1. Resume af Fondsrådets afgørelse
Fondsrådet traf afgørelse om, at virksomheden ikke kan anvende IAS 41, Landbrug, for indregning og måling af antistofproducerende cellelinier.
For det første var en væsentlig andel af cellelinierne omfattet af en royaltyaftale, der alene gav virksomheden brugsretten til cellelinierne i en tidsbegrænset periode. Fondsrådet kom frem til, at de cellelinier, der var omfattet af denne aftale, skulle behandles som en operationel leasing kontrakt, hvorefter disse skulle indregnes og måles efter IAS 17, leasingkontrakter.
De øvrige cellelinier var udviklet af virksomheden selv. Fondsrådet fandt, at disse enten skulle behandles efter IAS 16, materielle aktiver, eller IAS 38, immaterielle aktiver, såfremt ledelsen vurderede, at betingelserne herfor var opfyldte. Cellelinierne er ikke biologiske aktiver som defineret i IAS 41, hvorfor denne standard ikke kan anvendes.
Fondsrådets afgørelse er uddybet i afsnit 4, Fondsrådets vurdering, samt i afsnit 5, Fondsrådets afgørelse og reaktion.
2. Beskrivelse af sagen
Sagen drejer sig om to forhold:
1. hvorvidt cellelinier til brug for produktion af antistoffer kan behandles efter IAS 41, Landbrug, således at de indregnes i balancen og løbende reguleres til dagsværdi via resultatopgørelsen.
2. hvorvidt de cellelinier, som er omfattet af royaltyaftalen, skal indregnes som et aktiv i balancen, eller om disse skal behandles efter reglerne om en operationel leasingkontrakt, hvor udgiften løbende skal indregnes som en omkostning i resultatopgørelsen.
Cellelinierne er udviklet på baggrund af celler udtaget fra dyr. Hver type cellelinie har en specifik evne til at producere et bestemt antistof, som blandt andet kan anvendes til diagnosticering af sygdomme. Virksomheden producerede antistoffer, som dels blev solgt til forskningsbrug og diagnosticering, og som dels blev anvendt i egne udviklingsprojekter.
En væsentlig andel af cellelinierne var omfattet af en royaltykontrakt. Aftalen var karakteriseret ved, at virksomheden fik brugsretten til cellelinierne i en begrænset periode med en indskrænkning i kontrol over disse. Virksomheden kunne således ikke foretage salg af cellelinierne. Det var udtrykkeligt anført i aftalen, at leasinggiver bibeholdt ejendomsretten. Her udover var der intet, der tydede på, at cellelinierne vil have en mindre værdi ved aftalens udløb.
For så vidt angår de cellelinier, som virksomheden selv har udviklet, har Fondsrådet alene vurderet, om disse kan indregnes efter IAS 41, Landbrug, eller ej. Fondsrådet fandt ikke, at IAS 41 kunne anvendes. Det har herefter været op til ledelsen selv at vurdere, om betingelser for aktivering i balancen enten efter IAS 16, Materielle aktiver eller IAS 38, Immaterielle aktiver var opfyldte.
Gennemgangen under punkterne 3 og 4 er opdelt i:
· forholdet til IAS 41, Landbrug og
· forholdet til IAS 17, Leasingkontrakter
3. Retligt grundlag
Aktiver er defineret i begrebsrammen til IFRS, afsnit 53-59. Hvornår et aktiv kan indregnes fremgår af afsnit 82 og 83 i begrebsrammen. Dette er generelle bestemmelser, som udfyldes af de konkrete bestemmelser i de enkelte standarder.
Forholdet til IAS 41, Landbrug
Formålet med IAS 41 er at foreskrive den regnskabsmæssige behandling og præsentation af samt oplysninger om landbrugsaktiviteter. Følgende anføres i IAS 41, afsnit 1:
"Denne standard finder anvendelse på den regnskabsmæssige behandling af følgende, hvor disse vedrører landbrugsaktiviteter:
a) biologiske aktiver,
b) landsbrugsprodukter på høsttidspunktet ……………"
Omvendt finder standarden, jf. IAS 41, afsnit 2, ikke anvendelse på:
a) "landbrugsjord
b) immaterielle aktiver i tilknytning til landbrugsaktiviteter"
Det fremgår også af IAS 41, afsnit 3, at standarden ikke finder anvendelse på biologiske processer, som f.eks. gæring af vindruer.
Det fremgår blandt andet af definitionerne i IAS 41, afsnit 5-7, at et biologisk aktiv er et levende dyr eller en plante. Herudover dækker standarden landbrugsprodukter, der defineres som det høstede udbytte af virksomhedens biologiske aktiver.
Ifølge afsnit 12 i standarden skal et biologisk aktiv ved første indregning og på hver balancedag måles til dagsværdi med fradrag af skønnede salgsomkostninger, dog ikke hvor dagsværdien ikke kan måles pålideligt. Hvor dagsværdien ikke kan måles pålideligt, måles det biologiske aktiv til kostpris med fradrag af akkumulerede af- og nedskrivninger, jf. IAS 41, afsnit 30.
Det bemærkes, at IAS 41, Landbrug, skal anvendes på biologiske aktiver. Der er således ingen valgmuligheder, hvis aktiverne er omfattet af standarden.
Forholdet til IAS 17, Leasingkontrakter
Det følger af den ovennævnte royaltykontrakt, at virksomheden ikke har ejendomsretten til cellelinierne. Virksomheden har dog brugsret til cellelinierne men ikke kontrollen.
Ved brugsretten til materielle aktiver, er der normalt tale om en leasingkontrakt. Leasingkontrakter reguleres af IAS 17.
Definitionen af en leasingkontrakt fremgår af IAS 17, afsnit 4:
"En leasingkontrakt er en aftale, ifølge hvilken leasinggiver for en aftalt periode overdrager brugsretten til et aktiv til leasingtager mod en eller flere betalinger."
Det er ikke alle leasingkontrakter, som reguleres af IAS 17, jf. IAS 17, afsnit 2:
"Denne standard finder anvendelse på den regnskabsmæssige behandling af alle leasingkontrakter, bortset fra:
a) …..
b) …..
Dog finder denne standard ikke anvendelse som målingsgrundlag for:
a) …..
b) …..
c) biologiske aktiver, som besiddes af leasingtager gennem en finansiel leasingkontrakt (jvf. IAS 41 Landbrug), eller
d) biologiske aktiver, som udlejes af leasinggiver gennem en operationel leasingkontrakt (jvf. IAS 41)."
Leasingkontrakter opdeles i to typer leasing, henholdsvis finansiel- og operationel leasingaftaler.
De to typer leasingkontrakter er defineret i IAS 17, afsnit 4 således:
"En finansiel leasingkontrakt er en leasingkontrakt, hvorved alle væsentlige risici og afkast forbundet med ejendomsretten til et aktiv overdrages, uanset om ejendomsretten overdrages ved leasingperiodens slutning eller ej.
En operationel leasingkontrakt er enhver leasingkontrakt, der ikke er en finansiel leasingkontrakt."
Ifølge IAS 17, afsnit 8 fremgår følgende vedrørende klassifikation af en leasingkontrakt:
"En leasingkontrakt klassificeres som en finansiel leasing kontrakt, hvis alle væsentlige risici og afkast forbundet med ejendomsretten til et aktiv overdrages. En leasingkontrakt klassificeres som en operationel leasingkontrakt, hvis alle væsentlige risici og afkast forbundet med ejendomsretten til et aktiv ikke overdrages."
Der er i IAS 17, afsnit 10 og 11 nævnt er række eksempler på situationer, som hver for sig eller kombineret normalt vil medføre klassifikation af en leasingkontrakt som en finansiel leasingkontrakt.
Indregning og måling af operationelle leasingkontrakter, er reguleret i IAS 17, afsnit 33. Afsnit 33 regulerer den regnskabsmæssige behandling af de løbende leasingydelser:
"Leasingydelser i henhold til en operationel leasingkontrakt skal indregnes som omkostning på et lineært grundlag over leasingperioden, medmindre et andet systematisk grundlag bedre afspejler det tidsmæssige mønster af brugerens fordele."
Der skal i modsætning til ved finansielle leasingkontrakter ikke indregnes et aktiv i balancen, når det er en operationel leasingkontrakt. Hjemmelen til at indregne et aktiv ved en finansiel leasingkontrakt findes i IAS 17, afsnit 20.
4. Fondsrådets vurdering
Forholdet til IAS 41, Landbrug
Denne standard er industrispecifik for landbrug og tilsvarende aktiviteter som gartneri, skovbrug, dambrug m.v. Standardens anvendelsesområde skal derfor fortolkes snævert. Biologiske aktiver er i standarden defineret som levende dyr og planter.
Efter Fondsrådets opfattelse hører en celle udtaget af en mus eller et andet dyr ikke umiddelbart ind under definitionen på et biologisk aktiv. Cellen indgik oprindeligt i et dyr og var således en del af dyret. Cellelinier kan dog ikke sidestilles med et selvstændigt dyr eller plante.
Der er ikke noget i IAS 41 eller IASB’s kommentarer hertil, som indikerer, at standarden kan anvendes af medicinalindustrien m.v. Hvis medicinalindustrien var omfattet af standardens anvendelsesområde, ville dette efter Fondsrådets vurdering være et så væsentligt område, at det ville være omtalt.
Det er derfor Fondsrådets opfattelse, at IAS 41 ikke kan anvendes til indregning og måling af cellelinierne.
Forholdet til IAS 17, Leasingkontrakter
Fondsrådet har konstateret, at virksomheden ikke ejer cellelinierne, som de har modtaget fra tredjemand. Det fremgår af kontrakten, at cellelinierne forbliver tredjemands ejendom.
Virksomheden kan således ikke sælge de cellelinier, der er omfattet af aftalen. Det har virksomhedens ledelse i deres korrespondance med Fondsrådet bekræftet, at de heller ikke gjorde. Det betyder efter Fondsrådets opfattelse, at virksomheden ikke vil kunne opnå afkast i form af stigning i celleliniernes dagværdi.
Virksomheden har indregnet cellelinierne i årsrapporten som biologiske aktiver, som indgår i de materielle anlægsaktiver. En sådan indregning forudsætter som hovedregel en juridisk ejendomsret til aktiverne.
IFRS taler ikke om juridisk ejendomsret, som en forudsætning for indregning af et aktiv. Dette fremgår af såvel definitionen på et aktiv i begrebsrammen til IFRS, afsnit 53-59, som af indregningskriterierne i afsnit 82 og 83.
Dog vil ejerskab normalt være en forudsætning for indregning af et aktiv. Dette er også klart indikeret i afsnit 57 i begrebsrammen. Der er endvidere ikke tvivl om, at et aktiv kan indregnes uden at der er formel ejendomsret til aktivet, hvis dette er hjemlet i en standard. En sådan hjemmel findes netop i IAS 17 for finansielle leasingkontrakter.
Hovedregelen er derfor, at et aktiv kan indregnes, hvis virksomheden ejer dette og har de rettigheder og forpligtelser, som normalt er forbundet med ejendomsretten. I andre tilfælde må det forudsættes, at et aktiv kun kan indregnes, hvis dette er hjemlet i en standard.
På denne baggrund er det derfor Fondsrådets vurdering, at virksomheden ikke kan indregne cellelinierne som aktiver i balancen, medmindre der er særlig hjemmel hertil i en standard.
Det er Fondsrådets opfattelse, at aftalen har mange lighedspunkter med definitionen af leasingkontrakter.
Kontraktens lighedspunkter med definitionen af en leasingkontrakt er følgende:
· Der er tale om en aftale, ifølge hvilken leasinggiver for en aftaleperiode overdrager brugsretten af cellelinier (et aktiv) til virksomheden (leasingtager) mod betaling af en eller flere betalinger (royalty).
· Det var ledelsens klare opfattelse, at cellelinierne var et materielt anlægsaktiv. Dels sammenlignede ledelsen cellelinierne med et produktionsapparat, og dels havde diskussionen mellem ledelsen og virksomhedens revisor omkring den regnskabsmæssige behandling alene omhandlet, hvilke af IAS standarderne (IAS 41 Biologiske aktiver/IAS 16 Materielle anlægsaktiver) aktiver skulle behandles efter.
· Der foreligger ikke indikationer på, at der er tale om en licensaftale eller lignende leasing af et immaterielt aktiv, jf. IAS 17, afsnit 2 b (første del). Leasingaftalen er derfor ikke omfattet af undtagelsesbestemmelsen i IAS 17, afsnit 2, hvor det fremgår, at visse leasingkontrakter ikke er omfattet af standarden.
Der er således ikke tale om, at virksomheden havde købt cellelinierne, men at de havde lejet dem. Det følger af en fast fortolkning af IFRS, at et selskab ikke kan indregne en bil, en bygning, en kopimaskine eller andre aktiver de har lejet, medmindre der er specifik hjemmel hertil i standarderne.
Det er Fondsrådet opfattelse, at der er tale om en leasingkontrakt omfattet af IAS 17 og, at en række forhold indikerer, at der er tale om en operationel leasingkontrakt:
· Leasinggiver beholder ejendomsretten, afkast i form af royalty samt eventuelle stigninger i dagsværdi. Ejendomsretten overgår således ikke på noget tidspunkt til virksomheden.
· Leasinggiver bibeholder risici i form af fald i dagsværdi, risikoen for at cellelinier går til grunde mv., som er forbundet med ejendomsretten til cellelinierne.
· Cellelinierne kan ifølge virksomheden bruges igen og igen, hvilket betyder, at de stadig kan anvendes efter udløb af aftaleperioden.
· Virksomheden har ingen købsret til cellelinierne.
· Cellerne er ikke af en sådan specialiseret art, at de ikke vil kunne anvendes af andre. De vil således kunne anvendes af andre inden for samme branche, eller leasinggiver kan vælge selv at drive tilsvarende virksomhed.
Der er ingen forhold i aftalen, som har lighed med de eksempler, der er givet i IAS 17, afsnit 10 og 11 på en finansiel leasingkontrakt.
Det er derfor Fondsrådets samlede opfattelse, at virksomheden ikke kan indregne cellelinierne som materielle anlægsaktiver. Aftalen mellem leasinggiver og virksomheden skal derimod behandles som en operationel leasingkontrakt. Dette medfører, at der ikke skal ske indregning af et aktiv, men at leasingydelse skal indregnes som en omkostning over aftaleperioden.
Fondsrådet har vurderet om IAS 38 om immaterielle aktiver er relevant i forhold til aftalen med leasinggiver. Da der imidlertid er tale om leasing af et fysisk aktiv og ikke overdragelse af en rettighed eller lignende, kan IAS 38 ikke anvendes. Virksomheden har heller ikke selv anført, at IAS 38 er relevant i denne sag.
5. Fondsrådets afgørelse og reaktion
Fondsrådet har truffet afgørelse om, at virksomheden ikke kan anvende IAS 41 til indregning og måling af cellelinier til produktion af antistoffer.
Fondsrådet har ikke truffet afgørelse om, hvorvidt de cellelinier, virksomheden selv har udviklet, skal indregnes i balancen som et aktiv efter IAS 16, Materielle anlægsaktiver eller IAS 38, Immaterielle aktiver. Fondsrådet finder derimod, at det er op til virksomhedens ledelse, at vurdere, om betingelser for at anvende IAS 16 eller IAS 38 er.
Endvidere har Fondsrådet truffet afgørelse om, at aftalen om tidsbegrænset brugsret til cellelinier skal behandles som operationel leasingkontrakt. Disse cellelinier kan således ikke indregnes som et aktiv i balancen.
Fondsrådet pålagde
virksomheden at offentliggøre ny korrigeret årsrapport for 2005 samt delårsrapport for perioden 1. januar til 30. juni 2006.
Fondsrådet pålagde endvidere
virksomheden at behandle korrektionerne som fejl i årsrapporten for 2005, jf. IAS 8, afsnit 41-49.
Fondsrådet
påtalte
overfor virksomheden, at årsrapporten for regnskabsåret 2005 ikke var aflagt i overensstemmelse med lovgivningen, da denne ikke overholdt kravene i IFRS.