De samlede hensættelser til forsikrings- og investeringskontrakter udgjorde 2.253 mia. kr. ultimo 2015 mod 2.176 mia. kr. ultimo 2014, hvilket svarer til en vækst på 3,5 pct. Heraf udgjorde hensættelser til unit-linked-kontrakter, altså markedsrenteprodukt, hvor forsikringstageren selv kan foretage investeringsvalg, 828 mia. kr. Det svarer til en andel på 37 pct. af selskabernes samlede hensættelser.
Finanstilsynet konstaterer, at tendensen med såkaldt ’privatisering af risikoen’ fortsætter. I 2015 var en stigende andel af de samlede hensættelser således til kontrakter med 0-garanti eller ingen garanti. Det mindsker presset på selskabernes soliditet, men til gængæld indebærer det en større risiko for tab for opsparerne.
Stor forskel på selskabernes risikoprofiler
Finanstilsynet har sammenlignet selskabernes risikoprofiler i henholdsvis lav-, mellem- og højrisiko-produkter. Der er stor forskel på risikoniveauet indenfor de tre risikokategorier og stor forskel på aftrapningen af risikoen i produkterne på tværs af selskaberne. Forskellene indebærer ikke alene, at det er svært at sammenligne risici, men også at det er meget vanskeligt at sammenligne afkast på tværs af selskaberne. Som pensionskunde bør man derfor være opmærksom på den reelle risiko, der tages i de enkelte produkter.
Alternative investeringer steg med 11 procent
Også i 2015 søgte selskaberne i højere grad mod alternative investeringer for at opnå afkast. Beholdningen af alternative investeringer steg således med 11 pct. til i alt 253 mia. kr., svarende til 9,4 pct. af de samlede balancer. Det er primært investeringer i infrastruktur, som har bidraget til stigningen. Alternative investeringer stiller højere krav til selskabernes kompetencer, og Finanstilsynet har derfor fortsat fokus på udviklingen.
Læs analysen ”Markedsudvikling 2015 – Livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser.”