Sagsfremstilling:
I et realkreditinstitut var der i bestyrelsens forretningsorden en bestemmelse om, at formandskabet i presserende tilfælde kunne træffe beslutning på bestyrelsens vegne. Endvidere var der i realkreditinstituttet den praksis, at formandskabet deltog i forberedelsen af de lånesager, der efter instituttets forretningsgange skulle forelægges bestyrelsen.
Afgørelse:
Finanstilsynet fandt, at bestemmelsen i bestyrelsens forretningsorden stred mod aktieselskabslovens § 57, stk. 1, 2. pkt., da det af denne bestemmelse fulgte, at beslutninger ikke måtte træffes, uden at så vidt muligt samtlige bestyrelsesmedlemmer havde haft adgang til at deltage i sagens behandling. Tilsynet fandt, at hverken princippet om negotiorum gestio eller aktieselskabslovens § 54, stk. 2, kunne begrunde et permanent nedsat formandskab.
Bestyrelsen blev derfor pålagt at ændre forretningsordenen. Vedrørende forberedelsen af lånesager fandt tilsynet, at denne praksis ligeledes stred mod aktieselskabslovens § 57, stk. 1, 2. pkt., idet den i realiteten gav formandskabet mulighed for at afslå bevilling af lån, som hørte under bestyrelsens kompetenceområde. Formandskabet blev derfor pålagt at ophøre med den nævnte praksis.
Afgørelsen er påklaget til Erhvervsankenævnet.
Ankenævnet fandt, at den omhandlede bestemmelse i bestyrelsens forretningsorden stred mod aktieselskabsloven og tiltrådte derfor den 7. oktober 2004, at Finanstilsynet havde pålagt bestyrelsen at ændre forretningsordenen.
Ankenævnet henviste til, at det fulgte af lov om finansiel virksomhed, at et realkreditinstitut skulle have en god administrativ praksis. Kompetencefordelingen mellem selskabets ledelsesorganer, som reguleredes nærmere i aktieselskabslovens § 54, indgik som en integreret del af god administrativ praksis.
Der var efter den dagældende § 64, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, hvorefter Finanstilsynet påså overholdelsen af lovens overholdelse, klart adgang til, at tilsynet traf afgørelse om, hvorvidt bestyrelsens forretningsorden var i overensstemmelse hermed.
Aktieselskabslovens § 54, stk. 2, gav efter ankenævnets opfattelse ikke mulighed for, at direktionens kompetence indskrænkedes ved at stille krav om, at de omhandlede dispositioner skulle foretages i enighed med formandskabet.