Sagsfremstilling
En virksomhed forespurgte Finanstilsynet om:
1. Der i lov om innovationsforeninger stilles særlige selskabsretlige krav til de selskaber eller enheder, som en innovationsforening investerer i, eller om selskabet eller enheden blot skal være etableret i overensstemmelse med dansk henholdsvis udenlandsk lokal lovgivning.
2. Placeringsreglerne i lov om innovationsforeninger § 43, stk. 2 kan overholdes ved at investere mindre end 10 pct. af innovationsforeningens formue i et unoteret selskab eller en unoteret enhed under forudsætning af, at 30 pct. - ejerandelen, jf. § 45 i lov om innovationsforeninger overholdes, og at der er tale om investering i et unoteret selskab eller en unoteret. enhed efter § 43, stk. 2, 2. pkt., som ikke har en investeringsbegrænsning på 10 pct. vedrørende deres placering af enhedens midler i et enkelt selskab.
3. Hvis der investeres mere end 10 pct. af innovationsforeningens formue i et unoteret selskab eller en enhed, er det en betingelse, at der er tale om et selskab eller en enhed, der har til formål at investere i unoterede selskaber eller enheder, og at dette selskab eller enheden er vedtægtsmæssigt begrænset til at sprede sin formue efter 10 pct. - reglen i § 43 i lov om innovationsforeninger.
Afgørelse/Begrundelse
Finanstilsynet meddelte, som svar på spørgsmål 1, at efter § 43, stk. 1 i lov om innovationsforeninger skal porteføljeselskaber være organiserede som aktieselskaber eller som anpartsselskaber. Det er Finanstilsynets vurdering, at porteføljeselskaber kan være udenlandske selskaber, der er etableret efter udenlandsk ret, og som har de samme karakteristika som aktie- eller anpartsselskaber. Porteføljeselskaber kan derimod ikke være kommanditselskaber eller interessentselskaber.
Hvis der er tale om de enheder, som en forening kan investere sin formue igennem efter 2. punktum i § 43, stk. 2, stilles der ingen særlige krav til disses selskabsform udover, at de skal være lovligt etablerede.
Endvidere meddelte Finanstilsynet som svar på spørgsmål 2, at bemærkningerne til § 43, stk. 2 i lov om innovationsforeninger ikke indeholder fortolkningsbidrag vedrørende spørgsmål 2.
Imidlertid fremgår det af bemærkninger til den tilsvarende bestemmelse i § 68, stk. 2 i lov om investeringsforeninger og specialforeninger, at der er forskel på de selskaber, foreningerne kan investere 10 pct. af formuen i, jf. § 68, stk. 2, 1. pkt., som hovedsageligt er aktie- og anpartsselskaber, og de enheder som foreningen kan investere mere end 10 pct. af formuen i, jf. § 68, stk. 2, 2. pkt. Disse enheder er hovedsageligt interessentskaber og kommanditselskaber.
Der er på tilsvarende måde som ved innovationsforeninger tale om, at de enheder erhvervsudviklingsforeningerne investerer i, ikke må investere mere end 10 pct. af deres formue i samme selskab. Det fremgår af bemærkningerne, at det er fordi, enheden ved køb af værdipapirer i videst mulig omfang skal stilles, som om erhvervsudviklingsforeningerne selv havde erhvervet dem.
Da innovationsforeninger kan sidestilles med erhvervsudviklingsforeninger, idet de blev indført med samme hensigt som erhvervsudviklingsforeningerne men dog med adgang til at yde lån m.v., må det lægges til grund, at også innovationsforeningerne ved køb af værdipapirer gennem enheder skal stilles, som om innovationsforeningerne direkte havde investeret i selskabet.
På denne baggrund vurderede Finanstilsynet, at en innovationsforening kun må investere i en enhed, som efter sine vedtægter på investeringstidspunktet højst kan investere 10 pct. af enhedens formue i kapitalandele og udlån til det samme selskab, jf. § 43, stk. 2, sidste sætning.
Endvidere meddelte Finanstilsynet, at en innovationsforening ikke kan investere i en sådan enhed efter § 43, stk. 1, 1. pkt. og § 44 i lov om innovationsforeninger, da disse bestemmelser vedrører (portefølje)selskaber.
Finanstilsynet finder således ikke, at placeringsreglerne altid kan overholdes ved, at en innovationsforening investerer mindre end 10 pct. af sin formue i et selskab eller en enhed.
Endeligt svarede Finanstilsynet bekræftende på spørgsmål 3, dog med det forbehold, at den enhed, som innovationsforeningen investerer gennem, skal investere sine midler i porteføljeselskaber. Den kan altså ikke investere i andre enheder, som eventuelt igen investerer i andre enheder, så der etableres en slags "fund of funds".