Fondsmæglerselskaberne har haft en positiv udvikling i 2013. Fondsmæglerselskaberne realiserede et samlet årsresultat på 827 mio. kr. (før skat) i 2013 mod 566 mio. kr. året før, hvilket svarer til en stigning på 46 pct. Endvidere er det samlede årsresultat i 2013 det højeste inden for de seneste 5 år. Den positive udvikling i indtjeningen skyldes primært stigninger i henholdsvis kurtager, gebyrer og provisionsindtægter (netto) og kursreguleringer.
Finanstilsynet iværksatte i november 2013 en undersøgelse af de danske fondsmæglerselskabers anvendelse af derivater. Undersøgelsen viste bl.a., at der er 3 fondsmæglerselskaber, som handler med derivater for både kundens regning og for egen regning, mens der er 24 fondsmæglerselskaber som kun handler med derivater for kundens regning. Der er således ingen fondsmæglerselskaber, som alene handler med derivater for egen regning.
På baggrund af undersøgelsen er det Finanstilsynets samlede indtryk, at fondsmæglerselskaberne typisk har anvendt derivater til afdækning af risici og kun i forholdsvis begrænset omfang til risikotagning i forbindelse med udførelse af investeringsservice.