Tabsniveauer på eksponeringer sikret ved pant i fast ejendom

23-06-2020

Finanstilsynet har offentliggjort tabsniveauer for eksponeringer sikret ved pant i fast ejendom for 2016-2019, og samtidig har Finanstilsynet offentliggjort sin vurdering af, hvorvidt der eksisterer et veludviklet og veletableret ejendomsmarked i Danmark. Det sker i overensstemmelse med reglerne i CRR-forordningen.

Finanstilsynet vurderer i notatet, at der eksisterer et veletableret og veludviklet marked for beboelses- og erhvervsejendomme med undtagelse af landbrugsejendomme samt industri- og håndværksejendomme. Finanstilsynet vurderer, at markedet for landbrugsjord er veludviklet og veletableret. Det gælder også landbrugsjord, der hører til en landbrugsejendom.

For landsbrugsejendomme vurderes der ikke at være tilstrækkelig markedsmæssig omsætning og likviditet, og for industri- og håndværksejendomme vurderes der ikke at være den nødvendige homogenitet på tværs af ejendomme.

For kreditinstitutterne betyder tabsprocenterne og Finanstilsynets vurdering, at institutterne for de områder, hvor der eksisterer et veletableret og veludviklet marked, kan betragte eksponeringer som sikret ved pant i fast ejendom. Institutterne skal altid foretage en konkret vurdering af, hvorvidt det er relevant og risikomæssigt forsvarligt at se bort fra kravet for en given eksponering.

Læs hele notatet: Tabsniveauer på eksponeringer sikret ved pant i fast ejendom

Senest opdateret 23-06-2020