Redegørelse om inspektion i Basisbank A/S

27-05-2021

Finanstilsynet foretog i februar 2021 inspektion af Basisbank A/S. Inspektionen var en ordinær inspektion, hvor de væsentligste risikoområder blev gennemgået ud fra en risikobaseret vurdering, hvor der blev lagt vægt på de områder, der havde den største risiko.

 

Sammenfatning og risikovurdering

Basisbank A/S blev grundlagt som Danmarks første udelukkende onlinebaserede bank i år 2000. Banken har hovedsæde i Brøndby. Banken betjener privatkunder bosat i Danmark.

På udlånssiden tilbydes banklån uden sikkerhed. Produktet udbydes både direkte og indirekte via en række samarbejdspartnere, såsom detailhandlere, webshops, bilforhandlere og låneportaler.

Banken henvender sig derudover til danske kunder med indlånsoverskud, hvor der tilbydes enkle indlåns-/opsparingsprodukter samt betalingsformidlingsløsninger.

Finanstilsynet vurderer på baggrund af det lave rentemiljø samt ny regulering af forbrugslån, at der er en vis usikkerhed om forretningsmodellens holdbarhed.

Banken fik påbud om at præcisere sin skriftlige forretningsmodel, så den indeholder grænser for bankens ønskede kapitaloverdækning i forhold til det samlede kapitalkrav inklusiv alle bufferkrav.

Bankens risikoansvarlige skal udbygge sit arbejde med selvstændige analyser og kontroller, og den risikoansvarlige må ikke alene basere sine konklusioner på arbejde foretaget i første forsvarslinje.

Banken fik flere påbud på kreditområdet. Banken skal sikre, at der udarbejdes et betryggende beslutningsgrundlag ved alle bevillinger uanset lånestørrelse for at kunne udføre en tilstrækkelig vurdering af, hvilke risici banken påtager sig. Et betryggende beslutningsgrundlag vil almindeligvis som minimum indebære, at der indhentes opdaterede økonomiske oplysninger om låntager.

Banken fik påbud om at foretage ekspertbaserede stikprøver i tilstrækkeligt omfang med henblik på at sikre tilstrækkelig validering af, om nedskrivningsniveauet i bankens nedskrivningsmodel er passende.

Ved inspektionen gennemgik Finanstilsynet 153 udlån for samlet 23,0 mio. kr. Det svarer til, at der samlet er gennemgået 0,74 pct. af bankens udlånsmasse pr. 30. september 2020.

Finanstilsynet fandt ved eksponeringsgennemgangen et højt antal af private eksponeringer uden indsigt i låntagers økonomiske forhold, svarende til 21,9 pct. af stikprøvens volumen.

Eksponeringsgennemgangen medførte mernedskrivninger for 2,8 mio. kr. relateret til en historisk restportefølje af erhvervslån.

Bankens solvensbehov skal øges med minimum 0,3 procentpoint eller ca. 9,8 mio. kr. i forhold til 4. kvartal 2020 til 10,4 pct., særligt som følge af tillæg til operationelle risici.

Banken har som følge af indførsel af en ny nedskrivningsmodel samt løbende indfasning af IFRS9 overgangsordning oplevet et betydeligt fald i kapitalgrundlaget ultimo 2020/primo 2021, hvilket har betydet, at banken pr. 31. marts 2021 har ændret sin kapitalstruktur og har fået tilført yderligere kapital.

 

Senest opdateret 27-05-2021