Middelfart Sparekasse er en garantsparekasse, der udbyder traditionelle pengeinstitutprodukter til sparekassens primære kundesegmenter, der er privatkunder samt mindre og mellemstore erhvervskunder. Sparekassens primære markedsområde udgøres af Fyn, Trekantsområdet, Østjylland og Esbjerg.
Sparekassens forretningsmodel er udfordret som følge af et stort indlånsoverskud, det aktuelle lavrentemiljø og en skærpet konkurrence.
På inspektionen konstaterede Finanstilsynet, at sparekassens kontrolmiljø i første forsvarslinje var utilstrækkeligt, hvad angår de store udlån, der håndteres i hovedkontoret. Den utilstrækkelige kontrol var medvirkende til, at Finanstilsynet på inspektionen fandt mange fejl og mangler, hvoraf nogle var kritiske. Derudover havde sparekassen i mange tilfælde ikke i sine beslutningsgrundlag foretaget en tilstrækkelig vurdering af erhvervskundernes forretningsmodeller og økonomi samt af de tilhørende sikkerheder.
Ved gennemgangen af sparekassens største udlån (over 2 pct. af kapitalgrundlaget) fandt Finanstilsynet en vis risikovillighed i nogle af de bevilgede store udlån. Det vedrørte bl.a. manglende kautioner– både på tværs af koncernselskaber og fra de ultimative ejere. Derudover var flere af sparekassens
største kunder for optimistisk risikoklassificeret, idet Finanstilsynet foretog negative ændringer i risikoklassifikationer svarende til en bonitetsvandring på 15 pct. af det gennemgåede volumen på de største udlån. Derved var risikoen noget større end forudsat af sparekassen.
Finanstilsynets gennemgang af udlån resulterede endvidere i mernedskrivninger på 13 mio. kr. Forøgelsen af nedskrivningerne skyldtes primært, at sparekassen generelt havde en for mekanisk tilgang til vægtning af scenarier og indlagte betalingsrækker, der ikke var sandsynliggjort.
En sammenligning med nedskrivningerne i institutterne i gruppe 2 ultimo september 2020 viste konsistent hermed, at sparekassens samlede nedskrivninger var betydeligt mindre. Det var mest udtalt for erhvervsudlån.
Finanstilsynet konstaterede også, at sparekassens kreditstyring på sparekassens ene datterselskab var utilstrækkelig, og sparekassen generelt havde en utilstrækkelig viden om de underliggende kreditrisici i selskabet. Sparekassen blev på baggrund heraf påbudt at indsende en redegørelse til Finanstilsynet, hvori sparekassen bl.a. skal kortlægge den fremadrettede løbende overvågning af risikoen på datterselskabet og de eksponeringer, som datterselskabet har ydet.
Derudover skal sparekassen styrke niveauet for bestyrelsens årlige risikovurdering, ligesom bestyrelsen skal justere i visse af beføjelserne givet til direktionen for i højere grad selv at træffe beslutningerne på de mest betydende udlån i sparekassen.
Sparekassens solvensbehov ultimo 2020 var afledt af inspektionen 9,8 pct., hvilket var 0,4 procent point højere end opgjort af sparekassen forud for inspektionen. Forhøjelsen skyldes forøgede tillæg til operationelle risici og øvrige risici.