Advarsel mod at investere i binære optioner

Finanstilsynet advarer forbrugere mod at investere i de såkaldte binære optioner, som udbydes på internettet. Både i Danmark og i resten af EU er der mange eksempler på, at forbrugere har tabt store beløb.

Kontakt

Kontorchef

Ulla Brøns Petersen
33 55 82 43
ubp@ftnet.dk

”Binære optioner er et meget spekulativt produkt, som har langt mere tilfælles med lotteri end med investering. Det har også vist sig, at en række af udbyderne overtræder grundlæggende forbrugerregler. Derfor opfordrer vi forbrugere til at holde sig væk,” siger kontorchef Ulla Brøns Petersen.

 

Langt de fleste udbydere af binære optioner er selskaber, der har tilladelse fra de finansielle myndigheder på Cypern og dermed kan markedsføre sig i andre EU-lande. Det er de cypriotiske myndigheder, der skal føre tilsyn med selskaberne.

 

Aggressiv salgsteknik

”Vi hører fra kunderne, at selskaberne ofte lokker med en startbonus, som man imidlertid først kan få, hvis man selv sætter penge ind. Der er også problemer med at få sit indestående udbetalt igen. Endelig benytter selskabernes telefonsælgere sig af en aggressiv salgsteknik, der overhovedet ikke lever op til reglerne om ansvarlig rådgivning,” siger Ulla Brøns Petersen.

 

Hvis man er så uheldig at have tabt penge på binære optioner, er der desværre ikke så meget at stille op, siger Ulla Brøns Petersen:

 

”Man kan klage til den finansielle ombudsmand på Cypern, men desværre har vi ikke eksempler på, at det har ført til, at kunder har fået penge tilbage,” siger hun.

 

Binære optioner kort fortalt

Binære optioner er en slags væddemål på, om en valuta eller et råvareindeks enten stiger eller falder i kurs inden for et givent tidsrum. Hvis man gætter forkert i forhold til, hvilken vej kursen går, vil man typisk tabe alle de penge, man har satset. Omvendt vil man sædvanligvis kun få en gevinst på 75-80 pct., hvis man gætter rigtigt. Produktets natur gør det på den måde næsten umuligt at opnå en gevinst på langt sigt.

 

Både Finanstilsynet i Danmark og den europæiske tilsynsmyndighed ESMA har ved flere lejligheder henvendt sig til myndighederne på Cypern om sagen. På internettet er dog fortsat mange dansksprogede hjemmesider, der udbyder binære optioner.    

 

Læs ESMA’s advarsel om CFD’er, binære optioner og andre spekulative produkter her.