Finanstilsynet har den 7. november 2006 udstedt bekendtgørelse om betaling af visse omkostninger for livsforsikringsvirksomhed. Bekendtgørelsen regulerer betaling af omkostninger ved etablering af en forsikring og løbende omkostninger både ved brug af en forsikringsmægler og andre salgskanaler. Bekendtgørelsen træder i kraft 1. januar 2007.
Finanstilsynet offentliggør hermed en række spørgsmål, som Finanstilsynet har fået om forståelse af bekendtgørelsen, samt Finanstilsynets svar herpå. I forhold til den tidligere udgave af dette dokument er der rettet i svar på spørgsmål 4 og 13.
Ikrafttræden og omfang
- Gælder bekendtgørelsen for pensionsordninger, der har ikrafttrædelses- eller aftaledato den 1. januar 2007 eller senere, og ikke for pensionsordninger med ikrafttræden før dette tidspunkt?
Bekendtgørelsen finder anvendelse for alle pensionsordninger i et livsforsikringsselskab eller en tværgående pensionskasse. Dette er uanset pensionsordningens ikrafttrædelsesdato. Bekendtgørelsen finder således også anvendelse på pensionsordninger, der er indgået før 1. januar 2007. Nye medarbejdere, der indtræder i en pensionsordning, der har ikrafttrædelses- eller aftaledato før den 1. januar 2007 er også omfattet af reglerne i bekendtgørelsen. Bekendtgørelsen vil ligeledes være gældende for provisionsudløsende præmieforhøjelser efter 1. januar 2007.
For pensionsaftaler indgået før 1. januar 2007 vil reglerne om betaling af etableringsomkostninger over maksimalt 3 år først gælde fra 1. januar 2007. Manglende betaling af etableringsomkostninger på pensionsordninger før 1. januar 2007 skal derfor afdrages over maksimalt 3 år fra 1. januar 2007. Det vil sige fra den 1. januar 2007 til senest den 31. december 2009.
Da perioden på maksimalt tre år først starter den 1. januar 2007, er reglerne ikke udstedt med tilbagevirkende kraft.
-
Hvilke klasser gælder bekendtgørelsen for?
Bekendtgørelsen gælder for alle livsforsikringsklasser (klasse I - VI) samt for skadesforsikringsklasse 1 og 2 tegnet i livsforsikringsselskaber og pensionskasser.
-
Hvorfor er kun forsikringsselskaber og ikke banker omfattet af bekendtgørelsen?
I forbindelse med ændring af lov om forsikringsformidling, jf. lov nr. 524 af 7. juni 2006, præciserede Økonomi- og Erhvervsministeren i en række svar til Folketingets Erhvervsudvalg, at etableringsomkostninger samt løbende omkostninger skulle betales af den enkelte forsikringstager, der var årsag til omkostningerne. Ministerens præciseringer omhandlede udelukkende livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser. Derfor gælder bekendtgørelsen kun livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser.
Samspil mellem lov om forsikringsformidling og bekendtgørelsen
-
Hvorledes er samspillet mellem lov om forsikringsformidling og bekendtgørelsen for så vidt angår bestemmelsen i § 4, stk. 3, om at en forsikringsmæglervirksomhed ikke må modtage provision eller andet vederlag fra forsikringsselskabet i tilknytning til det konkrete kundeforhold. Loven indeholder overgangsregler, der tillader en forsikringsmægler at modtage provision eller andet vederlag i tilknytning til det konkrete kundeforhold fra et forsikringsselskab frem til 2011, forudsat at mægler og forsikringsselskab har en aftale fra før 1. juli 2006. Bekendtgørelsen indeholder ikke samme overgangsbestemmelse.
I henhold til § 14 a, stk. 2 i lov om forsikringsformidling må en forsikringsmæglervirksomhed ikke modtage provision eller andet vederlag fra forsikringsselskabet i tilknytning til det konkrete kundeforhold. Loven indeholder en overgangsbestemmelse således, at visse aftaler fortsat kan modtage provision eller andet vederlag fra forsikringsselskabet i tilknytning til det konkrete kundeforhold i en nærmere fastsat periode.
I bekendtgørelsens § 4, stk. 3 er bestemmelsen om, at en forsikringsmægler ikke kan modtage provision eller andet vederlag gentaget.
Da lov om forsikringsformidling går forud for bekendtgørelsen, er overgangsbestemmelsen ikke gentaget i bekendtgørelsen. Der er således efter bekendtgørelsens ikrafttræden fortsat mulighed for, at en forsikringsmægler under lovens overgangsbestemmelse kan modtage provision eller andet vederlag fra forsikringsselskabet.
-
Hvorledes er samspillet mellem lov om forsikringsformidling og bekendtgørelsen for så vidt angår aftaler, der er omfattet af overgangsbestemmelsen i loven. Kan etableringsomkostninger for pensionsordninger under lovens overgangsregler afskrives i overgangsperioden efter hidtidige regler, eller skal etableringsomkostningerne afskrives i løbet af 3 år.
Lov om forsikringsformidling og bekendtgørelsen regulerer to forskellige forhold. Loven forbyder, at forsikringsmægleren kan modtage provision eller andet vederlag fra forsikringsselskabet. Bekendtgørelsen fastsætter, at en kunde ikke må betale for en anden kundes etableringsomkostninger og løbende omkostninger.
Bekendtgørelsen fastslår, at reglerne om betaling af etableringsomkostninger og løbende omkostninger skal følges for alle forsikringsordninger fra 1. januar 2007 - også forsikringsordninger, der er omfattet af overgangsreglen i loven.
Definition af etableringsomkostninger og løbende omkostninger
-
Omfatter etablerings- og løbende omkostninger såvel provision, fastløn, bonus som alle øvrige lønelementer til eget direkte salgspersonale?
I henhold til § 2, nr. 3, forstås etableringsomkostninger som engangsomkostninger ved etablering af en forsikringsaftale, som svarer til engangsomkostninger til en forsikringsmægler eller en forsikringsagent. Dette dækker omkostninger uanset det direkte salgspersonales aflønningsform. Tilsvarende gælder for løbende omkostninger.
Bestemmelserne siger, at etablerings- og løbende omkostninger omfatter alle former for løn eller bonus til det direkte salgspersonale.
Bekendtgørelsen skal sikre, at de samme omkostninger i alle forsikringsselskaber dækkes af den kunde, der er årsag til omkostningerne. I § 2, stk. 3 og § 3, stk. 3 er det således defineret, at et forsikringsselskabs egne etableringsomkostninger og løbende omkostninger skal svare til de omkostninger, der kunne betales til en mægler. De etableringsomkostninger og løbende omkostninger, der ikke er dækket af bekendtgørelsen, er således de omkostninger, der dækker de områder, som en forsikringsmægler ikke vil kunne tilbyde.
Fordeling af etableringsomkostninger og løbende omkostninger
-
Kan etableringsomkostninger og løbende omkostninger i form af faste lønelementer eller bonus fordeles på den enkelte pensionsordning og herunder den enkelte forsikringstager ud fra en af forsikringsselskabet opgjort fordelingsnøgle, som skønnes rimelig i forhold til omkostningens tilknytning til den pågældende pensionsordning og forsikringstager?
I henhold til bekendtgørelsen skal etableringsomkostninger og løbende omkostninger opkræves hos den forsikringstager, der er årsag til omkostningerne. Dette er gældende for såvel den individuelle forsikringstager som et medlem i en firmapensionsordning. Det er Finanstilsynets vurdering, at det ikke vil være i strid med bekendtgørelsen at fastsætte en fordelingsnøgle for fordelingen af omkostninger mellem medlemmer i en firmapensionskasseordning. Denne fordelingsnøgle skal være betryggende og rimelig overfor den enkelte forsikringstager og andre berettigede efter forsikringsaftalerne, jf. § 21, stk. 1 i lov om finansiel virksomhed.
-
Kan det accepteres, at et forsikringsselskab ikke får dækning for egne omkostninger i de første 3 år, da hele omkostningstrækket fra kunden i de første 3 år går til dækning af den mellem mægler og kunde aftalte etableringsomkostning? Kan selskabets egne omkostninger i givet fald indhentes over de følgende år, eller skal omkostninger finansieres af selskabets egenkapital?
I henhold til § 4, stk. 1 i bekendtgørelsen skal etableringsomkostninger opkræves over maksimalt 3 år. Af § 4, stk. 2 følger det, at løbende omkostninger skal opkræves i det år, omkostningerne afholdes. Dette er ligeledes gældende for et selskabs egne etablerings-omkostninger og løbende omkostninger. Det er således ikke muligt for et selskab at indhente etableringsomkostninger efter 3 år. Det er heller ikke muligt for et selskab at indhente et års løbende omkostninger det eller de efterfølgende år. Etableringsomkostninger og løbende omkostninger skal opkræves hos forsikringstageren indenfor grænserne i bekendtgørelsen eller betales af selskabets egenkapital, jf. punkt 13.
-
En kunde indgår en aftale med en forsikringsmægler. Det aftales, at honoraret til forsikringsmæglerne er 12 % up-front og 1 % løbende. Selskabet kræver en løbende omkostningssats på 5 %. Hvorledes skal disse omkostninger opkræves hos kunden?
Selskabets egne omkostninger, der dækker ydelser, som en forsikringsmægler kunne udføre, er omfattet af bekendtgørelsens regler om betaling af omkostninger, jf. § 2, nr. 3 og § 3, nr. 3 i bekendtgørelsen. Et selskabs egne omkostninger er ikke omfattet af bekendtgørelsen, hvis selskabets egne omkostninger dækker ydelser, som en forsikringsmægler ikke vil kunne udføre. Dette kan illustreres i følgende eksempler:
1. Selskabets egne omkostninger er ikke omfattet af bekendtgørelsen
Hvis selskabets egne omkostninger ikke er omfattet af bekendtgørelsen, vil det udelukkende være de 12 % up-front samt de løbende 1 %, der skal opkræves i overensstemmelse med bekendtgørelsen.
Bekendtgørelsen siger, at de 12 % up-front skal betales over maksimalt 3 år og de løbende omkostninger på 1 % årligt. Selskabets egne omkostninger skal fordeles i henhold til bekendtgørelse om kontributionsprincippet. I henhold til § 6, stk. 3 skal det fordelingsmæssige kontributionsprincip være opfyldt over en årrække, og der må ikke ske omfordeling af betydelig økonomisk størrelse mellem forsikringerne ud over, hvad der følger af de risikodækninger, der indgår i forsikringerne.
Hvis en forsikringstager flytter inden 3 år, skal omkostninger omfattet af bekendtgørelsen opkræves hos forsikringstageren eller betales af egenkapitalen. Omkostningerne kan kun betales af egenkapitalen, hvis der ikke derved er tale om en omgåelse af provisionsforbuddet, jf. § 14 a, stk. 2, i lov om forsikringsformidling. Øvrige omkostninger skal fordeles i henhold til bekendtgørelse om kontributionsprincippet.
2. Selskabets egne omkostninger er omfattet af bekendtgørelsen
Hvis selskabets egne omkostninger er omfattet af bekendtgørelse om betaling af visse omkostninger for livsforsikringsvirksomhed, skal de samlede omkostninger - dvs. de 12 % up-front og de 6 % løbende opkræves i overensstemmelse med bekendtgørelsen.
Alle etableringsomkostninger skal opkræves over maksimalt 3 år og alle løbende omkostninger opkræves årligt. Det er ikke muligt at vente med at opkræve selskabets egne etableringsomkostninger og løbende omkostninger i de første 3 år til det 4. år.
Hvis en forsikringstager flytter, skal alle manglende etableringsomkostninger og løbende omkostninger opkræves hos forsikringstageren eller betales af egenkapitalen. Omkostningerne kan kun betales af egenkapitalen, hvis der ikke derved er tale om en omgåelse af provisionsforbuddet, jf. § 14 a, stk. 2, i lov om forsikringsformidling.
-
Kan en mægler aftale med kunden, at der ikke betales løbende omkostninger i de første 3 år - evt. således at betalingen heraf udsættes til efter de første 3 år, da hele omkostningstrækket fra kunden i de første 3 år går til dækning af den mellem mægler og kunde aftalte etableringsomkostning?
Bekendtgørelsen regulerer ikke aftalen mellem mægleren og kunden. Bekendtgørelsen regulerer den situation, hvor kunden har valgt, at forsikringsselskabet formidler betalingen. Når en mægler derfor kræver løbende omkostninger, skal forsikringsselskabet opkræve dette beløb hos kunden i det år, forsikringsselskabet betaler mægleren.
-
Er et pensionsselskab forpligtet til at reducere sine hidtil opkrævende omkostninger for opnåede besparelser, hvis en mægler efter aftale med kunden overtager den løbende servicering og rådgivning af kunden?
I henhold til § 20, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed skal et forsikringsselskab anmelde sit tekniske grundlag til tilsynet senest samtidig med, at det tages i anvendelse. Det tekniske grundlag skal i henhold til § 20, stk. 1, nr. 2, indeholde grundlaget for beregning af præmier - herunder de anvendte omkostningssatser. I henhold til § 21 i samme lov skal de anmeldte forhold være betryggende og rimelige overfor den enkelte forsikringstager og andre berettigede efter forsikringsaftalerne. Det følger af § 21, stk. 4, at omkostningssatser skal vælges med forsigtighed.
Tilsynet har ikke fastsat en øvre grænse for, hvor forsigtige omkostningssatser må være. Tilsynet kan således ikke kræve, at et pensionsselskab reducerer omkostningssatserne, hvis en mægler overtager den løbende servicering og rådgivning af kunden.
I henhold til § 20, stk. 1, nr. 3 skal et pensionsselskab i det tekniske grundlag endvidere anmelde regler for beregning og fordeling af realiseret resultat til forsikringstagerne og andre berettigede efter forsikringsaftalerne. Det følger af § 21, stk. 2 at de anmeldte regler skal være præcise og klare og føre til en rimelig fordeling. Finanstilsynet har i denne forbindelse udstedt bekendtgørelse om kontributionsprincippet. I henhold til § 5, stk. 2 skal fordeling af realiseret resultat til de enkelte forsikringer afspejle, hvorledes de har bidraget til dette. Der skal ved fordeling tages fornødent hensyn til, hvorledes de realiserede resultater, der fordeles, stammer fra beregningsgrundlaget elementer, samt til de risici forsikringer indebære.
Hvis en kunde opkræves mere i omkostningssats end andre kunder, vil denne kunde - alt andet lige - få en større andel af det realiserede resultat. Dette skal i henhold til bekendtgørelse om kontributionsprincippet ses under hensyn til tidligere års fordelinger samt de kommende års tilsigtede fordelinger af bonus.
Information
-
Stiller bekendtgørelsen krav om synliggørelse af salgsomkostninger eller hvordan salgsomkostninger vises overfor kunden? Kan pensionsselskaberne derfor selv vælge om omkostningerne til salgskanalen synliggøres for sig selv eller som en del af de øvrige omkostninger?
Bekendtgørelsen stiller ikke krav om synliggørelse af salgsomkostninger. Det er på nuværende tidspunkt muligt at synliggøre disse som en del af øvrige omkostninger. Finanstilsynets krav til synliggørelse af omkostninger er fastsat i bekendtgørelse om information om livsforsikringsaftaler.
I forbindelse med behandlingen af ændringen af lov om forsikringsformidling, stillede ministeren i udsigt, at der ville blive nedsat en arbejdsgruppe i Finanstilsynet, der får til opgave at se på, hvordan kunderne kan informeres om omkostningerne i forbindelse med etablering af en forsikringsaftale, herunder de omkostninger som kunderne betaler for salgspersonalets aflønning. Arbejdsgruppen forventes at påbegynde arbejdet i starten af 2007.
Anvendelse af pensionsselskabets egenkapital
-
Kan et pensionsselskab og en kunde lovligt aftale, at pensionsselskabet af sin egenkapital friholder kunden for etableringsomkostninger eller løbende omkostninger.
For direkte betjente kunder i et pensionsselskab er det muligt for pensionsselskabet og kunden at aftale, at pensionsselskabets egenkapital betaler kundens etableringsomkostninger og løbende omkostninger. Dette følger af, at midler fra egenkapitalen som udgangspunkt ikke er reguleret i lovgivningen.
Betaling fra egenkapitalen i forbindelse med mæglerbetjente kunder er imidlertid reguleret i lov om forsikringsformidling § 14 a, stk. 2. Dette betyder, at hvis der er tale om en mæglerbetjent kunde, så skal pensionsselskabet leve op til bestemmelsen, om at en forsikringsmæglervirksomhed ikke må modtage provision eller andet vederlag fra forsikringsselskabet, jf. § 14 a, stk. 2, i lov om forsikringsformidling. Et pensionsselskab kan kun betale en mæglerbetjent kundes etableringsomkostninger og løbende omkostninger, hvis det ikke er i modstrid med § 14 a, stk. 2. Det er tilsynets vurdering, at det ikke på forhånd er muligt at sige, hvilke betalinger fra pensionsselskabets egenkapital til en mæglerbetjent kunde, der vil være i overensstemmelse med § 14 a, stk. 2, og hvilke betalinger, der vil være en omgåelse af denne regel.
Tilsynet vil tage stilling i de konkrete tilfælde. Tilsynet vil løbende offentliggøre afgørelser i konkrete tilfælde.