Administrativt bødeforelæg til kompasbank a/s for overtrædelse af hvidvaskloven

11-07-2025

kompasbank a/s har den 8. juli 2025 vedtaget et administrativt bødeforelæg på 5.000.000 kr. udstedt af Finanstilsynet for overtrædelse af hvidvasklovens § 11, stk. 1, nr. 5, om kundekendskabsprocedurer vedrørende løbende overvågning.

Det administrative bødeforelæg er begrundet i virksomhedens manglende opfyldelse af kravene om løbende overvågning for 299 kundeforhold i perioden fra december 2022 til september 2023.

Bøden er nedsat som følge af bankens soliditet. På denne baggrund er bøden fastsat til 5.000.000 kr.

Administrative bødeforelæg

Finanstilsynet kan udstede administrative bødeforelæg for overtrædelse af hvidvaskloven. Det fremgår af § 78 a i hvidvaskloven.

Finanstilsynet kan udstede et administrativt bødeforelæg, når der konstateres en overtrædelse af de bestemmelser i hvidvaskloven, som er omfattet af muligheden. Det medfører, at en sag kan afsluttes uden retssag, hvis den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig. 

Finanstilsynet kan udstede et administrativt bødeforelæg ved overtrædelser:

  1. som ikke skønnes at medføre en højere straf end bøde
  2. som generelt er ensartede og ukomplicerede og uden bevismæssige tvivlsspørgsmål
  3. hvor sanktionsniveauet ligger fast.

Alle tre betingelser skal være opfyldt.

Overtrædelserne skal desuden generelt være klare og umiddelbart konstaterbare.

Bødestørrelsen beregnes ud fra de samme principper som anvendes af anklagemyndigheden og som følger af forarbejderne til hvidvaskloven.