Markedsudviklingen i 2012 for livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser

04-07-2013

Konklusioner

Livsforsikringsselskaberne og de tværgående pensionskasser opnåede et samlet resultat efter skat på 12,6 mia. kr. i 2012 mod et resultat på 3,8 mia. kr. i 2011. Stigningen kan henføres til investeringsafkastet, der steg fra 128 mia. i 2011 til 194 mia. i 2012. Sammenlignet med de seneste fem år ligger afkastet i 2012 på sit højeste. Det høje afkast skyldes især kapitalandele, hvor afkastet udgjorde 14,8 pct. i 2012.

Kapitalkrav og kapitalbuffer
Samtlige selskaber havde tilstrækkelig kapitalstyrke til at modstå Finanstilsynets røde risi-koscenarie ultimo 2012. 

Sektorens kapitalbuffere, der angiver selskabernes evne til at modstå negative svingninger på de finansielle markeder, er steget. Selskabernes kapitalbuffer, i form af overdæknings-graden, steg til 10,3 pct. i 2012 mod 9 pct. i 2011. Kundernes kapitalbuffer, i form af bonusgrad, steg fra 3,9 pct. i 2011 til 5,4 pct. i 2012.

Hensættelser og garantier
De samlede hensættelser til forsikrings- og investeringskontrakter udgjorde ca. 1.895 mia. kr. ultimo 2012 mod 1.709 mia. kr. ultimo 2011, svarende til en vækst på 10,9 pct. Heraf udgjorde hensættelser til unit-linked kontrakter 490 mia. kr., svarende til en markedsandel på 26 pct. af de samlede hensættelser.
For sektoren under ét er andelen af de samlede hensættelser på kontrakter med høje garantier (mere end 4 pct.) faldet fra 30 pct. i 2011 til 22 pct. i 2012. For den markedsorienterede del af selskaberne udgjorde andelen af hensættelser til kontrakter med høje garantier 30 pct. mod 14 pct. for den ikke markedsorienterede del af sektoren i 2012. Udviklingen skyldes især omvalg til ordninger med en meget lav eller ingen garanti.

Den samlede pensionsopsparede formue steg med 9 pct. i 2012 til i alt 2.883 mia. kr. Heraf forvalter livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser 61 pct., mens resten er fordelt mellem ATP, LD, pengeinstitutter og firmapensionskasser.

Læs hele artiklen her (pdf)

Senest opdateret 04-07-2013