Kontrol med Finanstilsynet

Finanstilsynet er underlagt en række forskellige former for kontrol.

Finanstilsynet er en statslig styrelse under Skatte- og Vækstministeriet, der agerer indenfor de lovgivningsmæssige rammer, som Folketinget fastsætter, i lighed med andre statslige og offentlige myndigheder.

Det følger af loven, at Finanstilsynet er uafhængig i sin tilsynsvirksomhed. Uafhængigheden betyder, at skatte- og vækstministeren ikke har overordnelsesbeføjelser til f.eks. at overtage en sag eller omgøre Finanstilsynets afgørelser i forhold til tilsynsvirksomheden.

Skatte- og vækstministeren har heller ikke instruktionsbeføjelser i forhold til Finanstilsynets konkrete behandling af tilsynssager eller generelle tilrettelæggelse af tilsynsvirksomheden.

Skatte- og vækstministeren har dog instruktionsbeføjelser i forhold til forbrugertilsynet, der vedrører reglerne om god skik, hvor Finanstilsynet har tilsynskompetence med reglerne.
Det indebærer, at skatte- og vækstministeren sådanne sager bl.a. vil kunne give instrukser vedrørende den verserende behandling af en sag, eller de dele af en sag, som vedrører forbrugertilsynet.

Skatte- og vækstministeren fører desuden tilsyn med Finanstilsynet. Ministeren modtager alle oplysninger nødvendige for dette tilsyn, ligesom Finanstilsynet skal orientere ministeren om afgørelser i sager af større betydning.

Herudover fører en række interne og eksterne instanser kontrol med Finanstilsynet.

Interne kontrolinstanser:

  • Finanstilsynets bestyrelse tager stilling til principielle sager og sager, der har videregående betydelige følger. Finanstilsynets bestyrelse er ansvarlig for, at Finanstilsynet tager de mulige og fornødne tiltag i relation til finansielle virksomheders overtrædelse af loven og påbud.
  • Uafhængig intern revision
  • Intern compliancefunktion

Eksterne kontrolinstanser:

  • Statsrevisorerne
  • Rigsrevisionen
  • Parlamentarisk kontrol, fx Folketingets stående udvalg samt skatte- og vækstministeren (som beskrevet ovenfor).
  • Erhvervsankenævnet

Kvaliteten af Finanstilsynets arbejde vurderes desuden løbende af en række internationale organisationer og eksperter på de forskellige områder. Det gælder både i forhold til vurderinger af Finanstilsynets arbejde op mod internationale standarder, og i forhold til Finanstilsynets overholdelse af EUretlige og andre internationale forpligtelser.

Senest opdateret 17-06-2026