Pengeinstitutter m.v. - PA - BSL - § 19
Sagsfremstilling:
En sparekasse anførte i en skrivelse til Finanstilsynet, at sparekassen som udgangspunkt anså et investeringsselskab, som investerer i pantebreve, for omfattet af spekulationsbekendtgørelsens undtagelsesbestemmelse i § 7, stk. 2, der vedrører erhvervelse af aktier m.v. i selskaber under tilsyn.
Investeringsselskabets formål var at drive investeringsvirksomhed for egne og/eller lånte midler, fortrinsvis ved investering i pantebreve.
Afgørelse/begrundelse:
Finanstilsynet svarede i brev af 20. februar 1998 følgende:
"Bekendtgørelsens § 7, stk. 1, omfatter aktier og ejerandele i selskaber, hvor handel med værdipapirer og finansielle instrumenter udgør en væsentlig aktivitet.
Pantebreve er at betragte som værdipapirer i henhold til § 5, stk. 1, jf. stk. 3, nr. 1.
Bekendtgørelsens § 7, stk. 2, undtager køb af aktier og ejerandele i pengeinstitutter, forsikringsselskaber, realkreditaktieselskaber, fondsmæglerselskaber samt i investeringsforeninger og specialforeninger fra spekulationsforbud det.
Fælles for disse selskaber er, at de er underlagt tilsyn.
Da selskabet ikke direkte er omfattet af bestemmelsens ordlyd og ligeledes ikke underlagt tilsyn, skal Finanstilsynet meddele, at spekulationsbekendtgørelsens § 7, stk. 2, ikke finder anvendelse på selskabet."
Sparekassen anmodede i skrivelse af 4. marts 1998 Finanstilsynet om en uddybning af tilsynets afgørelse af 20. februar 1998.
Finanstilsynet svarede i den forbindelse:
I henhold til § 7, stk. 1, i bekendtgørelse om spekulationsforretninger anses køb af aktier i selskaber, hvor handel med værdipapirer og finansielle instrumenter udgør en væsentlig aktivitet, for spekulationsforretninger.
I henhold til § 5, stk. 1, anses køb af værdipapirer for lånte midler for spe kulationsforretninger. Stk. 3 indeholder en undtagelse fra denne bestemmelse, hvorefter lån til køb af blandt andet pantebreve, der holdes i minimum 5 år eller udtrækkes til pari, ikke er omfattet af spekulationsforbuddet. Lån og pantebreve skal være i samme valuta, jf. stk. 4.
På baggrund heraf meddelte Finanstilsynet, at et selskab, der har som registreret formål at placere egenkapitalen i pantebreve og beholde pantebrevene til udløb eller indfrielse, ikke er omfattet af (undtagelsesbestemmelsen) § 7 i bekendtgørelse om spekulationsforretninger.
Da Finanstilsynet havde forstået det af sparekassen anførte således, at selskabet køber pantebreve og beholder pantebrevene til udløb eller indfrielse, fandt tilsynet, at erhvervelse af aktier i selskabet ikke vil være omfattet af spekulationsforbuddet, såfremt selskabets formål ændres i overensstemmelse hermed.
Det fremgår ikke af det af sparekassen anførte, om selskabet køber pantebreve for lånte midler.
Finanstilsynet henledte for en god ordens skyld opmærksomheden på, at personer omfattet af spekulationsforbuddet skal opfylde indberetningspligten i bekendtgørelsens § 11. Indberetningspligten omfatter tillige køb af pantebreve for lånte midler, hvor dette sker indirekte gennem besiddelse af aktier i et selskab, der køber pantebreve for lånte midler.
Såfremt selskabet i henhold til sit registrerede formål kan købe pantebreve for lånte midler, kan den af spekulationsforbuddet omfattede personkreds kun eje aktier i selskabet, såfremt disse aktionærer sikres adgang til oplysninger om selskabets køb af pantebreve for lånte midler, der er nødvendige for at kunne opfylde indberetningspligten i bekendtgørelsens § 11.