Markedsudviklingen i 2012 for pengeinstitutter

16-05-2013

Konklusioner

Pengeinstitutterne har samlet set et større overskud i 2012 i forhold til året før. Før skat er resultatet steget fra 3,6 mia. kr. til 7,5 mia. kr. Forbedringen kan især henføres til stigende kursreguleringer.

Nedskrivninger på udlån er steget med 11 pct. i 2012 til i alt 26,9 mia. kr. mod 24,3 mia. kr. året før. Nedskrivningerne ligger derved fortsat på et forholdsvis højt niveau, om end de er mindre end i begyndelsen af finanskrisen. I relative termer og for sektoren samlet set udgør nedskrivningerne 1,2 pct. af udlån og garantier i 2012 mod 2,2 pct., da nedskrivninger på udlån i banksektoren var på sit højeste i 2009.

Pengeinstitutternes nettorenteindtægter fortsætter med at falde. Forklaringen kan især henføres til et fortsat faldende udlån. Basisindtjeningen, som er nettoindtjening før kursregulering af værdipapirbeholdninger mv. og nedskrivninger på udlån, er samlet set uændret. Det skyldes især, at stigende nettogebyrindtægter opvejer de faldende nettorenteindtægter. Der er imidlertid stor spredning. Sat i forhold til udlån og garantier ligger basisindtjeningen i gennemsnit noget lavere i gruppe 2 end i de øvrige grupper.

Korrigeret for repo-udlån er pengeinstitutternes udlån faldet med samlet 99 mia. kr. i 2012 fra 1.577 mia. kr. til 1.479 mia. kr.  Det er vurderingen, at det faldende udlån har sin forklaring i manglende efterspørgsel på finansiering fra både erhvervslivet og de private husholdninger. Der er dog brancher (fx fast ejendom og landbrug), der oplever stramning i kreditstandarder. En udvikling der kan henføres til den aktuelle konjunktursituation og de store nedskrivninger, der er taget på disse brancher.

Korrigeret for repo-indlån er pengeinstitutternes indlån faldet med 9 mia. kr. i 2012 i forhold til året før.

Indlånsunderskuddet er reduceret yderligere og er nu for sektoren samlet set på 41 mia. kr. mod 165 mia. kr. året før. Indlånsunderskuddet kan alene henføres til gruppe 1. Korrigeret for repo-forretninger – hvorved der ses bort fra ind- og udlån, hvor der er stillet sikkerhed af høj kvalitet bag - er der dog et samlet indlånsoverskud på 84 mia. kr. ved udgangen af 2012. Selv om der er indlånsoverskud samlet set i grupperne 2-4, så er der fortsat enkelte institutter med indlånsunderskud. Antallet af pengeinstitutter med indlånsunderskud er dog reduceret fra 22 i 2011 til 9 ved udgangen af 2012.

Se hele artiklen her (pdf)

Senest opdateret 16-05-2013