Markedsrenten i Danmark og omkringliggende lande er igennem de senere år faldet væsentligt og ligger nu - trods de seneste rentestigninger - på et historisk lavt niveau. Niveauet er også lavt set i relation til de rentegarantier, der er knyttet til de livs- og pensionsforsikringer, der blev tegnet i livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser frem til 1994. Forsikringerne blev indtil da typisk tegnet med en garanteret rente på 4,5 pct. eller 4,25 pct. (efter skat).
Der er derfor behov for en nedsættelse af den opgørelsesrente, der anvendes ved beregning af hensættelserne til livs- og pensionsforsikringer med disse høje rentegarantier, for så vidt angår forsikringer eller dele heraf, der ikke er friholdt for realrenteafgift. Hensættelserne skal altså forøges.
Forsikringsrådet har den 7. oktober 1999 behandlet dette spørgsmål og besluttet, at det ved regnskabsaflæggelsen for 1999 som udgangspunkt må anses for ubetryggende at anvende opgørelsesrenter på over 4,0 pct. for forsikringer, hvor der er anmeldt et omkostnings- og sikkerhedstillæg på 0,5 pct. For lavere anmeldte omkostnings- og sikkerhedstillæg kan der anvendes en tilsvarende højere opgørelsesrente.
Den maksimale opgørelsesrente er fastsat ud fra renten på den 30-årige statsobligation, reduceret for pensionsafkastbeskatning, med en forsigtighedsmargen på 5 pct. og med fradrag af det anmeldte omkostnings- og sikkerhedstillæg. Med det nuværende renteniveau på ca. 6,3 pct. (note 1) og et omkostnings- og sikkerhedstillæg på 0,5 pct. fører dette til en maksimal opgørelsesrente på 4,0 pct., idet resultatet afrundes til nærmeste ¼ pct. (note 2). Selskaber, der f.eks. har anmeldt et omkostnings- og sikkerhedstillæg på 0,25 pct., kan tilsvarende højst anvende en opgørelsesrente på 4,25 pct..
En overvejende sandsynlig merindtjening i de førstkommende år kan modregnes i hensættelsesforøgelsen, hvis dette i lyset af ganske særlige forhold i det enkelte selskab må anses for betryggende. Indregning af dette merafkast foretages ved at modregne forsikringsbestandens andel af de urealiserede merværdier (efter skat) i hensættelsesforøgelsen. Dette svarer til at anvende en sammensat opgørelsesrente - også kaldet en 'knækket' opgørelsesrente - hvor det højere afkast i de førstkommende år direkte indregnes i diskonteringen af forpligtelserne. Modregning af de urealiserede merværdier er dog en meget mere praktisk og overskuelig metode.
Der kan imidlertid også være andre særlige forhold af betydning for de enkelte selskabers fastsættelse af opgørelsesrenten. Som eksempler herpå kan nævnes de afgivne garantiers karakter, om der er tale om årlige rentegarantier, eller om det alene er ydelsesgarantier, om der i forsikringsaftalerne er taget forbehold, i hvilken udstrækning selskabet anvender det anmeldte omkostnings- og sikkerhedstillæg, om der med stor sikkerhed i øvrigt kan forventes et overskud på omkostningerne eller risikoelementerne i de nærmeste år, eller om der på forsikringer med flere rentegarantier kan opspares bonus fra den lave garanti til styrkelse af hensættelserne på den høje garanti. Også sådanne forhold kan medføre en modregning i hensættelsesforøgelsen, dog således at eventuelle negative merværdier på aktivbeholdningen først tillægges.
Opgørelsesrenten skal således nedsættes for hensættelser for forsikringer, der baseres på en rente, der efter fradrag af et anmeldt omkostnings- og sikkerhedstillæg overstiger 4,0 pct. (note 3). Undtaget er hensættelser for forsikringer eller dele af forsikringer, der er friholdt for realrenteafgift/pensionsafkastbeskatning, herunder livrenter uden ret til bonus. For disse forsikringer skønnes det, at renteniveauet før skat fortsat er tilstrækkeligt i forhold til garantierne.
Det skal understreges, at Finanstilsynets fastsættelse af den maksimale opgørelsesrente til 4,0 pct., ikke i sig selv betyder, at det for hvert enkelt selskab eller tværgående pensionskasse vil være betryggende at anvende denne maksimale opgørelsesrente. Det påhviler ledelsen at sikre - og den ansvarshavende aktuar at påse - at den opgørelsesrente, man konkret beslutter at anvende, er fastsat betryggende under hensyntagen til selskabets eller den tværgående pensionskasses egne forhold, herunder eventuelle negative merværdier, således, at man med stor sandsynlighed vil kunne modstå en ugunstig udvikling på det finansielle marked.
For forsikringer, der indeholder flere rentegarantier, og hvor der er en årlig rentegaranti, behandles hver garanteret del for sig. Hvis en forsikring imidlertid alene indeholder en ydelsesgaranti og ikke en garanti om årlig forrentning af de enkelte forsikringsdele med forskellige renteforudsætninger, vil en gennemsnitlig rente kunne lægges til grund i forhold til spørgsmålet om behovet for forøgelse af hensættelserne.
Forsikringer, som er tegnet med en rente, der efter fradrag af det anmeldte omkostnings- og sikkerhedstillæg er mindre end 4,0 pct., skal fortsat beregnes på denne (lavere) rente. I modsat fald ville der ikke være tilstrækkelige midler til stede i tilfælde af genkøb eller overførsel. Samtidig ville det også være i strid med 3. livsforsikringsdirektiv, hvoraf det fremgår, at "når en forsikringsaftales tilbagekøbsværdi er garanteret, skal der for en sådan aftale foretages livsforsikringshensættelser, hvis størrelse til enhver tid mindst svarer til denne garanterede tilbagekøbsværdi på samme tidspunkt" (artikel 17, stk. 1, litra A, vi).
Der stilles ikke fra Finanstilsynets side krav om, at hensættelsesforøgelserne fordeles på de enkelte policer. Forøgelsen kan således betragtes som en kollektiv hensættelse. Som følge heraf er det ikke et krav, at forsikringernes genkøbsværdier forøges svarende til hensættelsesforøgelserne. Forøgelsen skal dog regnskabsmæssigt medtages under livsforsikringshensættelserne, hvilket også bliver resultatet af at beregne disse med den ny opgørelsesrente. Ved en eventuel senere forhøjelse af opgørelsesrenten kan midlerne igen fraføres livsforsikringshensættelserne. Midlerne vil i så fald indgå i resultatet og blive fordelt til forsikringstagerne og ejerne i overensstemmelse med kontributionsprincippet, hvorved midlerne tilbageføres de kilder, hvorfra de hidrørte.
Det enkelte livsforsikringsselskab og den enkelte tværgående pensionskasse, der har forsikringer af ovennævnte art, skal snarest muligt i medfør af par. 30 i lov om forsikringsvirksomhed anmelde til Finanstilsynet, hvorledes det er sikret, at hensættelserne er fastsat betryggende, herunder hvilke opgørelsesrenter der herefter anvendes. Anmeldelsen skal indeholde en udførlig redegørelse fra den ansvarshavende aktuar om, at de(n) anmeldte opgørelsesrente(r) samt eventuel modregning af fremtidig merindtjening er betryggende.
Det skal endelig understreges, at det enkelte selskab og den enkelte tværgående pensionskasse selvsagt løbende skal følge renteudviklingen og justere hensættelserne i overensstemmelse hermed.
Ved væsentlige renteændringer inden årets udgang vil Tilsynet tage stilling til en eventuel justering af den maksimale opgørelsesrente.
I forbindelse med regnskabsåret 2000 vil Tilsynet foretage en tilsvarende vurdering.
Henrik Bjerre-Nielsen / Klaus Grünbaum
---------------------------
Noter:
1) Den 30-årige statsobligation (7 pct. St. lån 24)
2) (6,3 pct. * 0,74 * 0,95) - 0,5 pct.=3,9 pct., som afrundet til nærmeste ¼ pct. bliver 4,0 pct.
3) Under forudsætning af et anmeldt omkostnings- og sikkerhedstillæg på 0,5 pct. For lavere anmeldte omkostnings- og sikkerhedstillæg kan der anvendes en tilsvarende højere opgørelsesrente.