Realkreditloven § 2 og Lov om finansiel virksomhed - Om realkreditinstitutters garantistillelse over for datterbank
24-07-2003Finanstilsynets afgørelse af 9. januar 2004
Sagsfremstilling
Instituttet har ved brev af 3. november 2003 sendt en forespørgsel til Finanstilsynet vedrørende realkreditlovens § 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 57 af 20. januar 2003.
Instituttet oplyser i brevet, at almene boligselskaber ofte anmoder ét eller flere realkreditinstitutter om at give et samlet tilbud omfattende både byggelån og realkreditlån. Tilbuddet på byggelån afgives af det pengeinstitut, som realkreditinstituttet samarbejder med. Tilbuddene er indbyrdes betinget af hinanden. Pengeinstituttet har sikkerhed for, at byggelånet vil blive afløst af det tilbudte realkreditlån, og realkreditinstituttet har sikkerhed for at blive långiver, når byggeriet er afsluttet.
Instituttet har på den baggrund spurgt, om et realkreditinstitut med et alment boligselskab som rekvirent kan stille en garanti over for et pengeinstitut, der er datterbank, i den situation, hvor pengeinstituttet ellers ikke ville kunne tilbyde byggelånet uden at overskride lovgivningens grænser for store engagementer.
Det er realkreditinstituttets opfattelse, at en garantistillelse over for en datterbank i en situation med denne tætte sammenhæng mellem byggelån og realkreditlån ligger inden for rammerne for realkreditvirksomhed og herunder rammerne for accessorisk virksomhed. Instituttet anfører, at det eneste formål med garantistillelsen er at sætte datterbanken i stand til – også i større sager – at deltage i 'pakkelåns'-tilbud sammen med realkreditinstituttet og på denne måde understøtte realkreditaktiviteten.
Afgørelse/begrundelse
Finanstilsynet skal om lovgrundlaget på tidspunktet for instituttets forespørgsel, jf. lovbekendtgørelse nr. 57 af 20. januar 2003, bemærke, at realkreditlovens (RKL) § 2 afgrænser realkreditinstitutternes tilladte virksomhedsområde. Kerneområdet er realkreditvirksomhed, der i RKL § 1, stk. 3, defineres som ydelse af lån mod registreret pant i fast ejendom på grundlag af udstedelse af realkreditobligationer. Derudover kan realkreditinstitutterne drive virksomhed, der må anses for accessorisk til instituttets realkreditvirksomhed, jf. RKL § 2, stk. 2.
Den aktivitet, som instituttet ønsker at udøve, falder ikke ind under RKL's definition på realkreditvirksomhed. Spørgsmålet er herefter, om aktiviteten kan tillades som accessorisk virksomhed efter RKL § 2, stk. 2.
Begrebet accessorisk virksomhed er ikke defineret nærmere i RKL.
Bemærkningerne i hovedloven fra 1989 overlader den nærmere udmøntning af § 2, stk. 2, til tilsynets praksis, idet det tilkendegives, at der vil blive lagt vægt på, at de pågældende områder har umiddelbar betydning for instituttets realkreditvirksomhed. Der nævnes eksempler som vurdering af fast ejendom og ejendomsdatasystemer, samt systemer, der er af afgørende betydning for institutternes distributions- og afsætningsmuligheder. Endvidere nævnes aktiviteter ved køb og salg af obligationer og andre værdipapirer.
Finanstilsynets hidtidige praksis på området har krævet en forholdsvis snæver sammenhæng mellem ydelsen af realkreditlån eller udstedelsen af realkreditobligationer og den aktivitet, som kan tillades.
Tilsynet mener ikke, at garantistillelsen kan komme ind under lovbemærkningernes omtale af systemer, der er af afgørende betydning for instituttets distributions- og afsætningsmuligheder. Der er heller ikke i sig selv tale om en aktivitet, som i forvejen indgår på anden måde i virksomheden.
Desuden bemærkes, at garantistillelsen teknisk set ikke er nødvendig for realkreditlångivningen, og at der er tale om en aktivitet, som indgår i kerneområdet for pengeinstitutter og forsikringsselskaber.
Endelig anføres, at den forholdsvis snævre afgrænsning af realkreditinstitutternes aktivitetsområde efter RKL's ordlyd, bemærkninger og praksis bl.a. må anses for begrundet i hensyn til hvilke risici, realkreditinstituttet kan påtage sig. Garantistillelse for et byggelån må i den forbindelse alt andet lige anses for mere risikobetonet end realkreditlångivning.
Finanstilsynet finder, at instituttet ikke efter RKL kan stille garantier som ønsket over for datterbanken.
Tilsynet bemærkede, at der efter Finanstilsynets opfattelse heller ikke i medfør af § 24, stk. 1, i lov nr. 453 af 10. juni 2003 om finansiel virksomhed, som viderefører RKL § 2, stk. 2, ville kunne stilles garanti over for banken.
Senest opdateret 03-01-2013