ESAP: Fælles EU-adgang til finansielle oplysninger fra 2027

Senest medio 2027 får investorer og andre brugere af oplysninger om finansielle tjenesteydelser, kapitalmarkeder og bæredygtighed én central adgang til alle offentligt tilgængelige informationer på disse områder på tværs af EU. Det sker, når EU indfører European Single Access Point, også kaldet ESAP.

Med ESAP behøver brugerne ikke længere at søge oplysningerne hos de enkelte myndigheder eller på virksomhedernes egne hjemmesider, fordi de bliver samlet ét sted. På den måde bliver det lettere at træffe fornuftige, informerede, miljømæssigt og socialt ansvarlige investeringsbeslutninger, der tjener til at sikre et velfungerende marked.

Det er fortsat de nationale og europæiske myndigheder, der indsamler oplysningerne fra virksomhederne i de enkelte lande. I Danmark er Erhvervsstyrelsen og Finanstilsynet de nationale myndigheder, der står for at indsamle og videresende oplysningerne til ESAP.

I Danmark skal udstedere fortsat indberette til Finanstilsynets OAM eller Erhvervsstyrelsen.

Finanstilsynet forventer at begynde at videresende indberetninger fra OAM til ESAP i slutningen af september 2026.  

Udstedere, der indberetter i OAM skal bl.a. være opmærksomme på følgende:

  • I visse tilfælde skal der indberettes flere oplysninger end tidligere
  • Der indføres nye krav til format og metadata, så oplysningerne kan bruges digitalt
  • Indscannede PDF-dokumenter accepteres ikke længere

Registrerede brugere i OAM vil modtage en orienteringsmail 4-6 uger inden, der åbnes for nye indberetninger.

Du kan læse mere om ESAP på Finanstilsynets hjemmeside her

Vi opdaterer løbende hjemmesidens spørgsmål og svar her

Hvis du har yderligere spørgsmål eller kommentarer, er du velkommen til at skrive til oam@ftnet.dk