Henrik Bjerre-Nielsen, der var direktør for Finanstilsynet fra 1996 til 2008, er gået bort.
Da Henrik tiltrådte som direktør for Finanstilsynet, var mandatet meget klart. For den til enhver tid siddende regering havde Finanstilsynet været et fast kritikpunkt, som den til enhver tid værende opposition kunne angribe. Fremover skulle der, “come hell or high water”, ikke kunne sættes en finger på Finanstilsynets ageren.
Det er et urealistisk krav at stille til en myndighed, der er nødt til at handle ud fra et risikobaseret tilsyn, i en verden der er præget af usikkerhed. Når noget går galt, vil offentligheden altid anfægte myndighedens valg, selvom valgene er baseret på fornuftige overvejelser ex ante.
Det er sjældent, at man får kredit, når tingene ikke går galt. Henrik fortjener ros for mange ting - men tillad mig at fremhæve især tre ting.
For det første, så ydede Henrik et uvurderligt bidrag til, at vi i dag står med et af de bedste pensionssystemer i verden. Omkring år 2000 var mange danske pensionsselskaber i alvorlige problemer, fordi aktiemarkedet vendte og renterne faldt voldsomt. Selskaberne havde ikke matchet deres aktiver og passiver, hvilket betød at deres forpligtelser havde en længere varighed.
Henrik indførte en markedsbaseret opgørelse af aktiver og passiver samt stresstest af selskabernes finansielle situation. Det tiltag gjorde, at danske pensionsselskaber fik afdækket deres forpligtigelser til en trods alt attraktiv rente. Tilsvarende initiativer tog man først fat på 10 år senere i resten af EU, hvor den lange rente var meget lavere. Derfor er mange andre landes pensionssystemer underfinansieret i dag, modsat situationen i Danmark.
For det andet, så var det Henrik, der fik implementeret den håndtering af nødlidende banker i Danmark, som sidenhen blev skrevet ind i EU-lovgivningen. Jeg havde selv fornøjelsen af at arbejde sammen med Henrik i den forbindelse, men det var Henrik, der udviste de politiske evner til at sikre gennemførslen.
Jeg skrev i 2009 sammen med en bekendt en bog om finanskrisen, som Henrik var så venlig at anmelde. I bogen påpegede vi, at det største problem ved lukningen af en bank ikke var tabene for indskydere og andre kreditorer, men den manglende adgang, som indskyderne, der ikke var fuldt dækket af indskydergaranti, havde til deres likvide midler og dermed deres manglende adgang til at udføre betalinger. Jeg var lidt forbløffet, da jeg kort efter så en næsten færdig pakke fra Henriks side, der senere blev til Bankpakke 3. Bankpakke 3 adresserer problemet med manglende adgang til likviditet og sørger samtidig for, at det er kreditorerne og ikke staten, der dækker hullet i det nødlidende instituts balance.
Mekanismen fungerer på den måde, at der tages et tilstrækkeligt haircut af kreditorernes midler, der kan dække hullet, mens de resterende midler næsten øjeblikkeligt stilles til rådighed for kreditorerne, herunder indskyderne. Henrik var så venlig at påpege, at den bagvedliggende idé kom fra førnævnte bog. Senere har Henrik og jeg i fællesskab i et papir, udgivet af SUERF, prøvet at forklare resten af EU, hvorfor og hvordan landene burde anvende eksisterende EU-lovgivning på området i stedet for at blive ved med at sparke den berømte dåse ned af vejen. Indtil videre har selv Henriks evner på dette område været utilstrækkelige.
For det tredje, så har Henrik sammen med sine forgængere og efterfølger været med til at opbygge en stærk faglig kultur i Finanstilsynet, som jeg, mine kollegaer, Finanstilsynet og Danmark nyder utrolig gavn af. Det er en organisationskultur, hvor der er fokus på at gøre det rigtige, det vil sige at overholde og bruge lovgivningen til at sikre finansiel stabilitet. Det er også en kultur, hvor der er en assertiv og ordentlig tilgang til at føre tilsyn, og hvor der lyttes til omgivelserne uden at det fører til eftergivenhed. Det er en kultur, der er i Henriks ånd.
/Jesper Berg