir.

Retningslinjerne vil blive oversat til EU’s officielle sprog og offentliggjort på ESMA’s hjemmeside. De træder i kraft to måneder efter offentliggørelsen på alle officielle sprog.

Find ESMA’s rapport her.