Indledning
Finanstilsynet var i juni 2013 på inspektion i Nordea Liv og Pension, livsforsikringsselskab A/S (herefter Nordea Liv og Pension).
Inspektionen var en ordinær undersøgelse, hvor alle selskabets væsentlige områder blev gennemgået ud fra en risikobaseret vurdering, hvor der bliver lagt størst vægt på de områder, der har den største risiko.
Finanstilsynet har på inspektionen gennemgået bestyrelsens arbejde med fokus på selskabets forretningsmodel og den valgte risikoprofil. Gennemgangen tog udgangspunkt i bestyrelsens politikker og retningslinjer, som fastsætter risikoappetitten på investerings- og forsikringsområdet. Derudover gennemgik Finanstilsynet selskabets dokumentation for opgørelsen af det individuelle solvensbehov, herunder identifikation og kvantificering af risici, valg af metode samt kapitalplan og kapitalnødplan.
Finanstilsynet har under inspektionen også gennemgået udvalgte it-områder på baggrund af anmærkninger i revisionsprotokollaterne for 2012.
Sammenfatning og risikovurdering
Nordea Liv og Pension er en del af Nordea Life Holding AB, der indgår i Nordea Bank AB koncernen. Selskabet har omkring 330.000 kunder.
Bestanden af traditionel livsforsikring med opsparing i form af garanterede gennemsnitsrenteprodukter udgør med ca. 85 pct. størstedelen af forpligtelserne. Nordea Liv og Pensions gennemsnitlige grundlagsrente på gennemsnitsrenteproduktet er ca. 2,6 pct., hvilket er marginalt lavere end gennemsnittet af sammenlignelige selskaber. Præmieindbetalingerne er fordelt med ca. 65 pct. til gennemsnitsrenteprodukter og ca. 35 pct. til markedsrenteprodukter. Størstedelen af Nordea Liv og Pensions nye kunder vælger et markedsrenteprodukt.
Selskabets kunder har løbende mulighed for omvalg fra gennemsnitsrente til markedsrente. Ved omvalg får kunderne en individuel beregnet værdi af deres garanti med, mens en rimelig andel af de ufordelte midler for de berørte kunder ikke giver anledning til en højere værdi.
Selskabets afkast på gennemsnitsrenteproduktet ligger over en 5-årig periode lavere end sammenlignelige selskaber. En del af dette skyldes selskabets valg af afdækningsstrategi.
Selskabets gennemsnitlige omkostninger ligger over en 5-årig periode højere end sammenlignelige selskaber. En del af dette kan forklares ved opgørelsen af omkostninger relateret til selskabets salgskanaler
Finanstilsynet har på investeringsområdet givet selskabet påbud om, at bestyrelsen skal beslutte rammer for aktivfordeling og koncentrationsrisiko, samt formelt beslutte det ønskede risikoniveau for selskabets markedsrenteprodukter.
Selskabet fik en risikooplysning som følge af en relativ høj andel af alternative illikvide investeringer i dele af gennemsnitsrentebestanden, hvilket tidligere har medført begrænsede muligheder for på kort sigt at nedbringe risikoen.
Selskabet blev endvidere påbudt at fastsætte et begrundet skøn for overdækningen for de registrerede aktiver, der afspejler værdien af selskabets aktiver.
På forsikringsområdet fik selskabet påbud om at præcisere politikken for forsikringsmæssige risici. Finanstilsynet fandt også, at forrentningen af selskabets skyggekonto med en rente, der er højere end af de aktiver, selskabets egenkapital er anbragt i, ikke er rimelig. Selskabet har derfor fået påbud om at anmelde en ny model for forrentningen af skyggekontoen.
I forhold til selskabets individuelle solvensbehov gav Finanstilsynet selskabet påbud om, at kapitalplanen skal tage højde for evnen til at realisere de anvendte budgetter. Ligeledes har selskabet fået to risikooplysninger, dels om manglende følsomhedsanalyser i selskabets kapitalplan og dels om, at selskabet i kapitalnødplanen har angivet en ændring af modellen til beregning af det individuelle solvensbehov som et muligt initiativ.
Derudover fik bestyrelsen et påbud om, at forhandlingsprotokollen skal afspejle de førte drøftelser.
På it-området konstaterede Finanstilsynet, at selskabet er i gang med en større ændring af it-strategien. Det er Finanstilsynets vurdering, at en afklaring af it-strategien er vigtig for selskabets videre vedligeholdelse, udvikling og dokumentation af it-systemerne til understøttelse af den daglige drift.
Det gældende kapitalkrav for Nordea Liv og Pension var medio 2013 solvenskravet, som udgjorde ca. 4,7 mia. kr. mod en basiskapital på ca. 8,5 mia. kr., svarende til en solvensdækning på ca. 1,8. Ved beregning af det individuelle solvensbehov har selskabet valgt et sikkerhedsniveau, der som udgangspunkt svarer til det, der kommer til at gælde med de kommende regler om ensartet beskyttelse af forsikringstagerne fra 1. januar 2014. Selskabet har dog valgt enkelte modifikationer til modellen, hvilket reelt fører til et lavere sikkerhedsniveau. Selskabet vurderes at have tilstrækkelig kapital i forhold til reglerne om ensartet beskyttelse.