Finanstilsynet pensionerer sit årlige orienteringsbrev om regnskabsaflæggelse og offentliggør logbog over regelforenkling

26-11-2025

Finanstilsynet vil ikke længere offentliggøre sit orienteringsbrev om regnskabsaflæggelsen for kreditinstitutter, det såkaldte ”julebrev”. Informationen vil i stedet blive kommunikeret løbende på en måde, der gør det helt klart, at der ikke er tale om nye regler, men information. Samtidig tydeliggør Finanstilsynet nu sin indsats for regelforenkling ved at offentliggøre en logbog over forenklinger på sin hjemmeside.

Finanstilsynet vil fra i år ikke længere offentliggøre det årlige orienteringsbrev om regnskabsaflæggelsen for kreditinstitutter, som hidtil er blevet offentliggjort ved årets udgang.

”Julebrevet som format har givet anledning til tvivl om, hvorvidt vi med brevet bebyrder kreditinstitutterne med ekstra regler og forventninger i tillæg til den gældende regulering. Det er ikke meningen. Derfor pensionerer vi nu julebrevet og erstatter det med andre formater og nyheder, der gør det helt klart, at der ikke er tale om nye regler,” siger Finanstilsynets direktør Louise Mogensen.

De emner om regnskabsaflæggelse, der typisk har været behandlet i julebrevet, vil fremadrettet blive kommunikeret på andre måder og i andre formater.

”Vi arbejder løbende med at forenkle vores formater og gøre vores kommunikation til virksomhederne endnu tydeligere, så det er lettest muligt at navigere i den omfattende regulering. Det skal altid være tydeligt, hvad der er gældende krav, og hvad der information og input til virksomhedernes egne valg,” siger Louise Mogensen.

Logbog om regelforenkling på det finansielle område

Finanstilsynet har desuden udarbejdet en logbog over de regelforenklinger, som Finanstilsynet har bidraget til siden slutningen af 2024. Listen vil løbende blive opdateret.

Se listen her: Logbog over forenklinger | Finanstilsynet

”Regelforenkling er en central del af Finanstilsynets strategi 2030, og jeg vil gerne endnu en gang understrege, hvor vigtig den dagsorden er for os, og for mig personligt. Det er helt afgørende, at vi arbejder med væsentlighed i regelarbejdet. Enklere regler, proportionalitet og overblik er en fordel for både virksomheder, borgere og myndigheder. Det er ikke helt simpelt at forsimple regler, og der kommer jo også nye regler til – ofte fra EU. Men vi vil gerne være gennemsigtige om vores indsats, og derfor offentliggør vi nu løbende de forenklinger, vi har været med til at gennemføre,” siger Louise Mogensen.

Den finansielle regulering er vokset markant i omfang og kompleksitet, og det udgør en administrativ udfordring. Finanstilsynet har derfor et vedvarende fokus på at forenkle regler og krav, så det bliver lettest muligt at drive finansiel virksomhed, uden det går på kompromis med sektorens ordentlighed og robusthed. 

Finanstilsynet arbejder med regelforenkling på mange forskellige måder. Det omfatter bl.a.

·         forenkling af regler og indberetninger

·         mere proportionalitet i reglerne

·         bedre overblik over reglerne på et område

·         automatisering af processer

·         afskaffelse af regler.

 

Kontakt

Morten Holm Steinvig
Presseansvarlig