Indledning
Finanstilsynet var i marts 2014 på inspektion i Hvidbjerg Bank.
Inspektionen var en opfølgning på undersøgelsen medio 2013. Undersøgelsen var fokuseret på kreditområdet, likviditetsområdet og bankens solvensbehov.
Sammenfatning og risikovurdering
Bankens forretningsmodel består i at betjene kunder i et område afgrænset af Thyholm, Holstebro, Viborg og Thy med traditionelle ind- og udlån.
Pr. 31. december 2013 udgjorde udlån til erhverv 36 pct. af de samlede udlån, der er fordelt på en række brancher, hvor landbrug og fiskeri udgjorde 10,0 pct. af de samlede udlån og garantier. De øvrige brancher udgjorde hver især mindre end 10 pct.
Finanstilsynet gennemgik på undersøgelsen bankens 60 største engagementer, bankens engagementer med direktion og bestyrelse samt en stikprøve på 100 engagementer. Ved undersøgelsen blev gennemgået ca. 27 pct. af bankens engagementsmasse.
Der var objektiv indikation for værdiforringelse (OIV) på 16 ud af de 58 engagementer som var større end 2 pct. af kapitalgrundlaget samt 10 ud af en stikprøve på 100. Der var generelt overensstemmelse mellem bankens og Finanstilsynets konstatering af OIV. Det er Finanstilsynets vurdering, at boniteten af bankens kunder er tæt på det gennemsnitlige for gruppe 3 institutter.
Banken fik påbud i forhold til funktionen som risikoansvarlig, dels i relation til mangler i indholdet af den seneste risikorapport, dels om den fremtidige varetagelse af funktionen, således at eventuelle habilitetsproblemer bliver minimeret.
Finanstilsynet gennemgik bankens opfølgning på tilsynsreaktioner fra seneste undersøgelse. Det kunne konstateres, at banken havde fulgt op på disse, og styrket indsatsen på områderne, idet der dog fortsat var forbedringspotentialer visse steder.
Finanstilsynet vurderede, at banken pr. 31. marts 2014 skulle foretage yderligere nedskrivninger på knap 4,6 mio. kr. Beløbet er før gruppevise nedskrivninger og renter af korrektivkonto. Nedskrivningerne kunne netop indeholdes i bankens indtjening for 1. kvartal 2014.
Banken havde opgjort solvensbehovet til 9,7 pct. ultimo 2013. Finanstilsynet fandt, at solvensbehovet pr. ultimo 1. kvartal 2014 mindst skal opgøres til ca. 10 pct. Banken har opgjort solvensbehovet til 10 pct. Bankens faktiske solvens er ultimo 1. kvartal 2014 opgjort til 12,9 pct. Den solvensmæssige overdækning er således fortsat beskeden. Banken fik en risikooplysning herom.
Bankens likviditet er forsvarlig, men dog under gennemsnittet for institutterne i gruppe 3. Banken har en øget afhængighed af aftaleindlån udenfor markedsområdet i forhold til tidligere.