Som følge af en virksomheds ansøgning om tilladelse til at udstede særligt dækkede obligationer i forbindelse med grænseoverskridende aktiviteter har Finanstilsynet givet en række dispensationer fra følgende bestemmelser:
- § 152 c i lov om finansiel virksomhed (FIL).
- § 152 e i lov om finansiel virksomhed (FIL).
- §§ 3, stk. 3, 27, stk. 1, og 30, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 687 af 20. juni 2007 om værdiansættelse af pant og lån i fast ejendom som stilles til sikkerhed for udstedelse af særligt dækkede realkreditobligationer og særligt dækkede obligationer (værdiansættelsesbekendtgørelsen).
Det er et vilkår for samtlige dispensationer, at virksomheden opretter et særskilt register/kapitalcenter for de panter, der ikke på alle områder overholder de danske regler, men derimod på de fravegne områder SDO reglerne i de lande, hvor de grænseoverskridende aktiviteter udøves, og hvor panterne er beliggende. Det skal af materiale om obligationerne tydeligt fremgå, at danske regler er fraveget på en række punkter. Det pågældende register/kapitalcenter kan alene indeholde lån og panter, hvor danske regler er fraveget. Vilkåret er særligt begrundet i et hensyn til obligationsejerne.
Ad. 1 – hvilke aktivtyper kan ligge til sikkerhed for en SDO-udstedelse (§ 152 c i FIL)
Virksomheden har søgt om godkendelse af en række ejendomstyper, som i henhold til dansk rets ejendomsbegreb ikke umiddelbart kan anses for at være en fast ejendom.
De ejendomstyper, som virksomheden ansøgte om godkendelse til at indgå som sikkerhedsgrundlag for en SDO udstedelse, kan pantsættes og indgå som sikkerhedsgrundlag for en særligt dækket obligationsudstedelse i de lande, hvor virksomheden udøver sin grænseoverskridende aktivitet.
Det fremgår af § 152 c, stk. 3, i FIL, at Finanstilsynet kan tillade, at der anvendes andre aktiver som sikkerhed for udstedelse af særligt dækkede obligationer end dem, der er nævnt i stk. 1, og kan fastsætte andre grænser for, hvor stor en del af sikkerheden for obligationsudstedelsen de pågældende aktivtyper må udgøre, hvis en sådan tilladelse er i overensstemmelse med direktivet om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut (det omarbejdede kreditinstitutdirektiv 2006/48/EF).
Da reglerne i de lande, hvor virksomheden udøver sin grænseoverskridende aktivitet, hviler på samme EU-retlige grundlag (det omarbejdede kreditinstitutdirektiv 2006/48/EF) som den danske lovgivning, fandt Finanstilsynet efter en konkret vurdering af de forskellige ejendomstyper, at da ejendomstyperne falder ind under begrebet fast ejendom i henhold til de lokale definitioner og kan danne grundlag for en SDO-belåning i de pågældende lande, kan ejendomstyperne ligge til sikkerhed for en dansk SDO-udstedelse.
Dispensationen fra § 152, c, stk. 1, i FIL blev dog som nævnt betinget af, at de pågældende lån og obligationer henføres til et særskilt register/kapitalcenter.
Ad. 2 - dispensation fra forbuddet mod ejerpantebreve (§ 152 e, stk. 3 i FIL)
Det fremgår af § 152 e, stk. 3, i FIL, at Finanstilsynet kan dispensere fra stk. 1 ved lån, der ydes til fast ejendom, der er beliggende uden for Danmark, Færøerne og Grønland.
Det fremgår af lovbemærkningerne, at en dispensation kan gives, såfremt virksomheden sandsynliggør, at der ikke herved er risiko for virksomhedens pantesikkerhed, herunder at der ikke er væsentlig risiko for kollisionsproblemer ved stiftelse af sekundære panterettigheder.
Dispensation til at anvende ejerpantebrevslignende sikkerhedsdokumenter i de lande, hvor virksomheden udøver grænseoverskridende aktiviteter blev givet, da Finanstilsynet vurderede, at der i forhold til de ejerpantebrevslignende sikkerhedsdokumenter, som virksomheden ville anvende, ikke var væsentlig risiko for kollisionsproblemer mellem panthaverne. Dispensationen blev givet med et vilkår om, at restgælden på lånet ikke væsentligt kan overstige pantesikkerheden.
Ad. 3 – dispensation fra §§ 3, 27 og 30 i værdiansættelsesbekendtgørelsen
Det fremgår af § 3, stk. 3, i værdiansættelsesbekendtgørelsen, at et institut, hvis det overlader værdiansættelsen til en ikke-ansat, inden effektuering skal foretage en jævnlig og tilbundsgående stikprøvekontrol med besigtigelse af en passende andel af de eksternt foretagne værdiansættelser på basis af vurderingsrapporter. Stikprøverne skal have et sådant omfang og være udtaget på en sådan måde, at der opnås tilstrækkelig sandsynlighed for, at ejendomsbeskrivelser og værdiansættelser, der er ukorrekte i forhold til de faktiske forhold, gennemgås. Såfremt instituttet ikke har en model i overensstemmelse med 2. pkt., skal instituttet løbende foretage stikprøver, der skal udgøre minimum 5 pct. af de værdiansættelser, som instituttet har overladt til ikke-ansatte.
Det fremgår af § 27, stk. 1, i værdiansættelsesbekendtgørelsen, at før endelig værdiansættelse skal ejendommen være besigtiget udvendigt og indvendigt, medmindre lånet ydes mod fuld offentlig garanti.
Af § 30, stk. 2, i værdiansættelsesbekendtgørelsen, fremgår det, at instituttet til brug for den løbende overvågning af en ejendoms værdi kan anvende en dokumenteret værdiansættelsesmodel, der er godkendt af Finanstilsynet.
Dispensationerne fra §§ 3, 27, stk.1, og 30, stk. 2, i værdiansættelsesbekendtgørelsen er givet med hjemmel i § 31 i værdiansættelsesbekendtgørelsen, hvoraf det fremgår, at Finanstilsynet kan tillade, at bekendtgørelsens bestemmelser fraviges i forbindelse med långivning i udlandet, i det omfang det tilsiges af forhold i det pågældende land.
Værdiansættelsesbekendtgørelsen er udstedt med hjemmel i § 152 h, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed, og det fremgår af lovbemærkningerne til denne bestemmelse, at det skal være muligt at anvende de værdiansættelsesregler, der gælder i det pågældende land, i det omfang det tilsiges af forholdene i landet.
I den konkrete sag dispenserede Finanstilsynet fra § 3, stk. 3, i værdiansættelsesbekendtgørelsen, da der i landene f.eks. kunne være en praksis, hvor den vurderingssagskyndige ikke nødvendigvis var ansat i instituttet, og der ikke i landene var praksis for at foretage stikprøvekontrol af vurderingsrapport udarbejdet af ikke-ansatte vurderingssagkyndige.
Finanstilsynet dispenserede endvidere fra besigtigelseskravet i § 27, stk. 1, da det i landene f.eks. kunne være en fast praksis ikke at foretage besigtigelse indvendigt eller udvendigt. Værdiansættelse sker i stedet ved brug af værdiansættelsesmodeller eller vurderingssagkyndige, der værdiansætter fra skrivebordet eller alene foretager en udvendig besigtigelse af ejendommen.
I forhold til § 30, stk. 2, i værdiansættelsesbekendtgørelsen accepterede Finanstilsynet modeller/metoder, der ikke var baseret på statistiske oplysninger fra anerkendte, dokumenterede og offentlige tilgængelige kilder. Dispensationsadgangen i § 31 blev anvendt med den begrundelse, at der i de pågældende lande var forhold, der tilsagde, at værdiansættelsesbekendtgørelsen kunne fraviges, da der eksempelvis i branchen fandtes en bestemt modeltype, der anvendes til den løbende overvågning. I et land var der i den lokale lov et krav om, at der anvendtes en bestemt metode til brug for den løbende overvågning.
Finanstilsynet knyttede også her det vilkår til dispensationerne, at der skal oprettes et særskilt register/kapitalcenter for alene de lån og panter, der ikke opfylder alle kravene i den danske lovgivning, men på de fravegne punkter den udenlandske lovgivning baseret på CRD-direktivet, og Finanstilsynet påpegede, at det tydeligt skal fremgå af materiale vedrørende de pågældende obligationer udstedt med sikkerhed i registeret/kapitalcentret, at danske regler vedrørende disse særligt dækkede obligationer på en række punkter er fraveget.