Den nye vejledning, med titlen ”Vejledning om betalingslovens § 63”, skal gøre, at det bliver nemmere for både pengeinstitutter og betalingsinstitutter at navigere i betalingslovens § 63 og hvidvaskloven.
Betalingslovens § 63 fastsætter, at pengeinstitutter skal give betalingsinstitutter adgang til at åbne bankkonti på objektive, ikke-diskriminerende og proportionale vilkår.
Hvidvaskloven stiller bl.a. krav til, hvordan pengeinstitutter og andre virksomheder skal etablere kundeforhold på hvidvaskområdet, herunder med betalingsinstitutter.
”Det er vigtigt, at både pengeinstitutter og betalingsinstitutter kender deres forpligtelser og rettigheder, også når vi har at gøre med lovgivning, der har så nær en indbyrdes sammenhæng, som der er tale om her. Det vil den nye vejledning gøre endnu mere tydeligt”, siger vicedirektør i Finanstilsynet, Rikke-Louise Ørum Petersen.
Baggrunden for den nye vejledning er en række konkrete sager hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, hvor der fra parternes side bl.a. har været rejst spørgsmål om samspillet mellem reglerne i betalingslovens § 63 og hvidvaskloven.
Vejledningen forventes revideret i takt med, at bl.a. yderligere praksis om betalingslovens § 63 fremkommer.
Vejledning om betalingslovens § 63