Sparekassen Bredebro er et mindre, lokalt forankret pengeinstitut med udgangspunkt i Bredebro/Sønderjylland. Sparekassens forretningsmodel er baseret på traditionel bankdrift med fokus på privatkunder, lokale erhvervskunder og relationer i nærområdet. Sparekassen tilbyder traditionelle pengeinstitutprodukter til privat- og erhvervskunder, herunder konti, kort, betalinger, opsparing, udlån, boligfinansiering, pension, investering og forsikring.
Inspektionen havde fokus på sparekassens kundekendskab, herunder etablering af kundeforhold, opdatering og løbende ajourføring samt sparekassens risikovurdering af kundeforholdene. Herudover fokuserede inspektionen på den løbende overvågning af kunder og transaktioner, herunder behandling af alarmer, undersøgelse af mistænkelige transaktioner, notering af resultater heraf samt underretninger.
Inspektionens centrale konklusioner
På baggrund af inspektionen har Finanstilsynet identificeret nogle områder, som giver anledning til tilsynsmæssige reaktioner.
Finanstilsynet vurderer på baggrund af den gennemgåede stikprøve, at sparekassen i vidt omfang ikke har gennemført skærpede kundekendskabsprocedurer i relation til kunder med høj risiko eller kunder med transaktioner til højrisikotredjelande. Sparekassen har ikke systematisk indhentet yderligere kundekendskabsoplysninger, dokumentation for det forventede forretningsomfang eller for midlernes oprindelse.
Når sparekassen ikke gennemfører tilstrækkelige skærpede kundekendskabsprocedurer på sine højrisikokunder, indebærer det en risiko for, at sparekassen ikke har det fornødne kundekendskab til at opdage aktiviteter, adfærd eller transaktioner, som er atypiske for kunden eller på anden vis mistænkelige. Er kundekendskabet utilstrækkeligt, kan sparekassen ligeledes ikke gennemføre en effektiv overvågning af kunderne. For kunder, der af sparekassen vurderes at have en høj hvidvask- eller terrorfinansieringsrisiko, er det derfor endnu mere væsentligt, at sparekassen har et indgående kendskab til disse kunder.
Sparekassen har derfor fået påbud om at gennemføre skærpede kundekendskabsprocedurer, når den vurderer, der er høj risiko for hvidvask eller terrorfinansiering, samt når kunderne gennemfører transaktioner, der involverer lande, der er opført på Europa-Kommissionens liste over højrisikotredjelande.[1]
Finanstilsynet vurderer, at sparekassen ikke i tilstrækkelig grad får undersøgt og noteret formålet med kundernes usædvanlige transaktioner. Derudover har sparekassen ikke gennemført en tilstrækkelig undersøgelse og dokumentation af midlernes oprindelse.
Der er dermed risiko for, at mistænkelige eller usædvanlige transaktioner ikke undersøges og dokumenteres i overensstemmelse med hvidvasklovens krav. Manglende opdatering af kundekendskabet og utilstrækkelig overvågning kan betyde, at potentielle tilfælde af hvidvask eller finansiering af terrorisme ikke identificeres eller håndteres korrekt.
Sparekassen har derfor fået påbud om at undersøge baggrunden for og formålet med alle komplekse og usædvanligt store transaktioner samt alle usædvanlige transaktionsmønstre og aktiviteter, der ikke har et klart økonomisk eller påviseligt lovligt formål. Dette skal ske, for at sparekassen kan fastslå, om den har mistanke om eller rimelig grund til at formode, at disse har eller har haft tilknytning til hvidvask eller finansiering af terrorisme. Sparekassen skal samtidig sikre, at resultaterne af undersøgelserne noteres i tilstrækkeligt omfang.[2]
Finanstilsynet vurderer, at sparekassens hvidvaskansvarlige ikke er tilstrækkeligt involveret i sparekassens arbejde med forebyggelse af hvidvask og terrorfinansiering, ligesom sparekassen ikke har sat tilstrækkelig tid af til, at den hvidvaskansvarlige kan gennemføre interne kontroller på hvidvaskområdet. Desuden godkender sparekassens hvidvaskansvarlige ikke etablering og videreførelse af en forretningsforbindelse med en politisk eksponeret person.
Der er dermed risiko for, at sparekassen ikke i tilstrækkelig grad identificerer, vurderer og håndterer hvidvask- og terrorfinansieringsrisici, herunder risici forbundet med politisk eksponerede personer. Manglende involvering fra den hvidvaskansvarlige og utilstrækkelige interne kontroller kan medføre, at væsentlige svagheder i sparekassens forebyggende foranstaltninger ikke opdages eller afhjælpes rettidigt. Dette er væsentligt, fordi den hvidvaskansvarlige har en central rolle i at sikre, at sparekassen har effektive procedurer, kontroller og ledelsesmæssig opmærksomhed på hvidvaskområdet.
Sparekassen har derfor fået påbud om at sikre, at den hvidvaskansvarlige har tilstrækkeligt kendskab til sparekassens risici for at blive brugt til hvidvask og terrorfinansiering. Sparekassen skal herunder sikre, at den hvidvaskansvarlige har tilstrækkelig viden til at kunne træffe beslutninger, der kan påvirke sparekassens risikoeksponering, og godkende etablering og videreførelse af forretningsforbindelser med politisk eksponerede personer eller en nærtstående eller nær samarbejdspartner.[3]