Den 14. august 2025 afsagde Østre Landsret dom i en sag anlagt af O.W. Bunker Trading A/S under konkurs (herefter omtalt som konkursboet) mod Gorrissen Federspiel Interessentskab (GF). Konkursboet gjorde gældende, at en kurator fra GF havde handlet ansvarspådragende ved ikke at forlænge en aftale, som udskød fristen for at anlægge en mulig omstødelsessag (suspensionsaftalen). Dette havde betydning for behandlingen af et krav, som konkursboet muligvis ville have gjort gældende mod Jefferies Bache Limited (JBL) efter konkurslovens § 70.
Sagen kort fortalt
O.W. Bunker Trading A/S (OWBT) brugte handel med oliederivater på ICE-børsen, som er en global operatør af børser og clearinghuse for finansielle – og råvaremarkeder, til risikoafdækning og spekulation. I 1997 indgik OWBT derfor en aftale med clearingbrokeren JBL, hvis opgave var at skabe markedsadgang for OWBT. Aftalen indeholdt en misligholdelsesklausul, som gav JBL ret til at tvangsafvikle engagementet, hvis kravene om sikkerhedsstillelse ikke blev betalt rettidigt. JBL havde desuden sikkerhed i alle OWBT’s aktiver, der var i JBL’s besiddelse.
Udover de ordinære sikkerhedsstillelser, som automatisk blev beregnet af ICE-børsen, indeholdt aftalen mellem OWBT og JBL også en bestemmelse om supplerende sikkerhedsstillelse, der blev betegnet Potential Exposure (P/E). P/E blev beregnet af JBL og udtrykte kreditrisikoen for fremtidige eksponeringer på de eksisterende åbne transaktioner baseret på en prognose for udviklingen over de følgende tre dage. Ifølge aftalen skulle der være stillet sikkerhed op til en grænse på USD 65 mio.
I september 2014 opkrævede JBL supplerende sikkerhedsstillelse, da P/E oversteg den aftalte grænse på USD 65 mio. Spørgsmålet i sagen var, om de løbende krav om supplerende sikkerhedsstillelse kunne have været omstødt efter konkurslovens § 70, hvis kuratoren fra GF ikke havde overset fristforlængelsen af suspensionsaftalen.
Landsrettens afgørelse
Østre Landsret fandt, at kuratoren fra GF havde handlet ansvarspådragende ved at overse fristforlængelsen af suspensionsaftalen. På trods af dette blev GF frifundet, da Østre Landsret vurderede, at P/E-kaldene var beskyttet mod omstødelse efter den dagældende værdipapirhandelslovs § 58 l, stk. 2, jf. stk. 1, som svarer til den gældende bestemmelse i kapitalmarkedslovens § 202.
Østre Landsret lagde vægt på, at det er almindelig praksis, at en clearingbroker anvender supplerende sikkerhedsstillelse som risikostyring mod sine kunder. I denne sag var P/E-kaldene omfattet af en skriftlig aftale om sikkerhedsstillelse, der var indgået på forhånd. Desuden indgik P/E-kaldene på OWBT’s marginkonto hos JBL, hvilket betød, at JBL havde sikkerhed i dette indestående.
Derudover fandt Østre Landsret, at beregningen af P/E ud fra en tidshorisont på tre dage var sagligt begrundet, fordi det var en realistisk reaktionstid for JBL i tilfælde af en eventuel misligholdelse. JBL havde desuden opkrævet den supplerende sikkerhedsstillelse straks, da JBL konstaterede, at der kunne kræves yderligere sikkerhed.
På den baggrund vurderede Østre Landsret, at P/E-kaldene var en ordinær, markedsbetinget disposition, som ikke kunne omstødes efter konkurslovens § 70. Derudover havde JBL ikke opnået en berigelse som følge af kaldene til at nedbringe P/E på tidspunktet for konkursen, jf. konkurslovens § 75. Dette er en grundlæggende betingelse for omstødelse efter konkurslovens § 70.
Dommen er anket til Højesteret.