Kravene til en kreditværdighedsvurdering er formuleret generelt og meget overordnet, og Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden har derfor udarbejdet en ny fælles vejledning, der tydeliggør de overordnede principper i lovgivningen og praksis. Vejledningen fastholder kravet om en konkret og individuel vurdering af forbrugerens kreditværdighed. Vejledningen præciserer dog, at kreditgiverne inden for reglerne har et skøn, når de vurderer, hvilke oplysninger der skal indhentes og dokumenteres.
”Reglerne om kreditværdighedsvurdering er centrale for både forbrugerne og kreditgiverne. De bidrager til en ordentlig og robust finansiel sektor, hvor lån ydes på et forsvarligt grundlag. Med den nye vejledning tydeliggør vi principperne bag reglerne, så forbrugere ikke optager lån, de ikke kan betale tilbage. Samtidig understreger vi, at kreditgiverne har et skøn og en fleksibilitet i den individuelle vurdering,” siger direktør i Finanstilsynet Louise Mogensen.
Fleksibilitet inden for klare rammer
Den nye vejledning tydeliggør mulighederne for fleksibilitet i arbejdet med kreditværdighedsvurdering. Inden for rammerne af lovgivningen har kreditgiver et skøn til at vurdere, hvilke oplysninger der skal indhentes og dokumenteres, og kreditgiver kan tilpasse processen efter f.eks. lånets størrelse og forbrugerens økonomiske situation. Der kan anvendes estimater, når de giver et fyldestgørende billede af forbrugerens økonomi. Kreditgiver kan også bruge estimater til at validere de oplysninger, forbrugeren selv har givet. Vejledningen giver mulighed for, at kreditgiver kan medtage forbrugerens fremtidige indtjening, hvis grundlaget er tilstrækkeligt sikkert. Vejledningen giver samtidig mulighed for, at lokalkendskab kan indgå i vurderingen af forbrugerens kreditværdighed.
Den nye vejledning erstatter Finanstilsynets og Forbrugerombudsmandens fælles vejledning om kreditværdighedsvurdering fra 2021.