Temaundersøgelse om likviditetsbuffer for penge- og realkreditinstitutter

12-03-2018

Temaundersøgelsen viser, at institutterne generelt efterlever LCR-forordningens regler og har en tilpas forsigtig tilgang til sammensætningen af likvide aktiver indenfor rammerne af LCR-forordningen. De fleste institutter har også en fornuftig tilgang til likvide aktiver, der ikke kan tælles med i LCR. Temaundersøgelsen viser dog også, at der er en række forhold, som institutterne bør være særligt opmærksomme på i deres løbende opgørelse og risikostyring af LCR.

 

I efteråret 2017 gennemførte Finanstilsynet en temaundersøgelse af de aktiver, der indgår i penge- og realkreditinstitutters likviditetsbuffere. Undersøgelsen dækkede alle institutter. 

Institutterne har indberettet alle aktiver, som indgik i deres likviditetsbuffere pr. 30. september 2017. Likviditetsbufferen indeholder kontanter og værdipapirer, som indgår i likviditetsdækningskravet LCR, og kontanter og værdipapirer, som ikke kan indgå i LCR, men som institutterne betragter som en del af deres likviditetsbuffer.

LCR-kravet er et fælleseuropæisk likviditetsdækningskrav. Det trådte i kraft den 1. oktober 2015 og afløste et nationalt, dansk likviditetskrav. I LCR-forordningen er der regler om, hvilke krav de likvide aktiver skal opfylde for at kunne indgå i LCR.

Formålet med temaundersøgelsen var at undersøge:

  • om institutterne har implementeret LCR-forordningens regler om sammensætningen af likvide aktiver korrekt
  • om institutterne tager væsentlige risici, hvad angår sammensætningen af likvide aktiver indenfor rammerne af LCR-forordningen
  • hvilke aktiver institutterne anser for at være likvide, når der er tale om aktiver, der ikke kan tælles med i LCR.

Undersøgelsen har også set nærmere på omfanget af realkreditobligationer, der er modtaget af et pengeinstitut uden at være handlet på det frie marked i forbindelse med overførsel af prioritetslån til funding via et realkreditinstitut, og som pengeinstitutterne tæller med i LCR.

Temaundersøgelsen viser, at institutterne generelt efterlever LCR-forordningens regler og har en tilpas forsigtig tilgang til sammensætningen af likvide aktiver indenfor rammerne af LCR-forordningen. De fleste institutter har også en fornuftig tilgang til likvide aktiver, der ikke kan tælles med i LCR.

Temaundersøgelsen viser dog også, at der er en række forhold, som institutterne bør være særligt opmærksomme på i deres løbende opgørelse og risikostyring af LCR.

Læs hele redegørelsen her.

 

Senest opdateret 12-03-2018