Spørgsmål og svar om OAM
Når jeg forsøger at åbne OAM i Microsoft Explorer kommer der kun et beige skærmbillede frem?
OAM understøtter ikke Microsoft Explorer og kan derfor ikke åbnes med denne browser. Man skal derfor anvende en anden browser.
Når jeg forsøger at logge på OAM med min e-mailadresse, får jeg fejlen "Unikt ID og/eller adgangskode var ikke korrekte".
Man skal ikke bruge sin e-mailadresse til at logge på OAM. I stedet får hver bruger i OAM tildelt et unikt ID-nummer, som man skal bruge til at logge ind med. Hvis du ikke kender dit unikke ID, kan du trykke på "Glemt adgangskode?". Du vil derefter modtage en e-mail fra OAM, som indeholder dit unikke ID.
Jeg har en bruger fra før OAM blev lanceret den 1. december 2021. Jeg kan logge på brugeren, men jeg kan ikke foretage indberetninger.
Det vil typisk skyldes, at brugerens stamdata ikke er blevet opdateret efter overgangen til OAM. Med overgangen til OAM blev der indført yderligere krav til, hvilke oplysninger brugere skal udfylde om sig selv (brugerens stamdata). Disse oplysninger er markeret med en *. Oplysninger skal udfyldes før brugeren kan indberette i OAM.
Jeg kan ikke indberette på vegne af en person eller virksomhed, som jeg har fået fuldmagt fra i OAM.
Det vil typisk skyldes, at fuldmagtsgiverens stamdata ikke er blevet opdateret efter overgangen til OAM. Med overgangen til OAM blev der indført yderligere krav til, hvilke oplysninger brugere skal udfylde om sig selv (brugerens stamdata). Disse oplysninger er markeret med en *. Oplysninger skal udfyldes før brugeren kan indberette i OAM.
Jeg er en udsteder registreret i Danmark, men optaget til handel på en markedsplads udenfor Danmark, men i EU/EØS. Intern viden skal derfor indberettes til Finanstilsynet, men underretningen om udsættelse af offentliggørelse af intern viden skal indberettes til markedspladsens kompetente myndighed, jf. artikel 6 i RTS 2016/522. Skal jeg angive at den interne viden har været udsat i OAM?
Når udstederen indberetter den intern viden skal udstederen angive at den intern viden har været udsat. I stedet for at vedhæfte underretningsskemaet for udsættelse af offentliggørelse af intern viden, skal udstederen vedhæfte en kort meddelelse, hvoraf det fremgår at udsættelsen er blevet indberettet til en anden kompetent myndighed.
Jeg kan ikke indberette ledende medarbejder og disses nærtståendes transaktioner i en udsteder, der er registreret i et land udenfor Danmark, da udstederen ikke har et dansk CVR-nr.
Er udstederen registreret i et land udenfor Danmark, men optaget til handel på en markedsplads i Danmark, skal den ledende medarbejder eller disses nærtståendes indberetninger indsendes til Finanstilsynet på Finanstilsynet@ftnet.dk, Att.: kontor for kapitalmarkedsregulering.
Jeg kan ikke indberette et prospekt, som jeg har fået godkendt af Finanstilsynet i OAM.
Finanstilsynet sørger for, at godkendte prospekter bliver indberettet i OAM. Når udsteder har fået et prospekt godkendt hos Finanstilsynet, skal udsteder offentliggøre prospektet til markedet og på selskabets hjemmeside. Når udsteder har offentliggjort prospektet, skal udsteder orientere Finanstilsynet derom. Finanstilsynet sørger derefter for at offentliggøre prospektet i OAM hurtigst mulig. Udsteder skal være opmærksom på, at hvis udsteder anvender en serviceudbyder til at offentliggøre prospektet til markedet, kan serviceudbyderen have en funktion til at sende prospektet til Finanstilsynet. Denne funktion skal udsteder ikke have slået til, da OAM ikke kan modtage prospektet og indberetningen til Finanstilsynet og offentliggørelse til markedet vil formentlig give en fejlmeddelelse. Der er forskel på serviceudbydernes systemer, så har udsteder brug for hjælp til dette, skal udsteder henvende sig til sin serviceudbyder, ikke Finanstilsynet.
Hvad er ”transaktion”, ”tidspunkt for notifikation af virksomhed” og ”registrering” ved indberetning af ledende medarbejderes og disses nærtståendes transaktioner i Finanstilsynets database for selskabsmeddelelser (OAM)?
I feltet ”transaktion” angives den dato og klokkeslæt, hvor den ledende medarbejder eller dennes nærtstående foretog den indberetningspligtige transaktion.
”Tidspunkt for notifikation af virksomhed” er den dato og klokkeslæt, hvor den ledende medarbejder eller dennes nærtstående underrettede udsteder om sin indberetningspligtige transaktion.
”Registrering” angiver den dato og klokkeslæt, hvor den ledende medarbejders eller dennes nærtstående foretager indberetningen af den indberetningspligtige transaktion til Finanstilsynet. Det er kun nødvendigt at ændre oplysningerne i dette felt, hvis man ønsker en registreringsdato frem i tid. Der kan angives en registreringsdato op til syv dage frem i tid.
Som udgangspunkt vil alle de ovenstående datoer automatisk være udfyldt med ”Aktuelt tidspunkt”, hvilket angiver den dato og klokkeslæt, hvor indberetningen til Finanstilsynet i OAM afsluttes.
Eksempel 1
En ledende medarbejder foretog den 08-08-2023 en indberetningspligtig transaktion. Samme dag underrettede den ledende medarbejder udsteder og transaktionen blev efterfølgende indberettet i OAM’en. Således er transaktionen, tidspunkt for notifikation af virksomhed og registrering den 08-03-2023.
Eksempel 2
En ledende medarbejder foretog den 08-08-2023 en indberetningspligtig transaktion. Den ledende medarbejder underrettede den 10-08-2023 udsteder og indberettede transaktionen i OAM’en samme dag. Transaktionen er den 08-08-2023, men tidspunkt for notifikation af virksomhed og registrering er først den 10-08-2023.