Opdeling af omsætning
Virksomheden har i årsrapportens note 2.2 opdelt virksomhedens omsætning på produktkategorier og geografi.
I forhold til produktkategorier er omsætningen fordelt på følgende:
- Endoscopy Solutions
- Anaesthesia
- Patient Monitoring
Styrelsen har bemærket, at omsætningen i delårsrapporten for 3. kvartal 2023/24 henført til kategorien Endoscope Solutions yderligere opdeles på ”Pulmonology” og ”Excluding Pulmonology”. I delårsrapporten for 1. kvartal 2024/25 ses opdelingen at være foretaget på ”Pulmonology” og ”URO, ENT & GI”.
Det fremgår endvidere af side 33 i årsrapporten, at virksomheden har haft salg inden for kategorierne Pulmonology, Urology og Ear-nose-throat (ENT), som henføres til kategorien endoskopi-løsninger.
I henhold til IFRS 15, afsnit 114, skal en virksomhed opdele indregnet omsætning fra kontrakter med kunder i kategorier, der afspejler, hvordan arten og størrelsen af, tidspunktet for samt usikkerheden forbundet med omsætningen og pengestrømmene påvirkes af økonomiske faktorer. Virksomheden skal anvende vejledningen i IFRS 15, afsnit B87–B89, når den vælger de kategorier, den vil anvende ved opdelingen af omsætning.
I henhold til IFRS 15, afsnit B88, skal en virksomhed, når den vælger, hvilken type kategori eller kategorier den vil anvende ved opdeling af omsætning, tage hensyn til, hvordan oplysninger om virksomhedens omsætning er blevet præsenteret til andre formål, herunder samtlige følgende forhold:
- oplysninger forelagt uden for regnskabssammenhæng (f.eks. i kvartalsmeddelelser, årsberetninger eller investorpræsentationer)
- oplysninger, som den øverste beslutningstager regelmæssigt bruger for at evaluere driftssegmenters indtjening, og
- andre oplysninger, som svarer til de typer af oplysninger, der er anført i afsnit B88, litra a og b, og som virksomheden eller brugere af virksomhedens regnskaber anvender til at evaluere virksomhedens indtjening eller træffe afgørelser om ressourceallokering.
Styrelsens vurdering
Det er styrelsens vurdering, at virksomheden i det mindste skal benytte samme detaljeringsgrad i årsrapporten, som den benytter i kvartalsrapporter, jf. IFRS 15, afsnit 114, og IFRS 15, afsnit B88, litra a. Styrelsen har på den baggrund vurderet, at årsrapporten manglede oplysninger om opdeling af omsætningen vedrørende salg af ”Endoscopi Solutions”.
Oplysninger om anvendelse af muligheden for ikke at oplyse om uopfyldte leveringsforpligtelser
Styrelsen har ikke fundet oplysninger om virksomhedens ordrebeholdning pr. 30. september 2024 i koncernregnskabet.
I henhold til IFRS 15, afsnit 120, skal virksomheden medtage følgende oplysninger om sine leveringsforpligtelser:
- den samlede transaktionspris allokeret til de ved regnskabsårets afslutning uopfyldte (eller delvis uopfyldte) leveringsforpligtelser og
- en redegørelse for, hvornår virksomheden forventer som omsætning at indregne det i henhold til afsnit 120, litra a), oplyste beløb, som virksomheden skal gøre rede for på en af følgende måder:
- på et kvantitativt grundlag under anvendelse af de tidsintervaller, som er mest hensigtsmæssige under hensyn til løbetiden for de resterende leveringsforpligtelser, eller
- ved anvendelse af kvalitative oplysninger.
Det fremgår af IFRS 15, afsnit 121, at virksomheden kan undlade at medtage de i afsnit 120 krævede oplysninger om leveringsforpligtelser, hvis leveringsforpligtelsen er en del af en kontrakt med en oprindelig forventet løbetid på et år eller derunder, eller virksomheden indregner omsætningen fra opfyldelse af leveringsforpligtelsen i henhold til IFRS 15, afsnit B16.
Det fremgår yderligere af IFRS 15, afsnit 122, at virksomheden skal medtage en kvalitativ redegørelse, hvis den anvender muligheden i IFRS 15, afsnit 121.
Virksomheden har anført, at det er alment kendt inden for virksomhedens branche, at salgsordrer ikke overstiger 12 måneder, hvorfor virksomheden har gjort brug af undtagelsesbestemmelsen i årsrapporten.
Styrelsens vurdering
Styrelsen er enig med virksomheden i, at den kan benytte muligheden for at undlade at oplyse om uopfyldte leveringsforpligtelser, idet virksomheden ikke pr. 30. september 2024 har ordrer med en løbetid på mere end 1 år. Det er dog styrelsens vurdering, at virksomheden skal oplyse, at den anvender muligheden i IFRS 15, afsnit 121, om at undlade at give oplysninger om uopfyldte leveringsforpligtelser, jf. IFRS 15, afsnit 122.