Pengeinstitutter m.v. - PA - BSL - § 32
Lov om banker og sparekasser m.v. § 32 og bekendtgørelse af 1. oktober 1998 om regnskabsaflæggelse m.v. § 61, stk. 1
Sagsfremstilling:
2 pengeinstitutter har klaget over, at Finanstilsynet bestemte, at pengeinstitutternes domicilejendomme højst kan bogføres til en nærmere angiven kontant handelsværdi, jf. regnskabsbekendtgørelsens § 61, stk. 1, og at pengeinstitutterne derfor skal nedskrive ejendommene i regnskabet.
Afgørelse/begrundelse:
Det følger af bank- og sparekasseloven og den i medfør af loven af Finanstilsynet udstedte bekendtgørelse om regnskabsaflæggelse m.v. for pengeinstitutter m.fl. jf. bankårsregnskabsdirektivet (86/635/EØF), at faste ejendomme, herunder domicilejendomme, er anlægsaktiver, der skal værdiansættes med udgangspunkt i anskaffelsesprisen, men at de, hvis værdien er lavere af ikke forbigående årsager, skal nedskrives til den lavere værdi.
Efter bank- og sparekasseloven påhviler der Finanstilsynet en forpligtelse bl. a. til at påse, at sådan nedskrivning finder sted med henblik på at sikre, at regnskabet giver et retvisende billede særlig i relation til reglerne i bank- og sparekasselovens kapitel 5-6.
Ankenævnet finder ikke, at der er anledning til principielt at tilsidesætte som usagligt eller stridende mod det nævnte regelsæt den metode eller det grundlag, som Finanstilsynet benytter og har foreskrevet benyttet til konstatering i det nævnte øjemed af pligten til nedskrivning af værdien af en ejendom.
Det bemærkes herved, at den omstændighed, at der på grundlag af bankårsregnskabsdirektivet i bank- og sparekasselovens § 32, stk. 2, er gennemført en særlig regel om eventuel opførelse til markedsværdi for visse værdipapirer, der ikke er anlægsaktiver m. fl., ikke medfører, at de retningslinjer som Finanstilsynet benytter til konstatering af grundlaget for pligten til nedskrivning af et pengeinstituts faste ejendom, der er et anlægsaktiv, er ulovlige.
Det samme gælder, selvom de fastsatte bankårsregnskabsregler i øvrigt er identiske med de årsregnskabsregler, der gælder for andre selskaber, idet regelsættet ikke fastlægger eller forudsætter, at det udfyldes efter bestemte retningslinjer.
Det bemærkes herved, at det forhold at der efter regelsættet altid skal ske afskrivning, også såfremt der er sket pligtmæssig nedskrivning til en lavere værdi end anskaffelsesværdien eller såfremt der er sket opskrivning til en højere værdi end anskaffelsesprisen, ikke i sig selv ses at indeholde en forudsætning om, at den lavere værdi ved nedskrivning eller den højere værdi ved opskrivning ikke må eller kan ansættes til markedsværdi efter de af Finanstilsynet fastlagte og anvendte retningslinjer.
Det tilføjes i denne sammenhæng, at ankenævnet ikke finder anledning til at tage stilling til det nærmere indhold af det af Foreningen af Statsautoriserede Revisorer opstillede begreb "nytteværdi", fordi begrebet hverken genfindes i dansk regnskabslovgivning direkte eller i de af EØF fastsatte regler, og fordi det som nævnt er Finanstilsynet, der har ansvaret efter bank- og sparekasselovens § 49 for at udfylde rammerne for pligten til nedskrivning for så vidt angår pengeinstitutter.
Ankenævnet finder endvidere ikke efter det oplyste grundlag for at tilsidesætte det vurderingsgrundlag, der er benyttet af Finanstilsynet i de konkrete sager som utilstrækkeligt eller grundlag for at tilsidesætte tilsynets anvendelse heraf.
Det tiltrædes derfor, at ejendommene er nedskrevet efter en forsigtig vurdering til almindelig markedsværdi på den ene side under forudsætning af at pengeinstitutterne formodes at fortsætte deres virksomhed og på den anden side uden hensyn til ejendommenes aktuelle status som domicilejen domme.
Ankenævnet har herved bl. a. lagt vægt på, at Finanstilsynets vurdering, uanset at tilsynet stedse har lagt den for pengeinstitutterne gunstigste bedømmelse af materialet til grund, herunder vedrørende markedsleje og forretning faktor, fører til et resultat, der er væsentlig lavere end pengeinstitutternes vurdering.