Finanstilsynets skrivelse af 26. oktober 1998 om dispensation fra reglerne om placering af formuen i obligationer.
En erhvervsudviklingsforening havde anmodet om dispensation fra spredningskravet i § 1, stk. 2, i Finanstilsynets bekendtgørelse om investeringsforeningers placering af formuen i realkreditobligationer, statsobligationer m.m., således at foreningens aktuelle spredning godkendtes, eller i anden formulering valgt af Finanstilsynet.
Det var anført, at foreningen opretholdt en stor likviditetsandel, hvilket skulle ses på baggrund af den særlige investeringsprofil, der gælder for foreningen. Likviditeten blev fortrinsvis anbragt i kortfristede statspapirer af hensyn til renterisikoen.
Endvidere var det anført, at der herved opstår et dilemma i forhold til bekendtgørelsens § 1, stk. 2, der fordrer, at investering af over 35 % af foreningens formue i værdipapirer udstedt eller garanteret af én udsteder skal fordeles på 6 emissioner.
Anmodningen havde vedlagt et eksempel for at illustrere, at der kun opnås begrænset større sikkerhed ved opfyldelse af spredningskravet. Desuden stillede foreningen spørgsmålstegn ved, hvorvidt et spredningskrav på flere emissioner fra samme udsteder, overhovedet ændrer på modpartsrisikoen, som formentlig er det element, der er tilstræbt varetaget i bestemmelsen.
I henhold til § 68, stk. 1, i lov om investeringsforeninger og specialforeninger skal en erhvervsudviklingsforening investere sin formue i aktier og anparter i unoterede aktieselskaber og anpartsselskaber. Endvidere kan den investere i værdipapirer som nævnt i lovens kapitel 9.
Ifølge § 68, stk. 2, 2. pkt., gælder de i kapitel 9 nævnte begrænsninger for investering i andre værdipapirer end unoterede aktier og anparter.
Det fremgår af bemærkningerne til § 68, stk. 2, at den del af formuen, der ikke er investeret i unoterede aktier og anparter, skal placeres i værdipapirer i overensstemmelse med bestemmelserne i kapitel 9.
§ 60, stk. 1 og 2, i lov om investeringsforeninger og specialforeninger fastsætter en række placeringsgrænser.
Af Finanstilsynets bekendtgørelse om investeringsforeningers placering af formuen i realkreditobligationer, statsobligationer m.m., udstedt i medfør af lov om investeringsforeninger og specialforeninger § 60, stk. 3, fremgår, at såfremt en investeringsforening eller afdeling investerer mere end 35 % af sin formue i værdipapirer udstedt eller garanteret af en stat eller en international institution af offentlig karakter, skal beholdningen heraf bestå af værdipapirer fra mindst 6 emissioner, og værdipapirerne fra en og samme emission må ikke overstige 30 % af investeringsforeningens eller afdelingens formue.
Lov om investeringsforeninger og specialforeninger § 60, stk. 3, og bekendtgørelse nr. 1051 af 17. december 1997, § 1, stk. 2, om investeringsforeningers placering af formuen i realkreditobligationer, statsobligationer m.m. implementerer Rådets direktiv 85/611/EØF, artikel 23, stk. 1, hvorefter medlemsstaterne kan tillade, at investeringsinstitutter i henhold til princippet om risikospredning investerer op til 100 % af deres formue i forskellige emissioner af værdipapirer, der er udstedt eller garanteret af en medlemsstat, af dennes lokale myndigheder, af et tredjeland eller af internationale institutioner af offentlig karakter, i hvilke en eller flere medlemsstater deltager.
Ifølge artikel 23, stk. 1, 2. punktum, indrømmer de kompetente myndigheder kun denne undtagelse, såfremt de finder, at deltagerne i investeringsinstituttet opnår den samme beskyttelse som deltagerne i et investeringsinstitut, der overholder grænserne i artikel 22.
Ifølge artikel 23, stk. 1, 3. punktum, skal disse investeringsinstitutter ligge inde med værdipapirer fra mindst seks forskellige emissioner, uden at værdipapirerne fra en og samme emission dog må overstige 30 % af investeringsinstituttets samlede aktiver.
På denne baggrund var Finanstilsynet af den opfattelse, at tilsynet ikke kan dispensere fra § 1, stk. 2, i bekendtgørelse om investeringsforeningers placering af formuen i realkreditobligationer, statsobligationer m.m., jf. lovens § 60, stk. 3, jf. § 68, stk. 1 og 2. Baggrunden herfor er, at det af bemærkningerne til § 68, stk. 2, fremgår, at den del af formuen, der ikke er placeret i unoterede aktier og anparter, skal placeres i overensstemmelse med bestemmelserne i kapitel 9, samt at det fremgår af stk. 2, at de i kapitel 9 nævnte begrænsninger gælder.
Endvidere henviste Finanstilsynet for så vidt angik foreningens betragtninger over § 1, stk. 2, i Finanstilsynets bekendtgørelse nr. 1051 af 17. december 1998, at bestemmelsen er direktivbestemt. Direktivets artikel 23, stk. 1, 3. punktum giver ikke medlemsstaterne mulighed for at dispensere fra bestemmelsen. Såfremt en medlemsstat har tilladt, at investeringsinstitutter investerer op til 100 % af deres formue i forskellige emissioner af værdipapirer som nævnt i 1. punktum, skal 3. punktum være opfyldt.