Redegørelse om inspektion i Plus Leasing A/S

06-05-2025

Finanstilsynet var i februar 2025 på inspektion i Plus Leasing A/S. Inspektionen var en undersøgelse af hvidvaskområdet. Inspektionen omfattede virksomhedens kundekendskab og overvågning af kunder samt undersøgelser af alarmer og underretninger til Hvidvasksekretariatet.

Risikovurdering og sammenfatning

Virksomheden er registreret i henhold til hvidvasklovens § 48, stk. 1, idet den er omfattet af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 8 om øvrige virksomheder, der erhvervsmæssigt udøver finansiel leasing, jf. bilag 1, nr. 3. Virksomheden har været registreret hos Finanstilsynet siden 2014.

Virksomheden tilbyder flexleasing til privat- og erhvervskunder, hvilket betyder, at en kunde betaler registreringsafgift for den periode, som kunden kører i bilen. Ved flexleasing ejer virksomheden bilen, og kunden/leasingtageren er forpligtet til at finde en tredjepart, som vil købe bilen ved leasingperiodens ophør. Derudover tilbyder virksomheden splitleasing via samarbejdspartnere, som er en deleordning mellem en virksomhed og en privatperson om samme bil. Virksomheden leaser varevogne og personbiler af mærker som Audi, BMW, Mercedes, Porsche, Volvo og Lamborghini.

Finanstilsynet vurderer, at virksomhedens iboende risiko for at blive brugt til hvidvask eller finansiering af terrorisme er mellem-lav under hensyn til, at virksomhedens forretningsområde er finansiel leasing.

På baggrund af inspektionen er der enkelte områder, som har givet anledning til tilsynsmæssige reaktioner.

Virksomheden har ikke i tilstrækkeligt omfang kunnet dokumentere, at den har vurderet, og hvor det er relevant, indhentet oplysninger om forretningsforbindelsens formål og tilsigtede beskaffenhed.

I langt de fleste tilfælde ligger formålet ved leasing i selve produktet, særligt for privatkunder og for erhvervskunder, der leaser et køretøj, der hænger naturligt sammen med erhvervet, såsom en håndværker, der leaser en varevogn. Finanstilsynet finder derfor, at det ofte i disse forhold ikke vil være relevant at indhente særskilte oplysninger om formålet, men virksomheden skal foretage en selvstændig vurdering af, hvorvidt formålet med kundeforholdet og det leasede køretøj er plausibelt.

Virksomheden kunne imidlertid ikke dokumentere, at den har vurderet, og hvor det er relevant, indhentet oplysninger om forretningsforbindelsens tilsigtede beskaffenhed, idet virksomheden ikke har nedskrevet de oplysninger, den har modtaget om kunden. Hertil kommer, at oplysningerne i Penneo-systemet, som anvendes af virksomheden, er generelle og standardiserede. Dermed er virksomhedens kundekendskab ikke operationelt og kan ikke i tilstrækkelig grad danne grundlag for overvågning af kunden.

Dette er væsentligt, idet virksomheden i sin overvågning af kundeforhold skal bruge denne viden til at afgøre om en specifik transaktion eller aktivitet er usædvanlig for kunden og for kundens formål med forretningsforbindelsen.

Virksomheden har derfor fået påbud om i tilstrækkeligt omfang at vurdere og hvor relevant indhente oplysninger om forretningsforbindelsens formål og tilsigtede beskaffenhed.[i]

Virksomheden lever ikke op til hvidvasklovens krav om noterings- og opbevaringspligt, idet virksomheden ikke foretager tilstrækkelig notering og opbevaring af resultaterne af undersøgelser, herunder de oplysninger, som virksomheden forholder sig til i sin undersøgelse. Virksomheden har dermed ikke en tilstrækkelig systematisk proces for håndtering af undersøgelser, som virksomheden kan gøre brug af i det daglige arbejde.

Der er hermed en risiko for, at virksomheden internt mister viden om historikken i et kundeforhold, og potentielt over tid ikke får identificeret mønstre i kunders adfærd. Hvis virksomheden skal underrette Hvidvasksekretariatet, har virksomheden dermed ikke en tilstrækkelig og detaljeret beskrivelse af mistankegrundlaget, som kan danne grundlag for en politimæssig efterforskning.

Virksomheden har derfor fået påbud om at notere og opbevare resultater af undersøgelser af usædvanlige transaktioner.[ii]

 

[i] Hvidvasklovens § 11, stk. 1, nr. 4

[ii] Hvidvasklovens § 25, stk. 3