Særlige risici i realkreditlån med lang afdragsfrihed kræver vejledning

09-02-2021

Finanstilsynet har undersøgt institutternes udbud af en type realkreditlån, som afviger fra de traditionelle realkreditlån ved at give mulighed for afdragsfrihed i op til 30 år.

Realkreditlån med lang afdragsfrihed bliver mere og mere udbredte på realkreditmarkedet. Disse lån er ikke for hvem som helst og bør kun gives til visse kunder, f.eks. pensionister, som vil leve af deres friværdi og som kan bære en betydelig stigning i ydelsen.

”Når forbrugere vælger lån med lang afdragsfrihed, så skal deres økonomi kunne bære restgælden hele vejen til lånets udløb. Undervejs vil den enkelte forbruger måske krydse igennem flere livsfaser, som kan ændre rådighedsbeløbet betydeligt. Det påvirker forbrugerens evne til at tilbagebetale sin gæld, når lånet udløber. Dette og andre forhold ved denne låntype udgør betydelige risici for kunden og nødvendiggør som minimum skærpede krav til realkreditinstitutternes vejledning og kreditvurdering. Realkreditinstitutterne skal også huske at fortælle kunderne om det særlige vilkår, der knytter sig til disse lån. F.eks. at de kan blive mødt med et krav om at begynde at afdrage, hvis ejendommen falder meget i værdi,” siger kontorchef Ulla Brøns Petersen fra Finanstilsynets forbrugerkontor. 

Ikke et lån for alle

Finanstilsynet har undersøgt de fire største udbydere af reakreditlån. Det er et gennemgående træk ved deres håndtering af realkreditlån med lang afdragsfrihed, at lånene overordnet ydes på baggrund af de samme kriterier. Institutterne har oplyst Finanstilsynet om, at de begrænser lånemuligheden til en smal kundekreds, som primært er forbrugere med erfaring i realkreditlån, og som har betydelig friværdi i deres faste ejendom. Forbrugerne ønsker oftest at bruge lånet til at skabe mere luft i deres økonomi eller som et nedsparingslån. 

Finanstilsynet vurderer, at produktet kun er hensigtsmæssigt for et begrænset kundesegment og ikke bør udbydes til andre. Målgruppen indskrænkes yderligere af, at produktet i første omgang er et variabelt forrentet lån. Pensionister har ikke mulighed for at tilpasse deres indtægter til stigende udgifter på samme måde, som beskæftigede. 

Finanstilsynet har desuden noteret sig det særlige vilkår, som tre af institutterne har i forhold til at ændre på lånets karakter. Her har institutterne adgang til i visse tilfælde at opsige den aftalte afdragsfrihed og kræve afdrag på lånet. Det er et indgribende vilkår, og det er usædvanligt, idet risikoen ved fald i pantets værdi lægges over på låntageren. Finanstilsynets vurderer, at et sådan vilkår stiller meget store krav til vurderingen af låntagers økonomiske situation både ved låneoptagelse men også 30 år frem. 

Anbefalinger til håndtering af lang afdragsfrihed

”Realkreditlån har historisk fokuseret på at beskytte låntager mod finansielle risici ved at overflytte disse til investor. Tre ud af fire institutter har i forbindelse med de undersøgte afdragsfrie realkreditlån valgt, at risiciene ved faldende boligpriser placeres hos låntager. Vores undersøgelse viser, at realkreditinstitutterne i høj grad er opmærksomme på udfordringerne ved låntypen, og at de i långivningsprocessen er forpligtet til at yde en ordentlig vejledning, så forbrugeren ikke løber uforholdsmæssigt store økonomiske risici i forhold til deres økonomiske kapacitet. Den brugbare viden, vi har indsamlet gennem undersøgelsen, munder nu ud i fire opmærksomhedspunkter, når man skal vejlede kunderne,” siger kontorchef Ulla Brøns Petersen.

Finanstilsynets anbefalinger til håndteringen af realkreditlån med lang afdragsfrihed

  1. Institutterne skal have en instruks el. lign om vejledning til lån med lang afdragsfrihed.
  2. Låntageren bør orienteres tidligst muligt, når realkreditinstituttet konstaterer, at belåningsgraden udvikler sig i en negativ retning.
  3. Reduceret adgang til efterfinansiering med pant i boligen bør fremhæves og tydeliggøres overfor låntageren.
  4. Det bør ikke være muligt for låntageren at fravælge vedledning i forbindelse med optagelse af lån med lang afdragsfrihed.

Læs hele rapporten: Undersøgelse af realkreditlån med langvarig afdragsfrihed

 

Senest opdateret 09-02-2021