Advarsel mod hjemmesiden: www.aaa-vermoegensverwaltung.com

13-10-2025

Finanstilsynet udsender hermed en advarsel mod hjemmesiden: www.aaa-vermoegensverwaltung.com.

Operatørerne bag hjemmesiden udgiver sig for at være en filial til den schweiziske kapitalforvalter, AAA Vermögensverwaltung Wiggenhauser, og påstår at have et samarbejde med Fynske Bank A/S.

Finanstilsynet har modtaget oplysninger om, at operatørerne har kontaktet forbrugere. Der er ikke tale om en lovlig filial med tilladelse til at yde finansielle tjenesteydelser i Danmark eller med et samarbejde med Fynske Bank A/S.

Finanstilsynet opfordrer til, at man afviser enhver form for tilbud om finansielle produkter og/eller tjenesteydelser fra hjemmesiden. Hjemmesiden indeholder ikke oplysninger, der kan identificere den fysiske eller juridiske person, der står bag hjemmesiden.

I Finanstilsynets virksomhedsregister er der oplysninger om, hvilke virksomheder der har tilladelse til at tilbyde finansielle tjenesteydelser i Danmark. Finanstilsynets hjemmeside - under undgå bedrageri - indeholder også information om identificering af svindelvirksomheder, og hvordan man kan undgå sådanne virksomheder.