Sammenfatning og risikovurdering
Embankment Depositary Services A/S tilbyder depositartjenester til forvaltere af alternative investeringsfonde, som investerer i ikkedepotegnede aktiver. Selskabet har haft tilladelse som depositar siden 2022, og siden er selskabets forretningsomfang vokset hurtigt. Det nødvendiggør, at selskabet har fokus på løbende at tilpasse sine procedurer, i takt med at forretningsområdet udvides over tid.
En depositar har til opgave at udføre en række kontroller, som bl.a. skal sikre, at forvalterens værdiansættelse overholder lovgivningen, og at aktiverne i de alternative investeringsfonde reelt har den værdi, som investorerne bliver oplyst om og har ret til. Hvis en depositar ikke udfører kontrollerne, er der en risiko for, at investorerne ikke opnår den investorbeskyttelse, som depositarfunktionen skal give.
Inspektionen viste, at selskabet ikke forholdt sig tilstrækkeligt til forvalterens værdiansættelsesprocedurer. Selskabet havde procedurer for at vurdere forvalterens kompetencer og ressourcer samt procedurer og metoder for værdiansættelse og for at efterberegne fondens indre værdi pr. andel. Selskabet forholdt sig imidlertid ikke tilstrækkeligt til forvalterens brug af værdiansættelsesmetoden for den enkelte fond samt procedurerne for valg af parametre. Det indebærer en risiko for, at værdiansættelsen ikke er egnet til at nå et korrekt resultat, uden at depositaren opdager det.
Finanstilsynet har derfor påbudt selskabet at styrke dets procedurer for kontrol af forvalterens værdiansættelse, idet det skal sikres, at de input og forudsætninger, som indgår i værdiansættelsen, bliver kontrolleret.