Indledning
Finanstilsynet var i juni 2014 på inspektion i Fjaltring-Trans Sparekasse. Inspektionen var en ordinær inspektion, hvor alle sparekassens væsentlige områder blev gennemgået ud fra en risikobaseret vurdering, hvor der blev lagt størst vægt på de områder, der har den største risiko.
Sammenfatning og risikovurdering
Sparekassens forretningsmodel er at modtage indlån og yde udlån til private og at investere sparekassens indlån. Placeringen sker med en vis spredning, primært i form af obligationer og indestående i andre pengeinstitutter. Sparekassen fik påbud om at udarbejde en markedsrisikopolitik.
Sparekassens udlånskunder er kunder med aktuel eller tidligere tilknytning til lokalområdet i Fjaltring-Trans. Sparekassens indtjening er faldende, primært som følge af et vigende udlån og faldende aktivitet i øvrigt. Sparekassen fik en risikooplysning om, at den på baggrund af negativ basisindtjening bør være opmærksom på at skabe lønsomhed fremover.
Det er Finanstilsynets vurdering, at sparekassens kendskab til kundernes samlede indkomst- og formueforhold i flere tilfælde er utilfredsstillende, ligesom procedurerne og rapporteringen til bestyrelsen på kreditområdet generelt skal styrkes.
Sparekassen fik blandt andet et påbud på ledelsesområdet om at ændre rapporteringen fra direktionen til bestyrelsen om sparekassens største engagementer.
På kreditområdet fik sparekassen påbud om at udarbejde en kreditpolitik.
Endelig fik sparekassen påbud i relation til operationelle risici og kontroller.
På inspektionen gennemgik Finanstilsynet 28 af sparekassens udlånsengagementer svarende til ca. 78 pct. af sparekassens samlede udlån. Finanstilsynet gav påbud om nye nedskrivninger på 76.000 kr. på et engagement.
Sparekassen har ultimo juni 2014 indberettet et individuelt solvensbehov på 17 pct., mens den faktiske solvens var opgjort til 42,9 pct. Finanstilsynet har i forbindelse med undersøgelsen vurderet solvensbehovet og har vurderet, at det tager højde for sparekassens risici.