Finansielle virksomheder skal mere konkret beskrive tiltag mod negative bæredygtighedsindvirkninger

10-11-2025

Finansielle virksomheders erklæringer om investeringsbeslutningers negative indvirkninger på bæredygtighedsforhold er generelt tilfredsstillende. De mangler dog ofte konkrete og målbare tiltag. Samtidig kan det være vanskeligt for brugerne at finde oplysningerne. Det viser en ny undersøgelse fra Finanstilsynet.

Finanstilsynet har undersøgt PAI-erklæringer (principal adverse impacts) for året 2024 fra 15 finansielle virksomheder, herunder kreditinstitutter, pensionsselskaber og investeringsforvaltningsselskaber. Undersøgelsen viser, at de omfattede virksomheder tager hensyn til de vigtigste negative indvirkninger på bæredygtighedsfaktorer, når de træffer investeringsbeslutninger. Alle virksomhederne bruger desuden den lovpligtige skabelon. Virksomhedernes tiltag for at nedbringe effekterne af de klima- og miljømæssige indvirkninger er generelt bedre beskrevet end tiltagene for at reducere indvirkningen på de sociale indikatorer. Der er dog fortsat behov for forbedringer på begge områder.

"Det er positivt, at virksomhederne tager ansvar og arbejder målrettet med bæredygtighed. Vi ser dog stadig, at der mangler konkrete og målbare tiltag på flere områder, og at det i nogle tilfælde kan være svært for brugerne at finde oplysningerne på virksomhedernes hjemmesider," siger Henrik Brarup Damgaard, kontorchef i Finanstilsynets kontor for investorbeskyttelse.

De finansielle virksomheder skal angive specifikke og målbare foranstaltninger eller mål for hver PAI-indikator. Hvis de ikke har truffet eller planlagt foranstaltninger eller mål for en given indikator, skal det fremgå tydeligt af erklæringen. I nogle tilfælde kan det være hensigtsmæssigt at samle flere indikatorer i én samlet beskrivelse, men det er vigtigt, at det ikke går ud over gennemsigtigheden eller konkretiseringen af tiltagene for de enkelte indikatorer.

Undersøgelsen viser, at PAI-erklæringerne i enkelte tilfælde er vanskelige at finde på virksomhedernes hjemmesider. Erklæringerne skal gøres lettilgængelige, f.eks. via et direkte link på forsiden eller ved placering på en underside med en klar overskrift.

Virksomhederne har fortsat udfordringer med at skaffe data, særligt på områder som biodiversitet, udledning til vand, affald og sociale forhold. I flere tilfælde mangler erklæringerne oplysninger om, hvilken indsats virksomhederne gør for at indhente data eller undersøge alternative datakilder. 

"Vi forventer, at virksomhederne tager undersøgelsens anbefalinger til sig og arbejder målrettet med at styrke kvaliteten af deres PAI-erklæringer frem mod næste rapportering," siger Henrik Brarup Damgaard.

EU-Kommissionen vil fremsætte et forslag om revidering af disclosureforordningen (SFDR), som i dag fastsætter krav om PAI-erklæringerne. Det kan dog tage tid, før eventuelle kommende ændringer til SFDR finder anvendelse, og rapporten skal derfor ses i lyset af den gældende regulering.

Læs rapporten her

Kontakt

Henrik Brarup Damgaard
Kontorchef