1. Konklusioner
Fra ultimo 2007 til ultimo 2008 faldt formuen i investeringsforeningerne, specialforeningerne, hedgeforeningerne og de godkendte fåmandsforeninger (herefter ”foreningerne”) med 305 mia. kr. svarende til et fald på 35 pct. Det er første gang i al den tid Finanstilsynet har haft tilsyn med foreningerne (siden 1. januar 1983), at Finanstilsynet har registreret, at foreningernes formue er faldet så meget. Størstedelen af faldet skyldes kurstab på udenlandske aktier og udenlandske obligationer. Foreningernes regnskaber var præget af, at 2008 var et meget dårligt aktie år med fald på ca. 45 pct. for både udenlandske og danske aktier.
Hovedtal:
- Medlemmernes formue er faldet fra 861 mia. kr. til 555 mia. kr. i løbet af 2008
- Den samlede formue er nu mindre end den var ved udgangen af 2004
- Den største nedgang i formuen skyldes tab på værdipapirbeholdningen
- Til forskel fra de to tidligere år er størstedelen af formuen placeret i obligationer
- Foreningernes gennemsnitlige omkostningsprocent for 2008 var 0,71 pct. – stort set uændret i forhold til året før
- Omkostningsprocenten er generelt lavere, når foreningen selv ejer det investeringsforvaltningsselskab, som forvalter foreningens formue
- De 5 største investeringsforvaltningsselskaber forvaltede i 2008 godt 77 pct. af foreningernes formue
Se den fulde markedsudviklingsrapport her (pdf)