ESMA har givet input til en delegeret retsakt om pligten til at offentliggøre intern viden i forskellige typer af langstrakte processer, som EU-Kommissionen er bemyndiget til at vedtage. Retsakten skal indeholde en ikkeudtømmende liste over langstrakte processer, og hvornår offentliggørelsespligten vil indtræde for de forskellige processer. Derudover skal den delegerede retsakt indeholde en ikkeudtømmende liste over situationer, hvor offentliggørelse ikke kan udsættes, fordi den interne viden er i modstrid med udstederens seneste kommunikation til markedet. EU-Kommissionen bad om ESMA’s input til den delegerede retsakt.
I starten af året sendte ESMA sit udkast til den delegerede retsakt i offentlig høring, og mange danske interessenter svarede. Høringen gav overordnet anledning til at præcisere ESMA’s udkast. Præciseringen gælder særligt i forhold til kravet om, at offentliggørelse kan afvente bestyrelsens godkendelse, når denne er krævet, men at udstederen dog skal sørge for at få bestyrelsens godkendelse hurtigst muligt. En væsentlig ændring efter den offentlige høring vedrører langstrakte processer for forhandling med en ekstern part. Med ændringen anser ESMA en underskrift af en aftale eller andre forhold, der gør aftalen bindende, som den endelige hændelse, der udløser offentliggørelsespligten. I forhold til ændring af finansielle forventninger fastholder ESMA sin opfattelse, som er, at ændring af finansielle forventninger ikke er omfattet af definitionen af en langstrakt proces. Dette er i overensstemmelse med Finanstilsynets vejledning om intern viden i finansielle rapporter.
Den delegerede retsakt supplerer Listing Act
Den delegerede retsakt skal supplere Listing Act, som er en ændringsforordning til bl.a. markedsmisbrugsforordningen. Listing Act indeholder ændringer til artikel 17 i markedsmisbrugsforordningen, som træder i kraft den 5. juni 2026. Ændringerne indebærer, at udstedere ikke har pligt til at offentliggøre midlertidige skridt i en langstrakt proces hurtigst muligt. I en langstrakt proces skal udstederen kun offentliggøre den interne viden hurtigst muligt efter, at den endelige hændelse i processen er indtruffet.
ESMA offentliggjorde sin endelige rapport med udkastet til den delegerede retsakt den 7. maj 2025. Den endelige rapport kan læses her. EU-Kommissionen forventes at vedtage den endelige delegerede retsakt, så den træder i kraft samtidig med ændringen af artikel 17 i markedsmisbrugsforordningen.