Inspektionsredegørelse

Redegørelse om ordinær inspektion af Foreningen af forsikringstagere i forsikringsselskabet Vendsyssel f.m.b.a

10-04-2026

Finanstilsynet var i november 2025 på ordinær inspektion i Foreningen af forsik-ringstagere i Forsikringsselskabet Vendsyssel f.m.b.a.

Foreningen ejer Forsikringsselskabet Vendsyssel A/S 100 pct. og er øverste moder for forsikringsselskabet. Inspektionen havde fokus på foreningens ledelsessystem, herunder nøglefunktionerne og investeringsområdet, samt på solvens- og kapitalforhold.

Sammenfatning og risikovurdering

Foreningens hovedaktivitet er at være holdingselskab for forsikringsselskabet samt at virke til gavn for almennyttige og velgørende formål.

Nøglefunktioner og interessekonflikter

Foreningens nøglefunktioner udgør en vigtig del af ledelsessystemet. De skal udføre deres opgaver objektivt og uafhængigt, og de har en betydelig rolle i at sikre, at foreningen drives indenfor rammerne af lovgivningen og de politikker og retningslinjer, som bestyrelsen har fastlagt.

Foreningens risikostyringsfunktion havde ikke taget stilling til foreningens samlede risici, inkl. risikoeksponeringer i foreningens datterselskaber[1], og foreningen har derfor modtaget påbud om at sikre dette.

Solvenskapitalkravet (SCR)

SCR skal sikre, at foreningen indenfor det næste år med stor sandsynlighed kan betale alle sine forpligtelser. SCR skal afspejle foreningens risici, og det er derfor vigtigt, at SCR opgøres korrekt.

Foreningen har benyttet en varighedsbaseret approksimationsmetode til beregning af kapitalkravet for renterisiko, som ikke er tilladt. Foreningen har fået påbud om at beregne kapitalkravet for renterisiko ved hjælp af fuld reprisning af både aktiver og passiver[2]. 

I Foreningens opgørelse af modpartsrisici har foreningen antaget, at under 60 pct. af genforsikringsselskabets aktiver er omfattet af aftaler om sikkerhedsstillelse i tilfælde, hvor det ikke har været muligt for foreningen at føre kontrol med andelen. Foreningen har modtaget et påbud om at anvende en konservativ antagelse om, at 60 pct. af genforsikringsselskabets aktiver er omfattet af aftaler om sikkerhedsstillelse i de tilfælde, hvor det ikke er muligt at udføre kontrol[3].

Ved beregningen af modpartsrisiko har foreningen ikke medtaget sine tilgodehavender hos forsikringstagerne. Derfor har den også fået påbud om at medregne disse[4]. 



[1] Jf. bilag 6, nr. 16, i bekendtgørelse om ledelse og styring af forsikringsselskabet (ledelsesbekendtgørelsen).

[2] Jf. artikel 166, stk. 1 og 167, stk. 1 i solvens II-forordningen.

[3] Jf. artikel 112a i solvens II-forordningen.

[4] Jf. artikel189, stk. 3, litra b og 202, stk. 1, litra b i solvens II-forordningen.