Lov om finansiel virksomhed indeholder en tavshedspligt, der indebærer, at pengeinstitutters ansatte som udgangspunkt ikke kan videregive fortrolige oplysninger, som de bliver bekendt med under udøvelsen af deres hverv. De generelle rammer for, hvornår pengeinstitutter kan videregive oplysninger om en kontohaver, er fastsat i reglerne om videregivelse af fortrolige oplysninger i § 117 og i kapitel 9 i øvrigt.
EU gennemfører og indfører i disse år løbende krav om, at pengeinstitutter skal implementere Verification of Payee (VoP) ved kreditoverførsler. Med straksbetalingsforordningen (IPR) er der indført bestemmelser i forordningen om det fælles eurobetalingsområde (SEPA-forordningen), som fastsætter regler om VoP ved kreditoverførsler i euro. For kreditoverførsler i euro i Danmark skal virksomhederne have implementeret VoP senest den 9. juli 2027. Det forventes samtidig, at VoP skal indføres for alle kreditoverførsler, når en forordning om betalingstjenester (PSR), forventeligt træder i kraft. PSR er i skrivende stund endnu ikke offentliggjort, og reglerne om VoP for kreditoverførsler forventes derfor tidligst at skulle implementeres i andet halvår 2028.
Fortolkningen af rammerne for den tavshedspligt, som findes i lov om finansiel virksomhed, har betydning for, i hvilket omfang VoP kan indføres på områder, hvor EU-retten (endnu) ikke kræver det, og i hvilket omfang der kan deles identitetsoplysninger om en kontohaver i forbindelse med en overførsel.
Branchen har på den baggrund rettet henvendelse til Finanstilsynet for en afklaring af mulighederne for at indføre VoP i overensstemmelse med § 117 i lov om finansiel virksomhed.