Sammenfatning og risikovurdering
Virksomheden er en global investeringsbank med hovedsæde i Hellerup. Virksomheden har stor international tilstedeværelse og er repræsenteret i følgende lande med filialer eller datterselskaber: Schweiz, Nederlandene, Frankrig, Belgien, Japan, Australien, Singapore, Italien, Tjekkiet, Finland, UK og Indien samt et repræsentationskontor i De Forenede Arabiske Emirater.
Saxo Bank er specialiseret i online handel og investering på de internationale kapitalmarkeder via virksomhedens online handelsplatform. Virksomheden tilbyder handel med blandt andet valuta, aktier, CFD’er, optioner, futures, ETF'er og obligationer.
Indenfor forretningsområdet Institutional Business er virksomhedens kundeportefølje fordelt på tre hovedområder;
- Finansielle virksomheder (Financial Clients – FC), der handler enten på egne vegne for egne midler direkte på Saxo Banks platform eller på vegne af deres kunder for kundernes midler på Saxo Banks platform.
- Kunder, der onboardes i virksomheden efter introduktion fra en broker, money manager eller lign. (”Introducing”).
- ”Non-introducing” - White Label Clients (WLC), hvor Saxo Bank stiller sin handelsplatform til rådighed for WLC’ens kunder (slutkunder).
Flere kunder har både en WLC-kontrakt og en FC-kontrakt med Saxo Bank.
Finanstilsynet vurderer, at virksomhedens iboende risiko for at blive brugt til hvidvask eller finansiering af terrorisme er middel-høj.
Finanstilsynets vurdering er bl.a. baseret på, at virksomhedens produktportefølje i højere grad ligner de produkter, der udbydes på investeringsområdet, og ikke klassiske bankprodukter. Finanstilsynet vurderer, at produktrisikoen på investeringsområdet som udgangspunkt er moderat.
Virksomheden har imidlertid en forøget kunderisiko. Særligt er kundeforholdet til virksomhedens store antal respondentforbindelser, herunder WLC’er, forbundet med høj risiko. Den høje risiko består i, at selvom de kunder, der handler via en WLC, ikke er kunder direkte i Saxo Bank, og virksomheden derfor i henhold til lovgivningen ikke skal foretage kundekendskabsprocedurer på dem, så får disse slutkunder adgang til virksomhedens handelsplatforme, og midlerne fra slutkunderne går via WLC’en gennem virksomheden. Herudover indgår det i Finanstilsynets vurdering, at der i virksomhedens respondentnetværk er en stor andel med tilknytning til højrisikojurisdiktioner.
Inspektionen har givet anledning til en tilsynsmæssig reaktion.
Virksomheden registrerer ikke i tilstrækkelig grad oplysninger om kunders geografiske tilstedeværelse/tilknytning. Der er herved risiko for, at virksomheden ikke får inddraget samtlige relevante oplysninger om kunderne ved virksomhedens risikovurdering af kunderne.
De manglende oplysninger om kundernes geografiske tilstedeværelse/tilknytning medfører også, at virksomheden ikke er i stand til at indberette korrekte oplysninger til Finanstilsynet til brug for Finanstilsynets risikovurdering af virksomheden. Finanstilsynet skal bruge disse oplysninger som led i sit tilsyn med virksomheden.
Virksomheden har derfor fået påbud om at berigtige indberettede oplysninger for 2023 og 2024 til Finanstilsynet til brug for Finanstilsynets risikovurdering af virksomheden og at sikre, at virksomheden fremadrettet indberetter korrekt.[i]
[i] Hvidvasklovens § 49, stk. 2 og stk. 7, samt bekendtgørelse nr. 1062 af 17. september 2024 om indberetning af oplysninger til brug for Finanstilsynets risikovurdering af virksomheder og personer omfattet af hvidvaskloven.