Inspektionsredegørelse

Redegørelse om funktionsinspektion i AL Sydbank A/S

30-10-2026

Finanstilsynet gennemførte i maj og juni 2026 en inspektion i AL Sydbank. Inspektionen var en funktionsinspektion som led i det løbende tilsyn ud fra en risikobaseret vurdering.

Inspektionen havde fokus på risikoappetitten og kvaliteten af beslutningsgrundlaget i forbindelse med det tidligere Aktieselskabet Arbejdernes Landsbanks bevillinger af nye erhvervsudlån, herunder udvidelse af eksisterende udlån, pantebreve samt leasing og factoring gennem datterselskabet AL Finans A/S.

På inspektionen blev der gennemgået 111 bevillinger fordelt på 30 bevillinger til pantebreve, 30 bevillinger til leasing og factoring fra AL Finans og 51 bevillinger til erhvervskunder. Finanstilsynet gennemgik også kreditpolitikker og relevante forretningsgange.

Inspektionens centrale konklusioner

Pantebreve

Banken risikoklassificerede alle pantebrevskunder, som købes fra pantebrevsselskaber, som risikoklassifikation 7 svarende til bonitet 2b. Denne praksis sikrede ikke korrekt risikoklassifikation, da den ikke tog højde for kundernes individuelle forhold. Korrekt risikoklassifikation er vigtigt bl.a. i forhold til kredithåndtering og overblik over kreditrisici. Banken har derfor fået påbud om at sikre korrekt risikoklassifikation af pantebrevskunder.[1]

Banken købte størstedelen af dens pantebreve fra ejendomskreditselskaber, som lavede den initiale kreditvurdering af eksponeringerne, og bankens beslutningsgrundlag var derfor afhængigt af det materiale, der kom fra ejendomskreditselskaberne. Bankens stillingtagen til og kontrol af de oplysninger, der kommer fra ejendomskreditselskaberne, var ikke tilstrækkelig. Det medførte i flere tilfælde, at bankens beslutningsgrundlag ved køb af pantebreve var utilstrækkeligt. Banken har derfor fået påbud om at sikre et betryggende beslutningsgrundlag ved bevilling af pantebrevskunder.[2]

Erhvervskunder

Bevillingsgrundlaget for en række af bevillingerne til erhvervskunder havde forskellige mangler i forhold til bl.a. bankens kreditanalyse og opfølgning samt dokumentation og registreringer. Der var dermed risiko for, at banken ikke fik belyst alle væsentlige risici tilstrækkeligt. Mangelfulde registreringer og utilstrækkelig opfølgning svækker også bankens styringsgrundlag og kan dermed øge bankens risiko, uanset om kreditrisikoen i den enkelte bevilling ikke aktuelt er høj. Banken har derfor fået påbud om at sikre et dækkende beslutningsgrundlag ved bevillinger til erhvervskunder og herunder sikre en tilstrækkelig opfølgning på kunderne og korrekt registrering af sikkerheder.[3]

Leasing og factoring gennem AL Finans

AL Finans anvendte ikke sandsynlighedsvægtede scenarier i nedskrivningsberegninger på kunder med OIK og havde i en bevilling ikke tilstrækkelig dokumentation for værdien af anvendte sikkerheder. Banken har derfor fået påbud om at sikre, at det forventede tab for OIK-eksponeringer i AL Finans opgøres på baggrund af sandsynlighedsvægtede scenarier i koncernregnskabet og herunder også, at banken anlægger en passende forsigtighed ved værdiansættelsen af sikkerheder i et salgsscenarie.[4]

Solvensbehov

Inspektionen gav ikke anledning til at ændre bankens solvensbehov, som var opgjort til 9,2 pct. pr. 30. juni 2026.



[1] Jf. ledelsesbekendtgørelsen, § 4, stk. 2, nr. 1, jf. bilag 1, nr. 25.

[2] Jf. ledelsesbekendtgørelsen, § 4, stk. 2, nr. 1, jf. bilag 1, nr. 16 og nr. 17.

[3] Jf. ledelsesbekendtgørelsen, § 4, stk. 2, nr. 1, jf. bilag 1, nr. 16 og nr. 21.

[4] Jf. regnskabsbekendtgørelsen, bilag 10, pkt. 77.